De lukrerer på krisen, men bidrager ikke: Danmark skal gå forrest og tvinge techgiganterne til at betale skat

Denne kronik blev bragt i Politiken 8.6.2020

Alt for længe har techgiganter udnyttet forældede skatteregler til at undgå at bidrage, hvor de tjener deres penge. Europas nedlukning har fået statskasserne til at bløde, og det er på tide at kræve, at de, der tjener kassen på krisen, også bidrager. Derfor må Danmark stille sig i spidsen for et forstærket samarbejde om en techskat.

Af Jacob Mark, gruppeformand i SF,, og Kira Marie Peter-Hansen, medlem af Europa-Parlamentet for SF og vicepræsident i Den Grønne Gruppe.

Hvor meget Netflix har du set under karantænen? Mens Europa har været lukket ned og EU-landenes statskasser er blevet åreladet i forsøget på at holde økonomien oven vande, har streamingtjenester og andre internet-baserede tjenester nemlig tjent styrtende med penge. Netflix har landet næsten 16 millioner nye abonnenter i årets første tre måneder, hvilket er en kølig fordobling i forhold til det antal, de selv havde regnet med. Og mens streaminggigantens aktiekurs tog et ordentligt dyk i marts, så er prisen da også siden steget til sit højeste niveau nogensinde. Alene i første kvartal af 2020 tjente de et milliardoverskud.

Det er svært at have noget imod i sig selv – i en mørk tid er det tværtimod positivt, at der er nogle, der klarer sig godt. Problemet er bare, at meget, meget få af de penge, der lige nu vælter ned i tech-giganternes pengepung, kommer fællesskabet til gode. Tech-giganterne er nemlig storforbrugere af skattely og betaler generelt lidt eller slet ingen skat til de europæiske lande.

Det er der til gengæld god grund til at kritisere.

Med krisevæksten i bagagen har Netflix nu 180 millioner abonnenter på verdensplan. Det har givet dem en omsætning i årets første tre måneder på svimlende 40 milliarder kroner, ifølge Netflix selv. Men da Netflix ikke har et selskab i Danmark betaler firmet nul kroner i skat i Danmark.

Derfor spørger vi i SF: i en tid, hvor virksomheder, der slås for at holde sig oven vande, stadig forventes at svare skattebilletten, er det så ikke mere end rimeligt at bede tech-giganterne bidrage? Svaret må for alle andre end de mest ihærdige liberalister være et rungende ”ja.”

Vi foreslår derfor, at Danmark stiller sig i spidsen for et forstærket samarbejde om en techskat i EU, og vi er også klar til at gå dansk enegang og trække i førertrøjen. Det bør være en rød regerings fornemmeste opgave.

Det er nemlig langtfra kun Netflix, der udnytter et skattessystem, der er designet til fabrikker, bagere, tøjbutikker eller borgere med adresse i det land, de producerer i – og ikke teknologiske virksomheder, der kan tjene milliarder i hele verden fra et kontor i Silicon Valley. Spørgsmålet er, hvor længe techgiganter som Google, Facebook, Amazon eller Netflix skal have lov til at lukrere på, at skattereglerne ikke er fulgt med den teknologiske udvikling?

Det kan simpelthen ikke være andet end fair, at bede alle om at bidrage til genopbygningen af Europas økonomi, så det ikke igen bliver de arbejdsløse, de ansatte i sundhedssektoren eller de mange borgere i Europa, der er dybt afhængige af en god velfærd, der står tilbage med hele regningen. Derfor bør den danske regering sætte sig i spidsen for arbejdet med en techskat. Det bliver ikke nemt, men her er vores bud på, hvordan vi får techgiganterne til at betale en fair skat og hjælpe med at få Italien, Frankrig og Danmark og resten af Europa tilbage på fode igen.

Sådan snyder big tech fællesskabet

Hvordan slipper techgiganterne overhovedet afsted med at betale så lidt til fællesskabet, kan man jo spørge?

