Styrk fertiliteten – Stop kemien

Vores evne til at få børn er truet. Den er blandt andet truet af skadelig og usynlig kemi, der findes overalt omkring og i os, og som desværre er en fast del af hverdagen. Alt fra makeup og tekstiler til husholdningsprodukter kan indeholde usunde stoffer, som risikerer at hobe sig op inde i os. Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at flere end hver sjette kommer til at opleve problemer med deres fertilitet, og i dag er mere end 25 millioner borgere i Europa ramt af infertilitet. Situationen er kun blevet værre over de seneste årtier.

Redningsplan for vores fertilitet
Derfor kræver SF en europæisk redningsplan for vores fertilitet. Vi skal skærmes imod farlig kemi og skadelige stoffer i hverdagen. Imod de stoffer, der gør os syge og nedsætter vores fertilitet. Vi skal have ryddet op i, hvilke kemikalier landbruget og industrien må anvende, og sikre, at vi har de samme høje standarder i hele Europa.

Cirka hvert ottende barn bliver i dag til via fertilitetsbehandling. Vi skal have nedsat antallet af forældre, der skal igennem fertilitetsbehandling, som ofte kan være en smertelig oplevelse. Det skal være slut med farlig kemi i dagligdagen.

“Mange har en drøm om at blive forældre, men er bekymrede for, om det nogensinde vil lykkes. Vi har brug for et Europa, hvor ødelæggende kemi ikke er en del af hverdagen, hvor skadelig kemi er dømt ude.”

Kira Marie Peter-Hansen