Der er et gammelt udtryk, der hedder noget i retning af: Fortæl mig, hvem du omgås – og jeg skal sige dig, hvem du er.
Rusland omgås med Kina. Med Iran. Med Nordkorea. Der er ikke noget i Ruslands egen opførsel, der giver mig anledning til tvivl. Men omgangskredsen? Den må rydde enhver tvivl af vejen.
Fire dybt menneskefjendske regimer. Lande, hvor respekten for både egne folks rettigheder – og naboernes – ingen betydning har.
Rusland har mistet flere soldater i Ukraine, end USA mistede under hele 2. verdenskrig, fordi Putin måned efter måned er villig til at sende sine soldater i døden. I oktober skønnes tabstallet at have passeret 50.000 – dræbte eller så alvorligt sårede, at de er ukampdygtige. Måned efter måned, år efter år.
Med støtte fra Kina, Iran og Nordkorea.
Når man taler Rusland efter munden og fremfører Ruslands argumenter for at have overfaldet Ukraine, så taler man friheden imod. Man taler for den stærkes ret over de små. Man taler for uretfærdigheden og for ufriheden.
Op gennem forrige århundrede har europæiske stater igen og igen måttet leve under fascismen.
Grækenland. Italien. Spanien. Portugal. Og hele vores kontinent måtte engagere sig i at sætte en stopper for Tysklands nazisme.
Millioner døde. Og endnu flere måtte lide undervejs.
Men staterne og Europa sammen fik sat en stopper for det. Årene er gået – og måske har frihed, fremskridt og velstand gjort nogen blinde for, at det ikke er naturlove.
Da Muren faldt i 1989, kom der en bølge af østeuropæiske lande, som vendte totalitarismen ryggen – og dermed Rusland ryggen. Efter Sovjets sammenbrud kunne de tilvælge friheden. Som selvstændige stater, men med stadig tættere alliancer med andre frie og demokratiske lande.
For nogle lande gik vejen gennem EU. For andre gennem NATO. Eller begge dele. Men for alle gjaldt det, at man ønskede sig frihed, fremskridt, velstand – og mere end en armslængde til Rusland i forhold til sikkerhed. Kloge af skade.
I de kommende timer får Danmark besøg af Ukraines præsident Zelenskyj. Han, hans befolkning og hans land har med dyrekøbte historiske erfaringer i bagagen ønsket en solid armslængde til Rusland. For de ved bedre end de fleste, hvad det vil sige at leve under russisk åg. Så god har verden og Putin ikke været ved ukrainerne, som nu på 5. år slås for overlevelse og frihed.
I Polen, i Baltikum, i Finland, i Norge og i flere andre nabolande til det gamle Sovjet har man oprustet massivt i årevis. Fordi man kender sin fjende. Man ved, hvad der kan vente. De ved, at fred under Ruslands dominans er utåleligt.
I Danmark og mange andre europæiske lande har vi i årtier svigtet vores eget forsvar og sikkerhed. Vi har stolet blindt på USA's beskyttelse. Og vi har troet på, at samhandel og kulturudveksling ville udligne forskellene og udbrede demokrati og fred. Det var en smuk drøm. Og vi drømte den længe. Den tid er forbi. Ansvaret påhviler os alle i Europa. Både på højre- og venstrefløjen.
Så det er i disse år, at vi skal træde i karakter – og det gør vi. Danmark har i dag besøg af Zelenskyj, og vi giver igen en stor Ukraine-donation. Ikke fordi vi ønsker krig – men fordi vi hjælper Ukraine med at kæmpe både for deres og vores egen frihed. Og fred ud i fremtiden.
Jeg er stolt af Danmarks bidrag. Og SF ryster ikke på hånden i forhold til at få styrket dansk forsvar og beredskab, vores hjælp til Ukraine, vores engagement i NATO og ikke mindst i Arktis og i Kongeriget. Det gør regeringen heller ikke.
Og ja, det koster. Og ja, det er selvfølgelig midler, der går fra noget andet. Men det er også penge til en indsats, som vi som samfund sparede på i årtier, da vi troede, verden var bedre og enklere. Det er en regning, som vi i årevis lod USA samle op for os. Så nu og i de kommende år samler vi en gammel regning op. Og investerer i, at vi ikke havner i samme situation igen.
For frihed og fred.
Velkommen til København, Zelenskyj. Vi kan kun svagt begribe, hvad du og dine landsmænd står igennem. Vores bidrag kan aldrig måles bare tilnærmelsesvis op imod den pris, Ukraine betaler.
Der er kun ét trossamfund i Danmark, hvis børn skal gå i skole under politibeskyttelse.
Det er det jødiske.
Og det kan ikke være i orden i noget univers.
I de seneste år er antisemitismen igen rullet ind over Europa i et omfang vi ikke har set i årtier. Der er ingen undskyldninger, ingen gyldige bortforklaringer, ingen begivenheder ude i verden, der på nogen måde kan retfærdiggøre det.
Så når jeg er med til markeringen af Krystalnatten igen i år, så er det dels for at mindes de tragiske begivenheder for 88 år siden, der på mange måder blev et varsel om det forestående Holocaust og den ufattelige tragedie, der for altid ændrede Europa og verden.
Men det er i endnu højere grad for at sige klart fra overfor antisemitismen. Og for at vise utvetydig solidaritet med de herboende danske jøder, som er ofre for den. ...
