Del

Europa skal stå endnu tættere sammen i usikre tider

02-06-2024

Europa er ikke længere det sikre sted, vi kendte. Ruslands verserende invasion af Ukraine har vist os vigtigheden af, at Europa står endnu tættere sammen. Og med udsigten til, at den antidemokratiske Donald Trump endnu engang kan komme til at stå i spidsen for USA, bliver vi europæere nødt til at tænke i nye forsvarsstrategier.

“En nytænkning af vores forsvar er nødvendig på europæisk plan, for bliver Trump valgt til præsident, er USA ikke længere interesseret i at skulle lege storebror for Europa.
Heller ikke via Nato,”
siger Villy Søvndal, tidligere udenrigsminister og kandidat til det forestående EP-valg.

Det nytter derfor ikke, at Europa fortsat er så afhængig af USA. SF vil derfor kæmpe for, at der i Europa-Parlamentet bliver udtænkt nye strategier for et stærkere fælles forsvar.

Europa skal selv kunne levere og producere flere våben

SF mener, at vi er kommet til et punkt i den udenrigspolitiske sikkerhedspolitik, hvor vi selv er nødt til at kunne producere og levere flere våben, end vi gør nu. Kun lige under 25 % af de europæiske medlemsstaters forsvarsmateriel er indkøbt i Europa. Vi skal væk fra at handle våben med tvivlsomme typer, der ikke støtter vores værdier og direkte modarbejder den demokratiske tankegang.

“Vi skal vise, at demokratiet ikke bare lige er sådan at slå ud, og Europa kan stå på egne ben, når det handler om at forsvare det Europa, vi kender,”
siger Villy Søvndal og fortsætter:

”Bare se på Putin. Han regnede med, at Europa ville vende det blinde øje til og lade ham snuppe Ukraine. Indtil videre har vi vist ham, at der tog han grueligt fejl. Det demokratiske fællesskab er enormt stærkt, og med nye, fælles tiltag, kan det kan blive endnu stærkere.”

 

Derfor foreslår SF:

Vedtag en EU-målsætning om 50 % europæisk indkøb af forsvarsmateriel, så vi mindsker afhængigheden af USA og andre ikke-europæiske landes forsvarsindustrier.

Der skal oprettes en fælleseuropæisk investeringsbank til styrkelse af Europas forsvar og sikkerhed. Banken skal kunne tilbyde medlemsstaterne og virksomheder billigere lån til deres forsvars- og sikkerhedsinvesteringer mod et krav om, at medlemsstaterne til gengæld skal placere deres ordrer hos europæiske virksomheder.

Investeringer i forsvarsindustrien skal gøres nemmere. For at sikre flere investeringer i forsvarsindustrien, mere gennemsigtighed og klarere rammer, skal der etableres EU-krav om rapportering for investeringer i forsvarsindustrien

En oprettelse af et ’EU Defence Industry Forum’ (EUDIF). Et forum, hvor forsvarsindustrien kan tale med EU’s medlemsstater om langtidsplanlægning, strategiske leverandørkæder og virksomhedernes samlede evne til at møde efterspørgslen og levere det, som de europæiske landes forsvar har brug for.