De grønne har fået nok: SF, Ø, R & Å med centralt krav om rent drikkevand til en rød-grøn regering
02-03-2026
Vi tager det som en selvfølge, at vi kan dreje på hanen og fylde et glas med rent, koldt drikkevand.
Men danskernes drikkevand er i fare – særligt på grund af sprøjtegifte og gødning fra landbruget. Senest i en lang række af kraftige advarsler slår en ny undersøgelse fast, at der er en klar sammenhæng mellem høje koncentrationer af nitrat i drikkevandet og tarmkræft.
Derfor har de grønne partier i årevis kæmpet for et forbud mod sprøjtegifte og i visse tilfælde gødning dér, hvor drikkevandet dannes.
Nu slår SF igen sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet foden i jorden. Partierne har mistet tålmodigheden og kræver handling fra regeringen med et forslag om et totalt sprøjteforbud på de sårbare, grundvandsdannende områder for at beskytte danskernes drikkevand.
”Drikkevandet er noget af det dyrebareste, vi har. Og lige nu står vi i en situation, hvor der er fundet sprøjtegifte i over halvdelen af de danske drikkevandsboringer. Alligevel har regeringen ikke gjort andet end at skændes internt. Det er et helt centralt krav fra SF til en rød-grøn regering, at der skal findes en løsning for drikkevandet,” siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.
Ifølge en ny rapport fra Miljøministeriet er der tale om et areal på ca. 160.000 hektar, hvilket svarer til knap 4 % af Danmarks samlede areal. Det vil koste skatteyderne 6-18 mia. kr. om året, hvis drikkevandet skal renses, efter skaden er sket – mens et forbud nu blot vil koste landbruget, som er hovedansvarlig for problemet, ca. 360 mio. kr. om året i erhvervsøkonomiske omkostninger.
”Men det handler faktisk også om tillid. I 2022 lovede de fem rød-grønne partier at indføre et sprøjteforbud for at beskytte drikkevandet. Desværre fik vi en mærkelig SVM-regering, hvor Venstre gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at forhale beskyttelsen af vores drikkevand. Jeg forstår ikke, at vi stadig ikke har indført et forbud, når valget er så enkelt,” siger Pia Olsen Dyhr.

