Politik i Vallensbæk Kommune

SF VALLENSBÆK – VALGPROGRAM

 I SF har vi en klar vision for, hvordan Vallensbæk Kommune skal se ud. Grundlæggende er der mange ting, som vi gerne vil bevare, men der er bestemt også nogle ting, som vi ønsker at ændre.

Herunder kan du læse, i hvilken retning, SF synes, Vallensbæk skal gå, og hvem vores kandidater i kommunen er. Længere nede på denne side kan du også læse om de forslag, vi har stillet, samt de aftryk vi har haft på budgetterne i denne valgperiode. Til sidst kan du se links til debatindlæg, vi har haft i aviserne de seneste år.

BYPLANLÆGNING:

Bevar Vallensbæks charme – der skal ikke bygges mere nyt, der skal være fokus på grønne områder og vedligeholdelse af alt det, der gør Vallensbæk til en dejlig kommune. 

I SF vil vi arbejde for en byplanlægning med respekt for det eksisterende, for miljøet og for borgerne i Vallensbæk Kommune. Dette indebærer:

Bæredygtig udvikling: Vi vil fastholde, at al byudvikling skal ske med respekt for miljøet og fremtidige generationer. Dette inkluderer grønne områder, energieffektive bygninger og fokus på genbrug af materialer og bygninger.

Tilgængelighed og mobilitet: Vi vil arbejde for bedre planlægning af kommunes infrastruktur, særligt i områder med massive nybyggerier. Der skal også være tilstrækkelige parkeringsforhold og alle dele af kommunen skal være tilgængelig for alle, herunder ældre og personer med handicap. Vi vil også arbejde for, at vores børn og unge sikkert kan færdes mellem hjem, skole og fritidsaktiviteter til fods og på cykel.

Borgerinddragelse: Vi vil sikre, at borgerne i Vallensbæk har en stemme i byplanlægningen gennem faktiske høringer, hvor der lyttes, og borgerinddragelsesprojekter.

ÆLDREOMRÅDET:

Vallensbæk skal være en attraktiv kommune for alle og gennem alle livets faser. Derfor skal der også være plads til en værdig alderdom i en passende bolig. 

SF ønsker at sikre ordentlige arbejdsvilkår for personalet i Vallensbæks ældrepleje. Rekruttering og fastholdelse af dygtige medarbejdere er grundlaget for at kunne skabe en værdig alderdom.

Det er svært at komme i ældre-kategorien i Vallensbæk. Mulighederne for at flytte fra et stort hus eller lejlighed til en passende bolig er begrænsede. I SF vil vi arbejde for bedre muligheder for at finde en passende bolig i Vallensbæk for personer, hvis bevægelighed er begrænset. Den skal selvfølgelig være til at betale.

Vi vil sikre, at alle ældre i Vallensbæk får adgang til værdig og respektfuld pleje. Vi vil støtte initiativer, der fremmer sociale aktiviteter og fællesskab blandt ældre, såsom seniorcentre og frivillige netværk. Vi vil arbejde for at forbedre sundhedstilbuddene til ældre, herunder adgang til fysioterapi, ergoterapi og mental sundhedsstøtte.

I SF ligger det os på sinde, at vi i Vallensbæk Kommune selv tager ansvar for vores ældrepleje. Ældreområdet har gennem mange år grundlæggende været succesfuldt, og det skal det også være fremover. Vi skal derfor fortsat investere i dette, men vi er ikke tilhængere af friplejehjem. Vi er nødt til selv at sikre, at ældreplejen har tilstrækkeligt højt niveau. Der er begrænsninger, hvad angår samarbejdsmuligheder med friplejehjem, og vi risikerer ligeledes, at virksomheden bag et friplejehjem rammes af økonomiske problemer. Dette kan resultere i, at vi pludselig står men en masse ældre, som vi ikke kan tage os af.

