SF’s demokratiarbejde i udviklingslande

Bolivia – medlemsdemokrati og konflikthåndtering

Please accept statistikker, markedsføring cookies to watch this video.

I 2011 startede SF et samarbejde med regeringspartiet MAS i Bolivia.

Projektet startede med involvering af unge i det politiske arbejde, men har siden 2014 især haft fokus på at styrke MAS’ kapacitet til at håndtere både interne og eksterne konflikter konstruktivt.

Der er uddannet et team af konflikt-facilitatorer, som kan tilkaldes når der er konflikter i partiet, og de har siden undervist lokale ledere og medlemmer i konflikthåndtering. Det er bl.a. sket med hjælp fra frivillige kræfter i SF, der har hentet inspiration og konkrete erfaringer fra Kerteminde Byråd og Nørrebro lokalafdeling.

Udgivelsen af materialer, udviklet som en del af projektet, skal føre til fortsat udbredelse af den konstruktive konflikthåndtering i Bolivia efter projektets afslutning.

Malawi – unge og politik

Hvordan får man flere unge og kvinder ind i politik i et samfund, der er domineret af mænd med gråt hår?

Netop de spørgsmål arbejder SF med i Malawi i et spændende samarbejde mellem SF og Venstre og ungdomspartierne SFU og VU – samt et bredt spektrum af de lokale partier i Malawi.

I mange udviklingslande er de politiske partier domineret af ældre mænd, mens de unge og kvinderne primært sendes i byen for at lave protester eller sang i gaderne. Vi forsøger at bidrage til en mere konstruktiv rolle for unge og kvinder i partierne, hvor de bliver hørt og bidrager til politikudvikling.

Projektet har bidraget til, at et af partierne har etableret en ungdoms-fløj og i andre partier arbejder man nu mere systematisk med at inkludere unge og kvinder i beslutningsprocesserne. Gennem et samarbejde mellem to vidt forskellige danske partier er vi i stand til at engagere og gå kritisk i dialog med alle de største partier i Malawi og skabe en bred dialog.

Vi bidrager med SF’s erfaringer gennem træning, sparring og dialog med partierne. Det handler både om hvordan de politiske partier bliver mere demokratiske internt – og så handler det om, hvordan politiske partier trods forskelligheder kan arbejde sammen og skabe resultater.