Den digitale udvikling har gjort det meget lettere for virksomheder at sælge varer og tjenester til forbrugere i lande, hvor virksomhederne ikke er fysisk til stede og derfor ikke betaler normal selskabsskat. Det nuværende internationale selskabs-skattesystem er desværre stadig indrettet sådan, at en virksomhed oftest kun er skattepligtig, der hvor den har en fysisk adresse, og ikke nødvendigvis der, hvor den hiver pengene i kassen. Det betyder, at udbydere af digitale tjenesteydelser frit kan flytte deres driftssted til lande med lav eller ingen selskabsskat, fordi deres forretning ikke afhænger af fysisk tilstedeværelse, som det er tilfældet med din lokale bager eller boghandel. For de digitale virksomheder er det altså let at sende pengene rundt mellem datterselskaber, så vores skattekroner i stedet havner i skattely i Cayman Islands, Holland eller Bermuda. Penge, der kunne have hjulpet arbejdsløse i Madrid, Berlin eller København, bliver altså kanaliseret til milliardærers lommer på den anden side af Atlanten. Den ideelle løsning vil selvfølgelig være at fjerne alle skattely, og det arbejder vi også på. Men det vil i bedste fald tage mange år, og det kan vi ikke vente på.

Det er nemlig ikke kun borgerne i Danmark, Spanien eller Bulgarien, der bliver snydt. Techfinten skaber unfair konkurrence mellem fysiske og digitale virksomheder, fordi de digitale virksomheder slipper udenom at bidrage der, hvor de tjener deres penge.

Mens en europæers lokale tøjbutik eller autoforhandler i gennemsnit betaler 23,2 procent i skat, betaler digitale selskaber ifølge EU-Kommissionen under halvdelen – kun 9,5 procent. En af de finter, digitale virksomheder bruger, er at placere deres virksomhed i lande med lukrative skattemuligheder, og for et firma som Netflix er det land Holland.

Når vi køber et abonnement hos Netflix, sender vi altså pengene til Holland, og de danske skatteborgere ser ikke mere til dem. Fra Holland kan Netflix sende penge videre til andre datterselskaber, som vi ikke har mulighed for at tjekke, så det til sidst ser ud, som om de ikke har særlig meget overskud, de skal betale skat af.

På den måde kan de liberale sidde i TV-debatter og hævde, at selskaberne ikke betaler skat, fordi de ikke har overskud, selvom det slet ikke er rigtigt: overskuddet placeres bare et sted, hvor virksomheden kan slippe for skattebilletten.

I 2018 betalte Netflix for eksempel kun 30 millioner kroner i selskabsskat i Holland, på trods af at der flød mere end 40 milliarder kroner gennem den hollandske Netflix-afdeling. Det viser en rapport fra tænketanken Tax Watch UK. Netflix holdt ifølge skatteeksperter øjensynligt overskuddet kunstigt lavt ved at sende 30 milliarder kroner til datterselskaber og opgøre det som udgifter. Med den finte har vi ingen muligheder for at tjekke dem efter i sømmene.

Tax Watch UK vurderer, at Netflix på den måde skjulte op til næsten 3 milliarder kroner i skattely alene i 2018. Det tal dækker udelukkende over penge, der er tjent udenfor USA – altså blandt andet i Europa. Læg dertil, at Europa, Mellemøsten og Afrika allerede før Corona-krisen var  Netflix’ andetstørste marked.

EU er løsningen, men det kræver, at vi står sammen

Tech-giganterne viser ikke solidaritet af sig selv.

EU-Kommissionen kom allerede med et konkret forslag til en techskat i 2018. Ideen lød på, at techvirksomheder skulle betale en skat på tre procent af deres omsætning, hvis de var over en vis størrelse. Men det er vigtigt, at vi får sat en stopper for, at de indkasserer uden at bidrage til fællesskabet. Ifølge EU-Kommissionen kan en tech-skat som minimum indbringe 37 milliarder kroner årligt. Kan alle EU-landene enes, viser beregninger fra Parlamentet, at den kunne indbringe næsten 75 milliarder kroner årligt. Penge, som EU-landene har ekstra meget brug for, nu hvor økonomierne bløder.

