Jeg blev i 2009 valgt til Regionsrådet, hvor jeg primært har arbejdet med psykiatri og sundhed. Er tidligere sygehjælper og nu socialpædagog. Jeg har siden 1980 arbejdet på social- og sundhedsområdet – tidligere på plejehjem og på sygehusene i Aalborg og de seneste 16 år i socialpsykiatrien.
Mærkesager
Bedre tilgængelighed i Psykiatrien
Det skal ikke være en kamp, at få en henvisning, der giver adgang til at blive udredt og behandlet i Psykiatrien. Alt for ofte hører vi om borgere, som ikke kan komme i kontakt med Psykiatrien og har svært ved at få den hjælp, de har brug for.
Region, kommuner og lægerne i Almen Praksis skal i samarbejde finde en løsning, der sikrer borgerne den nødvendige hjælp. Psykiatrien skal gøres lettere tilgængelig og ventetiderne skal nedbringes.
Alle skal have lige mulighed for behandling
Vi skal gøre op med den ulighed, der er i Sundhedsvæsenet. Nogle borgere har ikke de ressourcer, der skal til, for at finde ind i og gennem et kompliceret sundhedssystem og de får derfor ikke den rette behandling i tide.
Vi har brug for flere socialfaglige medarbejdere, som kan række ud til udsatte og sårbare borgere og hjælpe dem til at få den relevante behandling, når de har brug for det.
Vi skal fortsat have rent drikkevand i hanerne
Omkring halvdelen af landets drikkevandsboringer indeholder pesticider eller andre giftrester og flere og flere boringer må lukkes. Der skal sættes ind nu.
Vi skal fortsat sikre, at områderne omkring vandboringer beskyttes i overensstemmelse med loven. Vi skal stoppe brug af gift i naturen, så også kommende generationer kan drikke vand fra hanen.