Pia Olsen Dyhr

23 timer siden

Forleden talte jeg med en far, der stod op klokken fem for at nå på arbejde. Det, han var mest optaget af, var ikke sin egen arbejdsdag – men om der var voksne nok i børnehaven til, at hans datter fik en god dag.

Det kan lyde som en lille ting. Men det er det ikke.

For hvis daginstitutionen ikke fungerer, så er det mor eller far, der bliver hjemme. Så er det en arbejdsdag mindre. En indtægt mindre. En virksomhed, der mangler en medarbejder.

Det er dér, konkurrenceevnen begynder.

Og det er derfor, jeg undrer mig over den debat, der lige nu kører om formueskat og vækst...

De seneste år er der gennemført skattereformer, som samlet set har givet betydelige lettelser – og som i høj grad er faldet ud til dem med de højeste indkomster og største formuer. Det er et politisk valg.

Vi i SF har foreslået en lille skat på meget store formuer. Det har Socialdemokratiet og Enhedslisten også – med forskellige modeller. Ikke for at straffe nogen. Men fordi balancen er skubbet for langt i én retning, og det er rimeligt at trække lidt den anden vej. Kritikken lyder, at det vil hæmme vækst og koste arbejdspladser. Men jeg mener, vi overser noget helt grundlæggende. En af Danmarks allerstærkeste konkurrencefordele er vores velfærdssamfund.

At man trygt kan aflevere sit barn og passe sit arbejde. At forældre ikke skal tage fri i ugevis, fordi deres barn ikke får den støtte, det har brug for i skolen. At man kan fokusere på at blive rask, hvis man får en alvorlig diagnose – ikke på, hvordan regningen skal betales.

Hvis det ikke fungerer, får det direkte betydning for arbejdsmarkedet. Så går man ned i tid. Mister tilknytningen. Bliver presset. Rundt om i verden kigger mange på Danmark og den model, vi har valgt. Et samfund, hvor vi betaler til fællesskabet – og fællesskabet er der, når livet rammer. Det er ikke en selvfølge. Og det er en styrke. Men vi gør det ikke godt nok i dag.

Når et ungt menneske endelig rækker hånden ud og beder om hjælp i psykiatrien, må svaret ikke være: vent. Ingen skal ligge vågen om natten og være i tvivl om, om mor får den hjælp, hun har brug for. Og ingen forældre skal stå alene, når deres barn mistrives.

Derfor insisterer jeg på, at vi sætter velfærd før skattelettelser. Ikke fordi tryghed er gratis. Den koster. Men den er også forudsætningen for, at både familier og virksomheder kan fungere. Vi skal have råd til et mere fleksibelt arbejdsliv. Til støtte i tide til børn og familier. Til bedre vilkår for pædagoger, lærere og sygeplejersker. Til en ældrepleje, man kan have tillid til.

Jeg tror, at mange danskere gerne vil betale til det fællesskab – hvis de kan se, at pengene faktisk går til netop det. For mig er det et valg om retning. Vi kan fortsætte med at give skattelettelser i toppen. Eller vi kan investere i det, der holder Danmark stærkt – i hverdagen.

Derfor mener jeg også, at det er rimeligt at bede dem med de allerstørste formuer om et lille ekstra bidrag. Ikke for at straffe nogen. Men for at styrke det fællesskab og den sammenhængskraft, som hele vores konkurrenceevne hviler på. For uden sammenhængskraft mister vi noget af det, der gør Danmark til Danmark.

En rød regering skal igen gøre det klart, at vi prioriterer vores børn, vores unge, vores ældre – og den hverdag, der binder det hele sammen. Det er ikke et modsætningsforhold til vækst. Det er forudsætningen for den.

Tak for at læse med ❤️ ... Se mereSe mindre

Pia Olsen Dyhr

1 dag siden

Hvornår holdt politik op med at handle om at skabe gode liv?

Det spørgsmål bliver jeg nødt til at stille, efter vi har præsenteret vores udspil om at give mennesker mere tid og ro i de mest pressede perioder af deres liv.

For straks kom den velkendte reaktion: Det handler om arbejdsudbud. Om hvor mange hænder der kan få hjulene til at dreje rundt.

Men sandheden er jo den modsatte. Man kan ikke gå på arbejde og få hjulene til at dreje, når man er gået ned med stress.

Man kan ikke gennemføre sit studie hurtigt, hvis man har det svært eller har valgt forkert.

Man kan ikke blive ved med at knokle, når kroppen siger stop.

Og man kan ikke være en god forælder, hvis ens barn mistrives, og man selv er ved at knække.

Derfor foreslår vi et opgør med tanken om, at alle mennesker skal presses gennem livet i samme tempo.

Vi skal have et samfund, hvor der er plads til at trække vejret – hvor flere kan få en værdig tilbagetrækning efter et langt arbejdsliv, hvor det er muligt at skifte spor, hvis man har valgt forkert, og hvor studerende har mulighed for at fordybe sig uden at være tvunget til at arbejde så meget ved siden af, at det går ud over deres uddannelse.

For tid handler ikke kun om arbejde. Tid handler også om velfærd. Om at kunne få hjælp, når ens barn har brug for at blive udredt. Om at der er en lærer, der har tid til at hjælpe, når matematikken bliver svær. Om at man ikke står alene, når livet slår knuder.

Velfærd og tid er forudsætningen for det gode fritidsliv. For familielivet. For fællesskabet. For at vi kan være noget for hinanden – og ikke kun for vores arbejde.

Jeg savner, at vi bringer det gode liv tilbage i den politiske debat. For spørgsmålet er: Er det alene den enkeltes ansvar – eller har vi også et fælles ansvar for, at mennesker får mulighed for at leve et godt liv?

Min gode ven Søren Pape sagde engang: Vi er ikke skaffedyr for staten. Vi var ikke enige om alt. Men i det havde han ret.

Vi er mennesker. Vi fødes ind i forskellige vilkår. Vi rammes af sygdom, af kriser, af perioder, hvor livet gør ondt. Og derfor har vi også et fælles ansvar for at skabe et samfund, hvor der er plads til det.

Selvfølgelig skal vi arbejde. Selvfølgelig skal vi bidrage til fællesskabet. Det er sådan, vi bygger vores samfund. Men vi skal også have et samfund, hvor mennesker ikke bliver presset, til de knækker. Et samfund, hvor der er plads til at være menneske – også når livet ikke er en lige linje.

Vi foreslår ikke store revolutioner. Vi foreslår justeringer, der kan bringe os i retning af et samfund med lidt mere ro på. Et samfund, hvor vi kan trække vejret. Hvor vi kan være noget for hinanden. Og hvor der også er plads til det, livet i virkeligheden handler om.

Og ja – måske er det i virkeligheden det mest revolutionerende af det hele:
At vi igen får lov til at nyde livet. ... Se mereSe mindre