EU-kommissionens forslag må siges at være i den meget milde ende, når man tænker på, hvor mange penge techgiganterne rager til sig i øjeblikket, men alligevel har det ikke været muligt at nå til enighed i EU. Det skyldtes blandt andet den daværende VLAK-regering, der vendte tommelfingeren ned til forslaget.

Argumenterne mod lige præcis dét forslag var blandt andet, at det bryder med princippet om, at man kun betaler skat af sit overskud – og altså ikke den omsætning, virksomheden har. Men når techgiganterne sender overskuddet videre til datterselskaber i skattely, er det for let for dem at snyde europæerne for skattepenge, hvis det kun er overskuddet, som reglerne ser ud i dag.

Daværende finansminister Kristian Jensen havde et andet modargument, da første forslag kom på bordet i foråret 2018: Hvis vi beder techgiganterne – som især er amerikanske – om at betale skat i EU, så risikerer vi, at USA sætter skat på europæiske medicinalvirksomheder i USA. Men det løser ikke solidaritetskrisen og techgiganternes frie spil, at vi bare lukker øjnene, fordi vi er bange for, at danske virksomheder også skal bidrage, hvor de tjener penge. Det bidrager tværtimod til det internationale skatteræs mod bunden, som udspiller sig lige nu.

Det har altså vist sig at være svært at nå til enighed om et forslag, der har alle EU-lande ombord. Derfor har flere lande i Europa også valgt at gå enegang. Frankrig valgte fra 2019 at beskatte tech-giganterne med tre procent af deres omsætning i landet, og Ungarn, Østrig og Italien har også allerede implementeret en tech-skat. Den konservative britiske regering har tilsvarende foreslået, at man fra april 2020 opkræver en skat på to procent af store digitale virksomheders salg i Storbritannien, og både Spanien, Tjekkiet og Slovakiet har forslag på bordet.

Det er altså muligt at hive lidt solidaritet ud af tech-virksomhederne på nationalt plan, men jo flere lande, der gør noget sammen, jo stærkere løsning kan vi selvfølgelig finde og dermed også sikre, at de EU-lande, der ikke har en techskat fungerer som skattely. På den internationale scene er det de store, grænseoverskridende institutioner – som EU – der kan lægge arm. Jo flere vi er, jo sværere er det også for techvirksomhederne at straffe enkelte lande for at vise solidaritet med de europæiske borgere, de tjener deres penge på – for eksempel ved at flytte deres forretning til nabolande eller hæve priserne.

Virksomheder som Facebook og Google er endnu sværere at følge, fordi vi ikke betaler direkte til dem. En stor del af deres omsætning består i at sælges vores data til firmaer, der kan bruge dem til annoncering. Derfor kan de ikke bare flytte rundt på deres overskud, men også deres omsætning og for at hive solidaritet ud af dem, er en ”klikskat” bedste løsning – en afgift, de betaler, efter hvor meget f.eks. Facebook bliver brugt i hvert land.

Er regeringen til noget?

Arbejdet med en tech-skat er lige nu parkeret i OECD, der har forhandlet med over 130 lande for at finde en fælles, verdensomspændende løsning. Talspersoner fra OECD har udtalt, at de forventer, at coronakrisen kan være med til at tilføre ny dynamik og sætte skub i arbejdet. Men det arbejde bliver ligesom så meget andet forsinket pga. coronakrisen. Hvor planen oprindeligt var at lande en aftale i midten af 2020 er seneste melding fra OECD, at forhandlingerne skal ind i 2021, før en aftale kan landes. Den tidligere regerings argument om, at Danmark måtte afvente OECD’s forslag, er derfor ikke længere holdbart.

Indtil da bør en EU-alliance gå forrest, og regeringen kunne med fordel trække i førertrøjen. Danmark er nemlig ét af de lande i verden, hvor der bliver brugt flest penge per internetbruger på medieannoncer og digitale annoncer.

Man bør kunne forvente af en socialdemokratisk regering, at den tør stille sig i spidsen, og heldigvis har regeringen allerede vist vilje: Mette Frederiksen sagde i januar 2019: ”Hvis ikke vi kan blive enige om det her på europæisk plan, så er jeg villig til, at vi går enegang. For eksempel sammen med nogle af de ligesindede lande, der tænker det samme”.

