Pia Olsen Dyhr

16 timer siden

Jeg skriver sjældent om det her. Men i dag bliver jeg nødt til det.

Mandag blev en 47-årig kvinde skudt og dræbt i Brønshøj. Den formodede gerningsmand: hendes tidligere mand.

Han havde tilhold. Alligevel kunne han opsøge hende. Alligevel mistede hendes børn deres mor. 💔

Og hun er ikke den eneste. På bare 14 dage er fire kvinder blevet brutalt dræbt.

Selvom vi er kommet langt, halter det stadig bagefter, når det gælder partnervold og partnerdrab.

Engang kaldte man det for husspektakler, når en mand slog sin kone. Som om det bare var et skænderi – noget internt, vi andre ikke skulle blande os i.
Det var en tid, hvor vi som samfund så væk – og hvor loven endda gav ”konerabat”, hvis en person slog sin partner ihjel.

Som om det gjorde det mindre alvorligt, at volden skete derhjemme. Som om kærlighed kunne bruges som formildende omstændighed.
Det lyder vanvittigt i dag. Men sådan har det været.

Den tid er heldigvis ovre. Men vi er langt fra i mål. For volden sker stadig.

Som menneske, som kvinde, som mor – og som politiker – rammer det mig lige i hjertet.
Det gør ondt. For det sker igen og igen. Alt for ofte. 💔

Vi ved, at partnerdrab sjældent kommer ud af det blå.
Mange kvinder har levet i skyggen af trusler, kontrol og frygt – i årevis – før det ender fatalt.
Og vi ved, at redskaberne til at beskytte dem findes.

SF har kæmpet for at få indført den omvendte fodlænke – en teknologi, der advarer myndighederne, hvis en gerningsmand nærmer sig den kvinde, han har tilhold mod.
Norge har brugt den siden 2013 med gode resultater.
Danmark har tøvet. Først nu – fra 1. juli – begynder en forsøgsordning med blot 15 fodlænker i tre politikredse.

Det er for lidt. Og det er allerede for sent. Kan vi ikke blive enige om det?

For hvad med alle de kvinder i resten af landet?
Dem, der ikke bor i de “rigtige” politikredse?
Skal deres sikkerhed afhænge af et postnummer?

Og hvorfor har vi ikke allerede en national partnerdrabskommission, der kan kortlægge og analysere sagerne, så vi lærer at spotte advarsler som psykisk vold, trusler og selvmordsforsøg?
Vi har fået nej i Folketinget to gange.

Lad mig sige det helt klart: Partnerdrab er ikke private tragedier. Det er et samfundssvigt.
Det er systematisk vold. Det er forudsigeligt. Og det kan forebygges.

Vi har redskaberne. Vi har viden. Det, vi mangler, er politisk vilje.

Det er på tide, at vi handler. Ikke med tomme ord. Ikke med symboler. Men med reel beskyttelse – i hele landet.
For ingen kvinde skal leve i frygt.
Ingen børn skal miste deres mor på den måde.

Varme tanker går til kvindernes pårørende ❤️💔 ... Se mereSe mindre

Pia Olsen Dyhr

4 dage siden

Ønsk mig god rejse. Hold fast, hvor bliver det spændende! 🇺🇲

Nu tager jeg til USA med Folketinget. Det er en officiel rejse, hvor vi bl.a. skal mødes med kongressen og senatet, og selvom jeg har besøgt landet mange gange – både privat og som politiker – så føles det anderledes nu.

Mere skrøbeligt. Mere usikkert.

Jeg glæder mig virkelig til at høre, hvad de tænker og mener, alle de mange forskellige amerikanere, vi skal møde i løbet af dagene.

Måske kender du det – de der samtaler, hvor man pludselig fornemmer, at der bliver sagt lidt mere, end hvad der står i programmet. Dem glæder jeg mig særligt til. Dem i et hjørne, i fortrolighed, hvor der bliver åbnet lidt op …

Om få uger er det USA’s nationaldag. USA fejrer sin erklæring om uafhængighed fra den britiske kolonimagt den 4. juli 1776. Få år senere fulgte USA’s forfatning.

Mange af idéerne bag forfatningen blev hentet i Europa. I USA’s selvforståelse blev landet “That shining city upon a hill” – et ideal, der lyste op, som omverdenen kunne orientere sig efter, se op til, stræbe efter at blive ligesom …

Men i dag?

I dag kan Europa ikke lade sig politisk inspirere af USA. Det er dybt bekymrende, hvad der sker i Californien i disse dage. Det samme gælder truslerne mod Grønland. Svigtet af Ukraine. Planerne for Gaza.

For blot få uger siden såede Trump tvivl om, hvorvidt han overhovedet er forpligtet af den amerikanske forfatning. Det skete blot 100 dage efter, at han – for anden gang – var taget i ed på at forsvare og respektere netop den forfatning.

Det er en usikker verden, vi lever i lige nu. Med voldsom uro i USA. Med krigen i Ukraine. Krigen i Mellemøsten. Israels angreb på Irans præstestyre og landets bestræbelser på at blive en atomvåbenmagt. Spændingerne mellem Indien og Pakistan.

Presset på Danmark, Grønland og vores Rigsfællesskab. Klimaforandringernes forandring af menneskers livsvilkår og klodens eksistensbetingelser.

Mange fisker i rørte vande. Mange øjner chancen for at hvirvle uro og ustabilitet op. Som tror, at uroen vil skabe et magtvakuum, de selv kan udfylde. Mange som ser deres snit til at mele deres egen kage, mens alting er oppe i luften.

Fra præstestyret i Teheran til Kreml i Moskva. Fra Det Hvide Hus til techgiganternes paladser i glas og krom. Fra en prægtig præsidentbolig i Beijing eller Pyongyang til en mere ydmyg håndværkers bolig i Nuuk.

Sandheden er, at ingen aner, hvordan alt støvet vil lægge sig. Eller hvornår. Eller hvor meget godt, der kan destrueres i processen.

Verden har brug for mere besindighed.

Jeg håber, at den trods alt også stadig findes hos nogle af de amerikanere, jeg skal tale med i de kommende dage.

Nyd den danske sommer, imens jeg er væk ☀️🌺 ... Se mereSe mindre