Del

Regeringen vil investere vi i kvinders sundhed

09-10-2026

Kvinder skal ikke leve i årevis med smerter uden at få svar eller den rette behandling. Derfor vil regeringen styrke indsatsen for kvinders sundhed og afsætter 200 millioner kroner årligt fra 2027 til 2030.

Pengene skal blandt andet bruges til at styrke fertilitetsbehandlingen og indsatsen mod kvindesygdomme. Der skal mere viden til, så flere kvinder kan få hjælp tidligere og få den behandling, de har brug for.

”Alt for mange kvinder oplever, at de går til lægen med smerter og symptomer, men ikke får den hjælp, de har brug for. Det kan gå ud over både arbejdsliv, familieliv og livskvalitet. Vi skal blive bedre til at forstå kvinders sygdomme og sikre, at de bliver taget alvorligt,” siger Lise Müller, sundhedsordfører for SF.

Kvinder lever flere år med sygdom eller nedsat livskvalitet end mænd. Det gælder blandt andet nogle kvinder, der oplever store gener efter en fødsel eller i overgangsalderen. Regeringen vil derfor også styrke vidensgrundlaget og har bedt Sundhedsstyrelsen om at arbejde med nationale anbefalinger om overgangsalderen og behandling af generne.

For SF handler det også om ligestilling. Når kvinders smerter og sygdomme ikke bliver forstået eller behandlet tilstrækkeligt, kan det få konsekvenser for deres muligheder i hverdagen.

”Kvinders sundhed har alt for længe været et overset ligestillingsproblem. Når kvinder må leve med smerter, fordi der mangler viden og behandling, begrænser det deres muligheder for at leve det liv, de ønsker. Det skal vi tage alvorligt, og derfor er det vigtigt, at vi prioriterer kvinders sundhed,” siger Astrid Carøe, ligestillingsordfører for SF.

Regeringen vil senere fremlægge et forslag til, hvordan pengene konkret skal fordeles.