UNGE:

Der skal være boliger, aktiviteter og arbejde til unge i Vallensbæk – vi vil så gerne have, at de unge bliver lidt længere

Det er ikke attraktivt at være ung I Vallensbæk Kommune, der er et kæmpe underskud af tilbud til unge mennesker. Der er stor mangel på ungdomsboliger, sociale aktiviteter og pladser for 16-25-årige. Vi mener kommunen skal skabe bedre tilbud og forudsætninger for at unge har lyst til at flytte til kommunen eller i det hele taget blive boende. Vi mener også, at forhold for unge skal tænkes aktivt ind i forandringer – fx i strandparken. Vallensbæk har en skøn strand, men der mangler tilbud for unge, så de har lyst til at benytte stranden.

BORGERINDDRAGELSE:

Vallensbæk skal være en kommune med aktiv borgerinddragelse og gennemsigtige politiske processer.

Vi ønsker et Vallensbæk, som informerer borgerne om, hvad der foregår i kommunalbestyrelsen, og som herefter lytter til – og inddrager – borgerne. I SF mener vi ikke, at det på nogen måde er acceptabelt, at vi nægter borgerne at følge med i, hvad der foregår til kommunalbestyrelsesmøderne. Der skal selvfølgelig være livestream og mulighed for at stille borgmesteren et spørgsmål uden at sende dette ind flere uger i forvejen. Derudover skal bilagene ved udvalgsmøder være offentlige, medmindre der er tale om personsager, eller andre særlige omstændigheder gør sig gældende.

DAGINSTITUTIONER:

Dygtige og uddannede voksne skal skabe kvalitet for de mindste.

Børneområdet er det område i kommunen, som trænger allermest til at økonomisk indsprøjtning. Dårlige normeringer samt stor udskiftning i personalet er problematisk af flere årsager, og vi bør finde en måde at fastholde vores kompetente medarbejdere på. I SF mener vi, det er vigtigt, at der er kontrol med kvaliteten i vores dagtilbud, og derfor er vi modstandere af at afvikle det eksterne tilsyn, som de Konservative har stemt for at fjerne.

I SF kæmper vi for, at børn med særlige behov bliver værnet om. Vi fik sidste år spændt ben for de Konservatives plan om også at lade børn uden særlige behov opholde sig i Sydstjernen, som er her, dagplejebørnene har ret til at være i mere rolige omgivelser. Denne kamp vil vi blive ved med at kæmpe.

Vi har i 2025 fået evalueret dagtilbuddene, og resultatet var desværre enormt nedslående. Fire ud af 10 daginstitutioner kunne ikke ”gå igennem tjek”, da der var adskillige væsentlige problemer. Nogle af problemerne kommer grundet regeringens manglende prioritering, men dagtilbuddene har bestemt også brug for at markant økonomisk indsprøjtning fra kommunal side. Vi er medlem af Børne- og Kulturudvalget og ved, at der sidder dygtige mennesker i kommunen, som arbejder med området, men hvis økonomien ikke er til stede, kan man intet gøre.

SKOLER:

Vallensbæk skal have tidssvarende skoler med tidssvarende børne-ungesyn og fokus på både trivsel og læring.

Skoleområdet er et område, hvor vi er nødt til at rykke os i Vallensbæk. Med Skolestyrken, som vi i SF fik lagt fundamentet for, har vi rykket os i den rigtige retning. Faktum er dog, at skolerne slet ikke bliver prioriteret i tilstrækkelig grad. Vi mener ikke, at det er politikerne, som skal diktere dagligdagen i skolerne ned til mindste detalje, for det er ikke os, som ved mest om dagligdagen på skolerne. Det er dog altafhørende, at vi sikrer dem et godt fundament.

I Vallensbæk har det længe været et fokuspunkt, at eleverne skulle ligge i top, hvad angår karakterer. I SF mener vi, at det er mindst lige så vigtigt, at eleverne trives i dagligdagen, og vi mener, at dette skal prioriteres. Overfyldte klasser skal være fortid! Derudover skal skolerne i højere grad have mulighed for at investere i bedre materiale.

