Del

Nu vil regeringen stramme grebet om spilindustrien

22-10-2026

Du skal kunne se en fodboldkamp uden konstant at blive mødt af reklamer, der lokker dig til at spille penge. Det mener SF’s ludomaniordfører, Carl Valentin, der i flere år har kæmpet for strammere regler for spilindustriens markedsføring.

Torsdag førstebehandler Folketinget et lovforslag fra regeringen, der blandt andet vil forbyde spilreklamer i forbindelse med live-sport på tv og streaming, i offentlig transport og inden for 200 meter af skoler og ungdomsuddannelser.

”Jeg synes, det er på tide, at vi får sat nogle grænser. Det er helt grotesk, hvor meget spilindustrien har fået lov til at fylde,” siger Carl Valentin.

Han har længe arbejdet for at begrænse spilreklamerne og stod allerede i 2020 i spidsen for et SF-udspil med krav om blandt andet et totalt forbud mod spilreklamer.

”Det er ikke en naturlov, at sport og betting skal gå hånd i hånd. Vi skal kunne heppe på vores hold uden samtidig at blive gjort til potentielle kunder i et spilfirma,” siger han.

Omkring en halv million danskere har i varierende grad problemer med pengespil. Heraf er cirka 25.000 børn og unge. Samtidig er mængden af spilreklamer steget markant, siden spilmarkedet blev liberaliseret i 2012.

For Carl Valentin er det særligt bekymrende, at børn og unge vokser op med spilreklamer som en naturlig del af sport og underholdning.

”Vi skal passe på, at betting ikke bare bliver en helt almindelig del af det at være ung. For nogle udvikler det sig til et alvorligt problem, og konsekvenserne kan være enorme,” siger han.

Lovforslaget er en del af regeringens første spilpakke, der også skal styrke spiludbydernes ansvar for at reagere på problematisk spiladfærd og gøre det sværere at få adgang til ulovlige spil.

Selvom Carl Valentin glæder sig over stramningerne, mener han ikke, at de løser alle problemer med ludomani.

”Bag ludomanien er der mennesker, som mister deres opsparing, stifter gæld og skammer sig over ikke at kunne stoppe. Det er ikke bare et spørgsmål om at have spillet lidt for mange penge væk. Det kan ramme hele ens liv,” siger Carl Valentin.

Derfor skal arbejdet med en ny spilpakke fortsætte.