Del

Regeringen vil gå ny vej på handicapområdet

24-09-2026

Den nye regering vil tage fat på nogle af de store og kendte udfordringer på handicapområdet. Det skal blandt andet ske med specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde.

Samtidig vil regeringen flytte ansvaret for de berørte målgrupper fra kommunerne til regionerne. Formålet er at sikre, at borgerens behov bliver mødt med den rigtige faglighed og det rigtige tilbud.

Også hjælpemiddelområdet skal ændres, så det bliver mere enkelt og baseret på tillid.

Det er ændringer, som SF’s handicapordfører Christina Lykke hilser velkommen:

“Vi skal have et handicapområde, hvor mennesker får den hjælp, de har brug for, og hvor fagligheden følger med. Det kræver, at vi tør ændre på den måde, området er skruet sammen i dag.”

Regeringen vil samtidig være frit stillet til at gennemføre sin egen politik på handicapområdet og søge brede politiske aftaler. Derfor ophæves rammeaftalen fra 2024.

Samtidig nedlægges partnerskabet Sammen om Handicap, som har samlet blandt andre handicaporganisationer, kommuner, regioner og faglige organisationer. Det ændrer ikke på behovet for dialog, understreger Christina Lykke:

“Man kan ikke lave god handicappolitik uden at lytte til de mennesker, det handler om. Handicaporganisationerne er helt centrale samarbejdspartnere, og derfor skal de også fremover høres og inddrages.”

Dansk Handicap Forbund er også positiv over, at rammeaftalen fra 2024 ophæves, men understreger samtidig, at der ligger et stort stykke arbejde foran regeringen.

Det er Christina Lykke enig i, men tror på, at ændringerne vil gøre det politiske arbejde på området nemmere.

“Der var en grund til, at SF ikke var med i aftalen. Der var for meget fokus på økonomi og for lidt på menneskerne bag. Med ophævelsen har vi et langt bedre udgangspunkt for at skabe gode vilkår for mennesker med handicap,” siger hun.