Der er et gammelt udtryk, der hedder noget i retning af: Fortæl mig, hvem du omgås – og jeg skal sige dig, hvem du er.
Rusland omgås med Kina. Med Iran. Med Nordkorea. Der er ikke noget i Ruslands egen opførsel, der giver mig anledning til tvivl. Men omgangskredsen? Den må rydde enhver tvivl af vejen.
Fire dybt menneskefjendske regimer. Lande, hvor respekten for både egne folks rettigheder – og naboernes – ingen betydning har.
Rusland har mistet flere soldater i Ukraine, end USA mistede under hele 2. verdenskrig, fordi Putin måned efter måned er villig til at sende sine soldater i døden. I oktober skønnes tabstallet at have passeret 50.000 – dræbte eller så alvorligt sårede, at de er ukampdygtige. Måned efter måned, år efter år.
Med støtte fra Kina, Iran og Nordkorea.
Når man taler Rusland efter munden og fremfører Ruslands argumenter for at have overfaldet Ukraine, så taler man friheden imod. Man taler for den stærkes ret over de små. Man taler for uretfærdigheden og for ufriheden.
Op gennem forrige århundrede har europæiske stater igen og igen måttet leve under fascismen.
Grækenland. Italien. Spanien. Portugal. Og hele vores kontinent måtte engagere sig i at sætte en stopper for Tysklands nazisme.
Millioner døde. Og endnu flere måtte lide undervejs.
Men staterne og Europa sammen fik sat en stopper for det. Årene er gået – og måske har frihed, fremskridt og velstand gjort nogen blinde for, at det ikke er naturlove.
Da Muren faldt i 1989, kom der en bølge af østeuropæiske lande, som vendte totalitarismen ryggen – og dermed Rusland ryggen. Efter Sovjets sammenbrud kunne de tilvælge friheden. Som selvstændige stater, men med stadig tættere alliancer med andre frie og demokratiske lande.
For nogle lande gik vejen gennem EU. For andre gennem NATO. Eller begge dele. Men for alle gjaldt det, at man ønskede sig frihed, fremskridt, velstand – og mere end en armslængde til Rusland i forhold til sikkerhed. Kloge af skade.
I de kommende timer får Danmark besøg af Ukraines præsident Zelenskyj. Han, hans befolkning og hans land har med dyrekøbte historiske erfaringer i bagagen ønsket en solid armslængde til Rusland. For de ved bedre end de fleste, hvad det vil sige at leve under russisk åg. Så god har verden og Putin ikke været ved ukrainerne, som nu på 5. år slås for overlevelse og frihed.
I Polen, i Baltikum, i Finland, i Norge og i flere andre nabolande til det gamle Sovjet har man oprustet massivt i årevis. Fordi man kender sin fjende. Man ved, hvad der kan vente. De ved, at fred under Ruslands dominans er utåleligt.
I Danmark og mange andre europæiske lande har vi i årtier svigtet vores eget forsvar og sikkerhed. Vi har stolet blindt på USA's beskyttelse. Og vi har troet på, at samhandel og kulturudveksling ville udligne forskellene og udbrede demokrati og fred. Det var en smuk drøm. Og vi drømte den længe. Den tid er forbi. Ansvaret påhviler os alle i Europa. Både på højre- og venstrefløjen.
Så det er i disse år, at vi skal træde i karakter – og det gør vi. Danmark har i dag besøg af Zelenskyj, og vi giver igen en stor Ukraine-donation. Ikke fordi vi ønsker krig – men fordi vi hjælper Ukraine med at kæmpe både for deres og vores egen frihed. Og fred ud i fremtiden.
Jeg er stolt af Danmarks bidrag. Og SF ryster ikke på hånden i forhold til at få styrket dansk forsvar og beredskab, vores hjælp til Ukraine, vores engagement i NATO og ikke mindst i Arktis og i Kongeriget. Det gør regeringen heller ikke.
Og ja, det koster. Og ja, det er selvfølgelig midler, der går fra noget andet. Men det er også penge til en indsats, som vi som samfund sparede på i årtier, da vi troede, verden var bedre og enklere. Det er en regning, som vi i årevis lod USA samle op for os. Så nu og i de kommende år samler vi en gammel regning op. Og investerer i, at vi ikke havner i samme situation igen.
For frihed og fred.
Velkommen til København, Zelenskyj. Vi kan kun svagt begribe, hvad du og dine landsmænd står igennem. Vores bidrag kan aldrig måles bare tilnærmelsesvis op imod den pris, Ukraine betaler.
Slava Ukraini 🇺🇦 ...
90 CommentsKommentér på Facebook
Der er kun ét trossamfund i Danmark, hvis børn skal gå i skole under politibeskyttelse.
Det er det jødiske.
Og det kan ikke være i orden i noget univers.
I de seneste år er antisemitismen igen rullet ind over Europa i et omfang vi ikke har set i årtier. Der er ingen undskyldninger, ingen gyldige bortforklaringer, ingen begivenheder ude i verden, der på nogen måde kan retfærdiggøre det.
Så når jeg er med til markeringen af Krystalnatten igen i år, så er det dels for at mindes de tragiske begivenheder for 88 år siden, der på mange måder blev et varsel om det forestående Holocaust og den ufattelige tragedie, der for altid ændrede Europa og verden.
Men det er i endnu højere grad for at sige klart fra overfor antisemitismen. Og for at vise utvetydig solidaritet med de herboende danske jøder, som er ofre for den. ...
115 CommentsKommentér på Facebook