KLIMA/MILJØ:

Vallensbæk skal være en grøn og miljørigtig kommune

Den grønne omstilling skal Vallensbæk selvfølgelig være en del af. Først og fremmest skal vi værne om de grønne områder og sikre, at biodiversitet er et nøgleord i Vallensbæk. Vi skal bruge penge på bæredygtige trafikformer, og når vi bygger, skal vi selvfølgelig bruge klimavenlige materialer. Vi vil beskytte og bevare Vallensbæks grønne områder og sikre, at de er tilgængelige for alle borgere.

 

Vores kandidater til
kommunalvalget 2025

1. Christian Skou Larsen

Jeg stiller op, fordi jeg brænder for Vallensbæk, men på nogle områder er bekymret for den retning, vi går i. Det går fint på en række parametre – bl.a. ældrepleje, som vi skal være stolte af. Desværre er vi ikke i nærheden af at have samme succes på børneområdet, og det skal vi gøre noget ved. Derudover skal vi handle, hvad angår byudviklingen, for vi skal værne om den vilde natur og ikke fortsætte det byggekaos, vi har pt. Vi skal have mere grønt – ikke mere beton. Jeg vil også trække kommunen i en ny retning, hvad angår ærlighed og åbenhed overfor borgerne. Vi skal have reel borgerinddragelse i Vallensbæk!

Mine mærkesager:

1. Bedre børneliv: Invester i lærere og pædagoger!

Det er på børneområdet, Vallensbæk har allermest brug for handling. Siden vi i SF blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i 2021, har vi kæmpet hårdt for at få børnenes trivsel sat på dagsordenen. Vi er nået et stykke, men vi er slet ikke i mål. Der skal være tid til det enkelte barn, og det kræver flere voksne!

2. Mere grønt – mindre byggekaos

Vallensbæk har en fantastisk beliggenhed. Vi er tæt på København, men vi har både en strand, grønne områder og flot natur. Det er enormt vigtigt, at vi værner om dette! Konservative har gennem en årrække lavet det ene vilde byggeprojekt efter det andet, hvilket lægger et voldsomt pres på kommunen, hvad angår ressourcer. Jeg mener på ingen måde, at det er den vej, Vallensbæk skal gå i!

3. Mere ærlighed og åbenhed – reel borgerinddragelse

Det går helt skævt i Vallensbæk, når det kommer til inddragelse af borgerne. Kommunalbestyrelsesmøderne bliver ikke optaget, og bilagene til udvalgsmøderne er ikke offentlige. Det er simpelthen skandaløst, at borgerne ikke må se, hvad der foregår. Jeg finder det skræmmende, at Vallensbæk ikke værner om demokratiet. Vi skal være åbne, og så skal vi lytte til borgerne, som i mange tilfælde ved mest!

2. Mette Harder-Georgi

Mine mærkesager:

1. Byplanlægning:

Jeg vil arbejde for en byplanlægning med respekt for det eksisterende, for miljøet og for borgerne i Vallensbæk Kommune.

2. Unge:

Det er vigtigt for mig, at Vallensbæk Kommune er et sted med boliger, aktiviteter og muligheder for unge i Vallensbæk – vi skal give de unge en stemme og lytte til den. Inddrag de unge – fx gennem et ungeråd.

3. Styrkede skoler:

Vi skal styrke vores skoler i Vallensbæk og støtte dem i den nødvendige udvikling. Vores distriktsskoler skal være førstevalg for alle forældre og der skal være plads til at alle børn og unge trives, lærer og dannes.

3. Stine Nadeem Korsgaard

Vi skal styrke tidlig indsats, trygge fællesskaber og sikre nok hænder i daginstitutioner og skoler. Vi skal sikre alle børn i kommunen lige muligheder for at være en del af fællesskaberne . Kommunen skal møde familier med tillid og reel hjælp, ikke bureaukrati.

Uddrag af forslag stillet i kommunalbestyrelsen af SF i denne valgperiode

Dette forslag blev i første omgang sendt videre til Forenings- og Frivillighedsudvalget. Her blev det vedtaget.

Dette forslag blev mødt af et ændringsforslag vedrørende at lyse tunnelen under stationen op i regnbuefarver i stedet. Det blev vedtaget.

