Aktiviteter.

Her kan du følge SF Odsherreds kommende aktiviteter.:

Partiforeningsmøderne indkaldes pr. E-mail. Næste møde er tirsdag den 22. oktober, 2019. Yderligere til medlemmerne pr. mail. På medlemsmødet den 22. august 2019, blev følgende møderække vedtaget: tirsdag den 22. oktober, 2019, tirsdag den 19. november,2019, onsdag den 11. december 2019 og onsdag den 22. januar, 2020.Yderligere er tilføjet medlemsmøde torsdag den 27. februar, 2020. Ny kalender efter medlemsmødet den 22. januar 2020.

Jessica Grant Jørgensens tale til 1. maj:

Der er en grav i Grønnehave Skov. Hvis du ved, hvor du skal kigge hen og kan tyde bogstaverne, der er blevet ætset af mos og vind og vejr gennem årene, kan du finde den.

Den ligner de andre, der er ikke noget særligt ved den. Men dér ligger de jordiske rester af en mand, der har været med til at skubbe – meget voldsomt – til etableringen af Danmarks velfærdssamfund, som vi kender til det i dag.

Han sad i Horsens Tugthus i 16 år – de fleste år i isolation som straf for, at han nægtede at lave tvangsarbejde. Det gjorde ham sindssyg. Han blev sendt til Sikringen ved Sindssygehospitalet i Nykøbing Sj. i 1925, og han kom aldrig levende derfra. Han døde under besættelsen den 18. januar 1943. Han var morder.

Den 9. november 1908 stormede fire bevæbnede mænd ind i stuen på Højbjerggård ved Holte, dræbte gårdejeren Bech med to revolverskud, plyndrede huset og bandt fru Bech, alt imens ungerne i huset gemte sig.

Ti dage tidligere havde bandelederen gjort noget lignende på en gård ved Køge, hvor han dolkede en karl i ryggen, affyrede adskillige skud mod huset – heldigvis uden at nogen var blevet ramt – og endte med at sætte ild til gården. Han havde i mellemtiden gemt sig i København og brugt tiden til at samle en lille gruppe af polske indvandrere til det dødelige rovtogt på Højbjerggård.

Men fru Bech overlevede, og hun kendte lederen, kendte den mand, der affyrede det skud, der dræbte hendes mand. Han var tidligere gårdarbejder, og han hed Bulotti.

En menneskejagt gik i gang.

Johan Andrew Bulotti, Jan Bulotti, John Bulotti, Balloti, Kusminski, Aleksej Ivanovitsch Denisov, Wasili Michael Karasov, Wladisau Constantinovitsch Dawidoff – ja, Bulotti havde mange navne, og det lykkedes aldrig at fastslå hans ”ægte” navn. Han var russer, midt i 20’erne da han kom til Danmark i foråret 1908 for at arbejde, en af mange russere, der strømmede væk fra uroligheder i hjemlandet, hvor opgør og revolution var i luften.

Han var tydeligvis uddannet, kunne læse og skrive russisk på højt niveau, kunne forbløffende nok dansk efter meget kort tid, og han var anarkist og overbevist om sin ret til selvtægt – eller det var i al fald det, man kunne læse i aviserne.

Bulotti-bandens ugerninger ryddede avisforsider. Sjælland var på vagt, og politiet var på jagt. Alle fremmede mænd blev mistænkeliggjort. Bl.a. blev polakker med ”for mange” penge på lommerne tilbageholdt, og det skete også for en ”smudset” tæppehandler, der talte et udansk sprog og viste sig at stamme fra Asien.

Fem dage senere, den 14. november, blev Bulotti på dramatisk vis anholdt i hovedstaden. To politibetjente blev efter en voldsom kamp såret under Bulottis anholdelse, hvor Bulotti atter skød løs. Han tilstod med det samme sine ugerninger, angrede dem aldrig, mente at hans hævntogt var retfærdigt.

Og det var hævn, der motiverede Bulotti. Han følte sig urimeligt behandlet af sine tidligere arbejdsgivere, og af de danske myndigheder der afviste hans arbejdsklager. 40 kr. – det var det beløb, som Bulotti hævede, han havde til gode hos sin arbejdsgiver. Gårdejer Bech mistede livet på grund af 40 kr.

Det siges, at op mod en tiendedel af den danske befolkning udvandrede fra midt i 1800-tallet til lige inden udbruddet af 1. verdenskrig. Selvom stavnsbåndet for længst var ophævet, havde den hierarkiske klassestruktur overlevet, og det gjorde det næsten umuligt for den ikke-landejende bondeklasse – de landmands- og husmandssønner der ikke arvede jord eller stilling – at få fodfæste i den danske muld.

Men mens mange danskere strømmede væk fra hjemlandet, opstod der mangel på sæsonarbejdere i de danske marker og især i sukkerroemarkerne på Lolland og Falster i 1890’erne. Roedyrkning krævede store mængder arbejdskraft, og den arbejdskraft blev hentet i det nuværende Polen og vestlige Rusland.

Unge polske kvinder blev rekrutteret til arbejdet af en mellemmand, der lavede kontrakter med danske arbejdsgivere. Vilkårene og lønnen for de udenlandske arbejdere var mildt sagt ringe. Mellemmændene tjente på ordningen, mens sæsonarbejderne levede isoleret, ikke kunne sproget, ikke kendte deres rettigheder og hellere ikke til deres kontrakt. De var typisk indkvarteret under særdeles usle forhold.

I dag ville vi kalde forholdene for menneskehandel. Og selv dengang blev de sammenlignet med slaveri.

Mellemmændene blev efterhånden udfaset, og i 1908 og i 1912 blev de såkaldte ”polaklove” vedtaget, der forsøgte at forbedre forholdene for roepigerne.

Der var dog ikke kun roepiger i landet. Østeuropæiske arbejdere var billige arbejdskraft, og de holdt kæft, og godsejere og gårdejere og fabriksejere landet over var godt i gang med at importere mennesker. Hvis en ung russer opsagde sit arbejde, eller blev opsagt fra sit arbejde, så var kontrakten ikke opfyldt, og han havde ingen ret til den arbejdsløn, han ellers havde arbejdet for inden opsigelsen. Bulotti fik ingen løn, og hans klager til myndighederne blev mødt med ”sådan er det bare”-skuldertræk. Han blev rasende.

Der var ingen overenskomster dengang, den danske fagbevægelse var i sin tidlige fase, og socialisme blev opfattet som radikal. Men her – i sagerne om udnyttelse af fremmed arbejdskraft – lå kimen til fremtidens velfærdssamfund. Bulotti-sagen blev til en slags symbol på en landsdækkende debat om grundværdier, om samfundsvilkår, om arbejdsforhold, om danskhed. Hvordan kunne det dog ske, at en udenlandsk gæstearbejder kunne føle sig så magtløs, at han tog magten i egne hænder?

Skylden blev skudt på mange – på grådige arbejdsgivere, der udnyttede de fremmede på groveste vis og undergravede det danske samfund, på samfundsforholdene der stavnsbandt folk i usselhed og fattigdom, på manglen på immigrationslovgivning og indvandringskontrol, på mangel på lige arbejdsvilkår for både danske og ikke-danske arbejdere, på de fremmede med deres fremmedhed.

For nogen var Bulotti-sagen et tegn på en russificering af Danmark og kriminalitet, for andre handlede sagen om polakkers hidsige og upålidelige natur. For nogen handlede den om russeres smitsomme urenhed. Der var også dem, der mente, at sagen var udtryk for, at de danske arbejdsvilkår havde et så elendigt renommé i udlandet, at kun de mest fordærvede folk indvandrede til landet.

Ja, Bulotti-sagen var politisk fra starten af, og mindre end to uger efter mordet blev den brugt som grundlag for et omfattende forslag fra Socialdemokratiet i Folketinget til at revidere polakloven. Centralt i forslaget var opsigelsesret for arbejdere, ligeløn samt minimalløn, og fastsatte og begrænsede arbejdstider. Den siddende Venstre-regering afviste forslaget. Men man kan godt sige, at Bulotti og hans rovtogt yderst voldsomt skubbede til de spirende socialistiske værdier, der senere skabte fundamentet under det moderne danske velfærdssamfund.

