Del

Ebba Strange prisen 2022 går til Ligelønsbevægelsen #SlutMed1969

20-03-2022

SF’s ligestillingspris, Ebba Strange-prisen, går i 2022 til ligelønsbevægelsen #slutmed1969. Ligelønsbevægelsen #slutmed1969 blev etableret i starten af 2021 og arbejder for et opgør med Tjenestemandsreformen fra 1969. De repræsenterer alle de fag, der er negativt ramt af Tjenestemandsreformen, og kæmper for, at der skabes en nutidig værdisætning af de traditionelt kvindedominerede fag, herunder ligestilling i lønforhold mellem offentlige faggrupper.

Ligelønsbevægelsen #slutmed1969 har gjort et fantastisk stykke arbejde og kæmper en vigtig kamp om ligestilling og opgør med datidens kønsroller. Det vil vi gerne anerkende, og derfor skal dette års Ebba Strange-pris selvfølgelig gå til Ligelønsbevægelsen #slutmed1969.” siger Pia Olsen Dyhr, der er med i priskomitéen.

Gruppen har siden etableringen i starten af 2021 igangsat flere initiativer og står blandt andet bag Tjenestemandstirsdag, der er en fælles protest mod den ulighed og dermed det løngab, der hersker mellem de traditionelt mande- og kvindedominerende fag.

Lønhierarkiet stammer fra 1960’ernes kønsroller med manden som forsørger, og hvor kvinders indtjening i højere grad blev set som lommepenge. Det er en forældet tankegang, som ikke lever op til nutidens normer og kønsroller. Derfor er det vigtigt, at Ligelønsbevægelsen #slutmed1969 kæmper denne ligestillingskamp.” siger Pia Olsen Dyhr.

Om prismodtagelsen siger Ligelønsbevægelsen #slutmed1969:

Vi er meget stolte over at modtage Ebba Strange-prisen. Det er en kæmpe anerkendelse af dagsordenen om ligeløn til kvindedominerede fag og et forældet offentligt lønhierarki. Vi er utroligt beærede over at følge efter så vanvittig seje kvinder, som Sara Omar og Sofie Linde der tidligere har modtaget prisen. Vi vil gerne dele prisen med alle, der arbejder i et kvindedomineret fag. I dag udbetales I fortsat hver måned en løn, der er udtryk for strukturel diskrimination. Det skal vi have gjort op med.” – Ligelønsbevægelsen #SlutMed1969

Ebba Stange-prisen er opkaldt efter tidligere folketingsmedlem for SF Ebba Strange, som var den første kvindelige gruppeformand i Folketinget. Vinderen er udvalgt af en priskomité bestående af Pia Olsen Dyhr, Pernille Vigsø Bagge og Carl Valentin.