Del

Penge sikret til udsatte

02-11-2018

SF’s socialordfører, Trine Torp, glæder sig over, at man i satspuljen på socialområdet finder penge til forbedret skolegang for anbragte børn og unge, målrettet støtte til forældrene under anbringelsen og familiebehandling i udsatte familier.

”Ved at inddrage forældrene mere og støtte dem i deres forældrerolle, også under anbringelsen, kan der skabes mere ro omkring barnet, og kontakten til forældrene kan udvikles til gavn for barnet,” siger Trine Torp.

”Hvis børn, der anbringes i deres barndom og ungdom, skal have bedre chancer videre i livet, er det vigtigt, at de også trives i skolen og får støtte til deres læring. Alt for mange anbragte børn har huller i deres skolegang og får ikke den nødvendige hjælp. Det forsøger vi med aftalen at forbedre”, siger Trine Torp.

Også psykisk og fysisk vold i nære relationer bliver et område, som får støtte til en særlig indsats og mere ambulant rådgivning og behandling.

”At bryde med fysisk og psykisk vold kan man ikke stå alene med. Med en særlig indsats i forhold til unge, støtte til Mødrehjælpens ”Ud af voldens skygge”, Dialog mod Vold og ambulante tilbud og psykologhjælp på krisecentre, håber vi på at kunne hjælpe flere ud af volden,” siger Trine Torp.