Og her er vi så 111 år efter Bulottis rovtogt, og debatten raserer endnu, og det er slående, hvor meget det ikke har rykket sig i mellemtiden. Nu er der tale om en islamisering af samfundet, om paradigmeskifter, om udrejsecentre på øde øer, om Sjælsmark der netop gør som dets navn siger og på grusom vis mærker dets beboere på deres sjæle og deres sind.

Der er lavere og lavere integrationsydelser og opsigelsen af FN-aftalte kvoteflygtninge. Der er danskere, der ikke måtte bringe deres familier til Danmark. Der er udviste børn, udvisninger der er imod FN-konventioner og god gammel humanistisk etik. Der har været og er en stram og strammere og strammest kurs mod de udenlandske, de fremmede, dem som politiker har peget på og sagt, at dem der, de ikke duer.

Og nu lover jeg jer, at jeg ikke går Bulotti på jer, men her står jeg 111 år efter Bulottis rovtogt – en udenlandsk kvinde der hellere ikke er ligestillet i det danske samfund. Jeg er familiesammenført på 15. år på en tidsbegrænset, midlertidig opholdstilladelse. Jeg opfylder ikke kravene om en permanent opholdstilladelse for ikke at tale om dansk statsborgerskab. Jeg bor ikke under de samme vilkår og love som danskere pga. min fremmedhed. Jeg er ikke ligeværdig ifølge statens lovgivning.

Og jeg er langt fra den eneste indvandrer i dette land, der er stillet ringere, opfattet som mindre værd, end en dansker. En af de uduelige. I dag står der op mod 400.000 voksne indbyggere i dette land uden statsborgerskab. Det er 400.000, hvor lov efter lov påvirker deres hverdag, sætter strammere og strammere rammer om deres muligheder, og de kan intet gøre ved det. I dette demokratiske samfund er der 400.000 mennesker, der ikke har mulighed for at bruge deres stemmer; de har nemlig ikke stemmeret.

I gamle dage når du var anbragt eller indlagt på et sindssygehospital eller en åndsvagsanstalt eller et tugthus, så blev du umyndiggjort. Det har ændret meget siden da, men måske alligevel ikke. Der er 400.000 mennesker i dette land, hvor lovgivning og stramme regler sørger for, at de aldrig bliver myndige. De er blevet umyndiggjort fra starten af. Og når en af de uduelige klager over behandlingen, er det en skuldertræk og en bemærkning ”Skik følge eller land fly, du – sådan er reglerne.”

Men her ligger sagen – hvis du er opfattet som mindre værd, som uduelig, så er du mindre stillet, uanset om du er indvandrer, langtidsledig, psykisk syg, sygemeldt. Dem der ligger ned, må du godt træde på, er blevet til en slags politisk mantra og samfundsindstilling i dette konkurrencedygtige og produktionsparate effektiviseringsland, hvor bruttonationalproduktet bliver brugt som et mål for menneskevelfærd – hvor økonomien trumfer alt og alle.

Uretfærdighed noget sted er en trussel mod retfærdighed alle steder, skrev Martin Luther King, mens han sad i arrest i Birmingham i 1963. Vi mærker vores egne sjæl for godt og ondt ved den måde, vi behandler andre. I – de myndige og duelige – måtte tage kampen op for de umyndige og de uduelige. Det er den gyldne regel, som vi måske har glemt i disse ophidsede sociale medier-dage: Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet.

En sur russer med en revolver, der følte sig uretfærdigt behandlet og ikke blev set og ikke blev hørt, forårsagede en debat dengang for 111 år siden om, hvad det vil sige at være dansk. Vi lever i dag med og i kølvandet af den debat. Og hvis de 111 år har vist os noget, er det, at vi aldrig måtte tage rettigheder for givet, at kampen for anstændighed, retfærdighed, ligestilling, solidaritet er eviggyldig og evigt nødvendig.

Der er en grav i Grønnehaveskov. Mon ikke den stadig er der om 111 år, hvis du ved, hvor du skal kigge hen?

Stem med omhu. Og god 1. maj alle sammen!