Kristine Amalie Rostgård
Ruslandsekspert med hjerte for børn og ældre
Mit politiske engagement begyndte med #HvorErDerEnVoksen, hvor jeg arbejdede for bedre trivsel og flere uddannede voksne omkring børnene. Det er stadig en vigtig sag for mig. Siden har jeg engageret mig i både dansk og international politik, hvor jeg har arbejdet med velfærd, menneskerettigheder og sikkerhedspolitik.
Flere uddannede voksne omkring børnene
Jeg er mor til to, og jeg mener, at vi skal prioritere børn højere. Børn er hele fundamentet for vores samfunds fremtid, og de skal have voksne omkring sig, som har tid, kompetencer og overskud til at se dem og gribe ind, når børn og unge mistrives.
Vores folkeskole har brug for et løft. En stærk folkeskole er noget af det vigtigste, vi kan investere i, hvis vi vil beskytte vores demokrati og vores fælles samfund. Vi ser i disse år en udvikling, hvor tilliden til fælles institutioner og til hinanden er under pres. Den bedste måde at sikre vores samfund mod den udvikling på, er en stærk folkeskole, hvor vores børn – udover at læse og skrive, lærer at tænke kritisk, indgå i fællesskaber og tage ansvar for det samfund, de er en del af. Det ansvar skal vi tage langt mere alvorligt.
Derfor arbejder jeg for flere uddannede lærere og pædagoger, bedre mulighed for to lærere i undervisningen, mere analog undervisning og hurtigere hjælp til børn og unge, der mistrives.
En værdig alderdom
Jeg arbejder for en ældrepleje og et sundhedsvæsen, hvor mennesker får den hjælp, de har brug for – uanset om de har pårørende, der kan kæmpe deres sag.
Da min far efter flere hjerneblødninger ikke længere kunne klare sig selv, oplevede jeg tæt på, hvor afgørende tid, omsorg og hjælp er. Jeg oplevede også, hvor stor en forskel det gør, når man har pårørende, der kan overskue systemet, stille de rigtige spørgsmål og insistere på den hjælp, der er brug for.
Sådan skal vores velfærdssamfund ikke fungere. Din adgang til hjælp skal ikke afhænge af, hvor ressourcestærk din familie er.
Jeg kender Rusland og international politik
Jeg er uddannet i russisk og arbejdede på Den Danske Ambassade i Moskva, da Rusland annekterede Krim. Siden da har jeg arbejdet med Rusland, Ukraine og international sikkerhed gennem politik, civilsamfund og internationale organisationer.
Jeg er 1. suppleant til Europa-Parlamentet og har blandt andet været delegeret ved FN’s generalforsamling i New York og deltaget i en delegation til Ukraine i 2025 med fokus på demokratiudvikling. Jeg mener, det er vigtigt at vi i Danmark styrker vores alliancer, især det europæiske samarbejde, og styrke Europas forsvar.
Det kræver også politikere, der forstår Rusland, dets ageren og de strategiske overvejelser, der ligger bag. Den viden kan jeg bringe med ind i Folketinget.
Det vil jeg kæmpe for:
- Flere uddannede voksne omkring børnene og bedre hjælp til børn og unge i mistrivsel.
- En værdig alderdom med tid til omsorg og et sundhedsvæsen, hvor mennesker ikke falder mellem to stole.
- Et stærkt velfærdssamfund, hvor hjælpen ikke afhænger af, hvor ressourcestærk din familie er.
- Et tryggere Danmark med stærke alliancer og en solid forståelse af den sikkerhedspolitiske situation.




