Jeg er en måske lidt atypisk kandidat til Europa-Parlamentet. Som den nørdede dreng i folkeskolen og gymnasiet, der ofte var for genert til at snakke med piger og brugte meget tid bag computerskærmen, har jeg altid været drevet af en nysgerrighed og en lyst til at forstå verden omkring mig. Denne nysgerrighed førte mig til at studere datalogi i Aalborg, og til at jeg nu arbejder på en Ph.D. indenfor kunstig intelligens på Danmarks Tekniske Universitet.

For mig har det altid været vigtigt at bruge min tid på at gøre en forskel. Mange har f.eks. spurgt mig, hvorfor jeg valgte at skrive en Ph.D. frem for at tage et højtlønnet job inden for IT. Svaret er enkelt: Jeg vil hellere bidrage til vores samfund end til sorte tal på bundlinen for en virksomhed. Det er denne drivkraft, der nu har ført mig til at stille op til Europa-Parlamentet!

Jeg er klar over, at min baggrund ikke er typisk for en politiker, men jeg mener at netop denne mangfoldighed er nødvendig i vores demokratiske organisationer. Vi har brug for repræsentation på tværs af køn, uddannelsesniveauer og baggrunde! F.eks. er jeg overbevist om at jeg med min viden inden for cybersikkerhed og kunstig intelligens kan bidrage til bedre og mere velovervejede beslutninger på disse områder.

Politik for mig handler om at løse vores tids største udfordringer. Klimakrisen er en af de mest presserende, og jeg mener, at det er vores pligt over for fremtide generationer at handle nu! Vi skal arbejde for en grøn omstilling, der sikrer vores planet og skaber nye, bæredygtige arbejdspladser. Vi skal investere i vedvarende energi, fremme bæredygtige transportmuligheder og sikre, at vores forbrug ikke overskrider planetens grænser. Klimakrisen er dog langt fra vores eneste udfordring. Vi lever i en tid, hvor digitale teknologier udfordrer vores privatliv, love og demokrati. Ved at komme med gennemarbejdede og datadrevne løsninger til disse globale udfordringer, kan vi skabe en bedre fremtid for os alle!

Mærkesager

Bæredygtige Produkter

Produkter solgt i EU bør have en så lang levetid som muligt. Desværre er alt for mange produkter af dårlig kvalitet eller bevidst designet til at blive ubrugelige efter kort tid. Især elektroniske produkter som f.eks. mobiltelefoner bliver hurtigt forældet på grund af manglende softwareopdateringer. Vi skal gøre reparation af et gammelt produkt til en mere attraktiv løsning end at købe nyt!

Grøn Transport

Der har i mange år været snak om, at et europæisk tognetværk kunne erstatte store dele af flytrafikken. Alligevel er det stadig dyrere – og langt sværere – at vælge tog som transportmiddel til europæiske destinationer fremfor fly. Det skal der laves om på!

Øget kontrol over egen data

I en tid med sociale medier og kunstig intelligens i fuld udvikling er vores allesammens personlige data blevet en milliardforretning. GDPR var et godt første skridt i retning af at  give os kontrollen over vores egen data tilbage – men det bør ikke være det sidste. Det er f.eks. stadig tæt på umuligt at få et overblik over, hvilke virksomheder der har adgang til ens personlige oplysninger!