Danmark skal ikke konkurrere på dårlig dyrevelfærd
03-03-2026
Danmark skal ikke være et land, der konkurrerer på at stille de laveste krav til dyrevelfærd. Alligevel viser TV 2-dokumentaren ”Hvem passer på grisene”, at der er alvorlige problemer i den danske svineproduktion.
Den meget begrænsede plads i staldene fører til halebid som følge af stress, kedsomhed og manglende mulighed for, at grisene kan trække sig fra konflikter. Når dyr ikke har plads og adgang til halm, opstår der skader, som kan forebygges med bedre rammer.
Ifølge SF er de forhold, vi ser, ikke enkeltstående fejl. De er et resultat af, at Danmark i dag stiller for lave krav til dyrevelfærden, og at myndighedernes tilsyn ikke er tilstrækkelige.
I dag har en gris på 100kg ret til sølle 0,65 m² at bruge sit liv på. Det er markant mindre, end hvad forskningen peger på er nødvendigt for at forebygge halebid. Flere af vores nabolande stiller allerede højere krav end Danmark. I både Sverige og Finland gælder f.eks. et pladskrav på 1 m² pr. svin.
Hvis vi mener, at dyrene skal behandles ordentligt, må vi hæve ambitionerne.
”Vi bliver nødt til at slå bremsen i og gentænke den måde, vi producerer og behandler dyr på. Danmark har alle forudsætninger for at gå forrest og vise, at hensyn til natur, dyr og ansvarlig produktion kan gå hånd i hånd,” siger SF’s landbrugsordfører, Carl Valentin.
SF ønsker en udvikling, hvor kvalitet, ansvarlighed og dyrenes vilkår vægtes højere end størrelsen på produktionen.
Grise skal have bedre plads og slippe for lange, belastende transporter. I dag transporteres grise ofte i mange timer under forhold, som belaster dyrene enormt. Derfor bør transporttiden begrænses til maksimalt 8 timer. Det gælder i dag for danske såkaldte ”velfærdsgrise”, men bør som minimum gælde for alle.
Derudover skal det være slut med at fastspænde søer med metalbøjler under faring.

