Del

Alt for meget er på spil for unge i gamblingdebatten

27-02-2026

Alt for mange børn og unge får allerede problemer med gambling, længe før de er gamle nok til at spille lovligt. Derfor skal arbejdet med at stramme reglerne på spilområdet fortsætte, mener SF’s ludomaniordfører Carl Valentin.

”Det kan lyde uskyldigt med en halvtredser på fodbold eller en pokeraften med vennerne. Men særligt online betting kan hurtigt blive en stejl glidebane til gæld, mistrivsel og skam,” siger Carl Valentin.

Nye tal viser, at danske drenge i gennemsnit spiller for omkring 800 kroner om måneden på online betting og casino. Samtidig har knap 25.000 børn og unge mellem 12 og 17 år allerede problemer med gambling, selv om de ikke må spille lovligt.

”Det her er ikke længere et nicheproblem. Det er et samfundsproblem, som rammer unge mennesker i en sårbar fase af livet,” siger Carl Valentin.

I efteråret indgik SF sammen med regeringen og et bredt flertal den første spilpakke, som blandt andet strammer reglerne for reklamer, influencere og ulovlige spiludbydere. Men ifølge SF er arbejdet langt fra færdigt.

”Aftalen var et vigtigt første skridt, men den ændrer ikke på en kultur, hvor gambling er blevet normaliseret – især i de digitale fællesskaber, hvor unge færdes hver dag. Derfor skal vi videre med en spilpakke 2,” siger Carl Valentin.

SF vil holde fast på næste skridt, så arbejdet ikke går i stå.

”Uanset valgets udfald, kommer vi til at kæmpe for det her. Spilindustrien holder ikke pause. Og det må vores politiske ansvar heller ikke gøre,” siger han.

Samtidig peger SF på, at kommunerne kan gøre en forskel allerede nu gennem oplysning og forebyggelse.

”Når kommuner inviterer forældre og unge til at lære faresignalerne at kende og tage de svære samtaler, kan det gøre en kæmpe forskel. Forebyggelse virker – og det bør inspirere flere kommuner til at handle,” siger Carl Valentin.

SF vil fortsætte arbejdet for stærkere regler og mere forebyggelse, så færre unge ender i problemer med gambling.