Del

SF: Banderne skal jagtes med øget efterforskningstryk

11-09-2023

På baggrund af den seneste udvikling med bandedrab og sårede på Christiania, er SF klar med et udspil, som skal lægge et massivt tryk på banderne og sikre bedre forebyggelse af unges vej ind i banderne.

SF vil hellere fokusere på at få bandemedlemmer stillet til regnskab for den kriminalitet, de laver, end at lægge flere år oven i den kriminalitet, vi allerede er lykkedes med at få dem sat i fængsel for. Derfor ønsker vi at styrke politiet med bedre efterforskningsredskaber, så risikoen for at blive opdaget stiger markant.

Samtidig er det vigtigt at blive bedre til at udelukke banderne fra at tjene penge på ulovligheder. Det er det, konflikterne drejer sig om.

SF lægger op til bedre brug af agenter i de lukkede miljøer, mulighed for hemmelig ransagning og konfiskation af både brugt til narkosmugling.

Og så skal vi sørge for, at der er bedre forebyggelse, så færre vælger bandelivet som karrierevej.

Noget, der altid kendetegner vores retspolitik her til lands er, at vi er bedre til bare at skærpe straffen, end vi er til at sende penge til forebyggelsen. Vi har ikke knækket koden til, hvordan vi lykkes med det, og derfor foreslår vi at nedsætte en kommission, hvor formålet er netop at knække koden til forebyggelsesproblemet. Og forebyggelse er i alle interesse:

“Jeg har talt med flere forældre, og det er de færreste af dem, der drømmer om, at deres børn og unge vælger en karriere som bandemedlem. Derfor skal vi blive bedre til at inddrage de pårørende. Den ressource, som familie er, skal vi udnytte og støtte. Jeg ved, at de gerne vil, men de bliver forhindret af forskellige praktikaliteter, og føler sig meget alene og er i risiko for at gå ned med flaget i deres kamp for at hindre barnets kriminalitet.” siger SFs retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt.

Du kan læse hele udspillet her