Del

Hadforbrydelser mod LGBT+-personer skal frem i lyset

19-08-2021

’Fucking svans’. ’Faggot’. ’Du og alle andre bøsserøve burde blive ramt af en bus’. Sådan lyder et par af de mere end 1000 beretninger om hadforbrydelser mod LGBT+-personer, som foreningen Lev og Lad Leve har indsamlet de seneste 10 måneder.  

Nu vil SF med et nyt udspil øge opmærksomheden på overfald mod LGBT+-personer. På sigt er målet at reducere antallet af hadforbrydelser.  

– Ingen skal være bange for at kysse deres kæreste på gaden eller bevæge sig frit i det offentlige rum. Vi skal kunne være os selv, uden frygt for at blive råbt ad, spyttet på eller slået ned. Men hvis vi skal nå dertil, skal vi blive bedre til at tale om, anmelde og forebygge hadforbrydelser, siger Astrid Carøe, ligestillingsordfører for SF.  

Selvom eksemplerne på hadforbrydelser med baggrund i køn eller seksualitet er mange, bliver kun få hændelser meldt til politiet. I 2019 blev der kun registreret 76 hadforbrydelser rettet mod lgbt+-personer, men ifølge Rigspolitiets seneste offerundersøgelse er det reelle tal helt oppe på mellem 1600 og 1700 tilfælde.  

SF vil gøre op med mørketallet ved blandt andet at uddanne politiet bedre til mødet med minoritetsofre. Det vil gøre en stor forskel for det enkelte offer, og på sigt kan det bidrage til at reducere antallet af hadforbrydelser. 

– Mange har mistet tilliden til politiet og sidder med en oplevelse af, at det ikke nytter noget at anmelde. Hvis vi skal vende udviklingen, skal politiet blive bedre til at tage de her sager alvorligt. Det vil både hjælpe de mennesker, der har været udsat for en hadforbrydelse, og på længere sigt vil det have en forebyggende effekt, siger Astrid Carøe, SF’s ligestillingsordfører.

Samtidig med at politiet skal klædes bedre på, vil SF ændre straffeloven, så hadforbrydelser på baggrund af køn bliver omfattet af paragrafferne.

– I dag er det en skærpende omstændighed, hvis du bliver slået ned på gaden på grund af din seksualitet, din tro eller din hudfarve, men ikke hvis det sker på baggrund af dit køn. Det hænger ikke sammen, og det skal vi have gjort noget ved, siger Astrid Carøe.