Del

En ny rød regering skal være garant for retfærdig pension

05-03-2026

Når man har arbejdet i mange år med at løfte, slide og stå op hele dagen, melder spørgsmålet sig naturligt: Kan kroppen holde til pensionsalderen?

I SF har vi længe arbejdet for en retfærdig pension. Mennesker skal have mulighed for flere gode år efter et langt arbejdsliv og at trække sig tilbage, før kroppen siger stop.

I 3½ år har SVM-regeringen ikke leveret de nødvendige forbedringer på pensionsområdet. Derfor er det positivt, at Socialdemokratiet nu kommer med forslag, der styrker området – blandt andet et løft af Arne-pension.

SF har selv foreslået flere af elementerne og bakker op om en samlet forbedring af tilbagetrækningen.

Læs mere om vores tidligere forslag på området om forbedringen af tilbagetrækningen og retfærdig pension på vores hjemmesidenyheder her:
SF kræver akut forbedring og servicetjek af Arne-pensionen – Socialistisk Folkeparti

SF sætter fokus på retfærdig pension – Socialistisk Folkeparti

Arne-pensionen skal forbedres og udvides – Socialistisk Folkeparti

Men et spørgsmål rejser sig: Hvordan vil Socialdemokratiet gennemføre den politik sammen med borgerlige partier?

“Retfærdig pension kommer ikke af sig selv. En ny rød regering skal være garant for retfærdig pension. For hvis man vil sikre, at mennesker efter et langt arbejdsliv kan trække sig tilbage, skal det ske i en rød regering,” siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.

“Hvis man begyndte at arbejde som 16-årig, skal man også have mulighed for at stoppe tidligere end dem, der først kommer senere ind på arbejdsmarkedet. Der nytter det ikke, at pensionsalderen stiger i samme tempo,” siger Pia Olsen Dyhr.

Kun omkring hver fjerde 3F’er arbejder helt frem til pensionsalderen. SF har derfor gennem flere år foreslået forbedringer af Arne-pensionen. Det handler blandt andet om:

  • Højere ydelse – en stigning på 3.000 kroner om måneden
  • Bedre adgang, så ordningen når flere med lange og hårde arbejdsliv
  • Et serviceeftersyn og flere midler til forbedringer af tilbagetrækning

Vi skal indrette arbejdslivet bedre gennem hele livet
Retfærdig pension og mulighed for tilbagetrækning handler ifølge SF ikke kun om slutningen af arbejdslivet, men om hele arbejdslivet.

“Vi skal indrette arbejdslivet, så færre bliver nedslidt undervejs. Det er både retfærdigt og økonomisk ansvarligt,” siger Pia Olsen Dyhr.

SF ønsker flere fleksible muligheder, så færre bliver slidt ned undervejs – blandt andet:

  • Mulighed for at særligt seniorer over 60 år i sektorer med mangel på arbejdskraft kan arbejde 80 pct. med 90 pct. løn og 100 pct. pension
  • Ret til nedsat tid, når din familie har brug for dig – f.eks. i perioder med sygdom og mistrivsel i familien
  • Flere muligheder for pauser og skift gennem livet – f.eks. ret til orlov under uddannelse

Valget er derfor klart for SF: En ny rød regering skal være garant for retfærdig pension, styrke tilbagetrækningsordningerne og sikre et mere fleksibelt arbejdsliv fra start til slut.