Dette forslag blev ikke vedtaget.

Stillet sammen med Enhedslisten. Blev ikke vedtaget.

Dette forslag blev ikke vedtaget.

Forslaget blev vedtaget.

 

SF’s største budget-sejre i denne valgperiode – budgetpunkter, som SF først og fremmest står bag

  • Psykologhjælp til pårørende

Dette fik vi sat en pulje penge af til i budgettet for 2023.

  • Trivselspulje for folkeskolen

Dette fik vi ligeledes på budgettet for 2023. Pengene er gået til projektet Skolestyrken; et trivselsprogram, som inkluderer alle kommunens folkeskoler.

  • Seksualundervisning

For budgettet 2024 fik vi skrevet ind, at folkeskoleeleverne skulle tilbydes seksualundervisning som et supplement til den seksualundervisning, der giver på folkeskolerne.

  • Trivselsguide

For budget 2024 fik vi sat midler af til en trivselsguide, som eleverne kan tale med, og som også hjælper med implementering af Skolestyrken.

  • Skolepatrulje

For budget 2025 fik vi sat midler af til, at kommunens folkeskoler kan få skolepatruljer.

  • Ungeinddragelse

Vi fik i budget 2025 skrevet ind, at de unge skal inddrages i opførelsen af det nye unge-kultur-hus.

  • Penge til dagtilbuddene

 

Sammen med Enhedslisten fik vi i budget 2026 øremærket finanslovsmidler til trivsel og dannelse.

  • Forlængelse af trivselsguide

Sammen med flere øvrige partier fik vi i budget 2026 tilført midler til at gøre ordningen med en trivselsguide permanent.

 

Udvalgte debatindlæg

2025:

Skal Vallensbæk også være et sted for unge mennesker?

Fagforeningerne skal prioritere unge og ikke kun fritidsjobbere | Netavisen Pio

Tesfaye klandrer kommunerne for børnehavebørnenes mistrivsel… | Information

Tesfayes pinlige svar udstiller, at børnenes mistrivsel åbenbart ikke vedkommer ham | Information

Billig adgang til svømmehal for både yngre og ældre – Sjællandske Nyheder

Konservative er ligeglade med dyrevelfærd – og sandheden – Sjællandske Nyheder

Lad os få optaget kommunalbestyrelsesmøderne – Sjællandske Nyheder

Lokalpolitiker: – Masser af forsøg på at styrke borgerinddragelsen i Vallensbæk – Sjællandske Nyheder

SF’s mandat betyder noget – se bare på skolestyrken – Sjællandske Nyheder

Borgerne fortjener at kende sandheden – Sjællandske Nyheder

– Vi må ikke presse vores egne borgere ud af Vallensbæk – Sjællandske Nyheder

 

2024:

Nu kommer der mere og bedre seksualundervisning – Sjællandske Nyheder

 

2023:

DEBAT: Ja til børns trivsel – nej til DF’s propaganda – Sjællandske Nyheder

Kære borgmester, hvad gør vi ved børnenes manglende trivsel? – Sjællandske Nyheder

Irriteret SF’er: – Vi har kun pseudodemokrati – Sjællandske Nyheder

Debat: Vores parti bør værne om havmiljøet i Køge Bugt – Sjællandske Nyheder

 

2021:

Hvorfor lytter vi ikke til lærerne? – Sjællandske Nyheder

Nej, Henrik – Vallensbæk skal ikke kun være for de rige – Sjællandske Nyheder

Vallensbæk har brug for kernevelfærd – ikke luksus – Sjællandske Nyheder

Er du enig?
Er du enig med SF?

JA

Det er vi glade for!

Vil du være med til at gøre vores fælles visioner til virkelighed? Så meld dig ind i SF i dag og vær med til at gøre Danmark grønnere og mere socialt.

Bliv medlem

Nej

Men du er alligevel nysgerrig?

Måske er der mere vi er enige om, end du tror. Eller måske vil du bare gerne følge med i vores politik? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev!