Sådan vil regeringen tage første skridt mod gratis tandpleje
09-10-2026
Fra 2027 skal flere udsatte grupper have adgang til gratis tandpleje. Det gælder blandt andre kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og mennesker med særlige behov for tandpleje.
”Vi har i mange år accepteret, at du kan gå til lægen uden at finde dankortet frem og bruge det gule sygesikringskort. Det skal også være muligt, når du går til tandlægen,” siger Lise Müller, sundhedsordfører for SF.
På finanslovsforslaget afsætter regeringen 600 millioner kroner i 2027 til at lade de første grupper omfatte. Fra 2028 er der lagt op til 900 millioner kroner årligt. Målet er på sigt at indføre gratis tandbehandling for alle, når der er tale om andet end kosmetiske behandlinger.
”Det er ikke gratis tandpleje for alle endnu. Men det er et vigtigt skridt mod at ligestille tandsundhed med resten af vores sundhedsvæsen. Din økonomi skal ikke afgøre, om du har råd til at passe på dine tænder,” siger Lise Müller.
De nærmere regler for ordningen skal fastlægges, og forslaget er endnu ikke endeligt vedtaget.