Det bekræftede hun igen på et møde med Merkel i juli 2019. Her sagde statsministeren, at hun og regeringen var ”villig til at gå hele vejen”.

Det er på høje tid, og vi bør alle være med til at ligge pres på regeringen. I regeringens eget forståelsespapir står der nemlig også, at ”Nye globale tech-giganter bidrager ikke i tilstrækkelig grad til fællesskabet. Når forskellene i vores samfund vokser sig for store, så bliver sammenhængskraften mindre”.

Hvis viljen var der kunne Danmark allerede i morgen gå forrest og hurtigst muligt samle en alliance af medlemslande i et såkaldt forstærket samarbejde. Med sådan et kan nogle EU-lande gå videre med et samarbejde om tech-skat, uden alle EU-lande behøver at være enige. Det kræver mindst ni lande at lave et forstærket samarbejde og det ser klart ud som om, at det er muligt; Frankrig, Italien, Østrig, Ungarn, Spanien, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien og Letland har allerede meddelt interesse.

Vi skal lære af finanskrisen

Mens virksomheder som Netflix tjener eksorbitante summer på krisen ser det helt anderledes ud for de europæiske landes økonomi. I årets første kvartal havde eurolandene et økonomisk tilbageslag på 3,8 procent. Det er det største fald siden eurostat begyndte at samle data i 1995. I alt forventer Kommissionen, at økonomien i hele unionen vil falde med 7,4 procent af bruttonationalproduktet alene i 2020.

De fleste lande forsøger lige nu at holde gang i økonomien og beskytte arbejdspladser ved at pumpe milliardbeløb ud til virksomheder og lønmodtagere. For at undgå, at det samfund, vi kender, forbløder. For at undgå massefyringer og konkurser. For at undgå at helt almindelige europæere bliver ramt på deres grundlæggende livsvilkår. Der er et kæmpe genopbygningsarbejde i sigte, herhjemme såvel som i hele EU. Her bliver det afgørende, at alle bidrager. Vi skal sikre, at det ikke er de store firmaer og aktiespekulanterne, som udnytter chokket og tilegner sig rigdom, mens regningen gives til dem, der mistede deres arbejde, dem, der er afhængige af offentlig velfærd, eller de små erhvervsdrivende. Der skal med andre ord ikke være nogen fribilletter, og da slet ikke til dem, der lige nu skovler penge ind.

Derfor er der brug for, at EU træder i karakter, og krisen kalder på de solidariske løsninger, som ”gode tider” hidtil har skygget for.

Vi må ikke lave de samme lappeløsninger som under finanskrisen, hvor regningen blev tørret af på dem, der havde mindst. Det chok, vi har været udsat for, må ikke efterlades os paralyserede med blind tiltro til, at verden, som den så ud før, blot vender tilbage. Det er rent faktisk muligt at genopbygge økonomien ordentligt, anderledes og bedre. En solidarisk techskat vil være et vigtigt bidrag til en genstart af Europa.

Det her kan ikke vente

Der er nogle politiske emner, man godt kan vente sig til. Diskutere endeløst for at finde den helt rigtige løsning. Det her er ikke et af dem. Hvis vi ikke handler snart, så kommer genåbningen – og reparationen af de faldefærdige økonomier – til at blive almindelige europæers ansvar, mens dem, der har tjent tykt på krisen, kan købe speedbåde og palæer for gevinsten.

Det duer simpelthen ikke. Alt for ofte rammer de dårlige tider fra bunden og op. Det er ingen af os tjent med. Det gavner os alle, hvis vi fordeler krisens byrder solidarisk, og det er ærlig talt svært at se, hvilke modargumenter, der skulle være.

Hvis det internationale samarbejde viser sig at være umuligt, så må vi ligesom Frankrig gå forrest med en national techskat.

Krisen har en regning, som skal betales. Som samfund er det op til os at beslutte, hvem der skal betale den. Skal det være dem, som krisen i forvejen har ramt hårdest, eller skal vi sørge for, at denne gang ikke bliver ”business as usual”, og at dem, der har fulde lommer, bidrager til at vi alle lander på fødderne?