LIGESTILLING
I SF ønsker vi et samfund med ligestilling. Vi kæmper for lige rettigheder og muligheder for alle, uanset køn, seksualitet, kønsidentitet, udseende eller oprindelse.
Vi skal gøre op med forældede normer og forestillinger om, hvad mænd og kvinder kan og skal. Derfor skal vi have fokus på de kønsspecifikke udfordringer, som kvinder og mænd hver især møder i samfundet. Det gælder blandt udfordringerne med manglende ligeløn, samt de alvorlige problemer, som kvinder oplever i relation til vold i nære relationer, herunder partnerdrab og partnervold. Samtidig findes også en række udfordringerne, som særligt mænd på kanten af samfundet møder, såsom arbejdsløshed, hjemløshed og højere selvmordsrater.
LØN, BARSEL OG PENSIONSSKÆVHEDER
I Danmark er der markante lønforskelle mellem mænd og kvinder. Derfor kæmper SF for flere kvinder i bestyrelser og ledende stillinger – og mere gennemsigtige og ligeværdige lønforhold. Samtidig skal vi have et opgør med det kønsopdelte uddannelsessystem, så valget af uddannelse er styret af interesser og kompetencer – ikke køn.
Lønforskellen afspejler sig også i pensionsopsparingen, hvor kvinder i gennemsnit har en væsentligt lavere formue end mænd. Det skyldes – udover lønforskellen – det faktum, at kvinder ofte sættes bagud på arbejdsmarkedet, når de får børn. Årene på barsel giver med andre ord kvinder lavere levestandarder, når alderdommen rammer. Og det er især et problem, hvis forholdet ikke holder. Derfor kæmper SF for en mere fair deling af pensionsmidlerne ved skilsmisse, og for at skabe et samfund, hvor mænd og kvinder har lige muligheder på arbejdsmarkedet, og hvor begge køn på lige vis kan deltage og bidrage til familielivet.
Mænd og kvinder skal derfor også ligestilles, når det kommer til mulighederne for at tage barsel. SF har været med til at sikre 11 ugers øremærket barsel til mænd – det er en stor sejr for ligestillingen. Både fordi vi giver fædrene bedre mulighed for at tage del i deres barns liv, og fordi vi styrker kvindernes position på arbejdsmarkedet.
RETTEN TIL EGEN KROP OG KØNBASERET VOLD
SF arbejder for at sikre, at alle har retten til at bestemme over deres egen krop. Derfor var SF også med at hæve abortgrænsen fra 12 uger til 18 uger. SF kæmper desuden aktivt i EU for beskyttelse af abortrettigheder og reproduktive rettigheder.
Danmark være et foregangsland i bekæmpelsen af menneskehandel og vold i nære relationer. SF vil sikre bedre beskyttelse og hjælp til ofrene, samtidig med at vi politisk arbejder for at forebygge partnerdrab og andre former for kønsbaseret vold.
Urealistiske idealer og kropsnormer, især på sociale medier og i reklameverdenen, bidrager til angst og spiseforstyrrelser blandt unge. SF vil tage et opgør med disse idealer, sætte ind mod digitale krænkelser og stille krav til sociale medieplatforme om at tage ansvar for skadeligt indhold.
LIGESTILLING I LGBT+-MILJØ
Uanset hvilken seksualitet eller kønsidentitet, man har, skal man kunne leve frit og ikke mødes af fordomme, undertrykkelse, diskrimination eller hadforbrydelser.
De mange moderne og mangfoldige familieformer skal anerkendes, så forældre i regnbuefamilier får flere rettigheder. Danmark skal desuden arbejde aktivt for, at registrerede partnerskaber og ægteskaber mellem homoseksuelle anerkendes i alle EU-lande.
SF kæmper for transpersonernes rettigheder, og så skal vi sikre ordentlig rådgivning, støtte og behandling i forbindelse med et kønsskifte. Alle kønsidentiteter skal kunne rummes og anerkendes i vores samfund.
Depression, angst, stress, selvskade og selvmordsadfærd er betydeligt mere udbredt blandt LGBT+ unge sammenlignet med den øvrige befolkning. Derfor skal vi have et massivt fokus på sikre den rette hjælp og støtte til målgruppen.
I SF vil vi understøtte alle menneskers muligheder for at bryde med begrænsende og dogmatiske opfattelser af seksualitet og køn. Derfor har vi været med til at sikre de organisationer, der arbejder for LGBT+-personer – både de unge, ældre og de særligt udsatte, f.eks. LGBT+-personer med etnisk minoritetsbaggrund.