Pia Olsen Dyhr

13 timer siden

Jeg ville ønske, teenage-Pia kunne se det her 💚
 
Miljøet var en af de vigtigste grunde til, at jeg blev politisk aktiv som ung. Jeg vidste, at jeg var rød, og jeg vidste, at jeg var grøn. Derfor meldte jeg mig ind i SFU.
 
Sammen med min gode veninde Karen skrev vi SFU's miljøprogram. Unge og fulde af idealisme og fremtidstro tog vi ind på Christiansborg for at fortælle den grønne frontløber Steen Gade, hvordan fremtidens miljøpolitik skulle se ud.
 
Vi forestillede os et Danmark med mere natur, færre kemikalier og ikke mindst et bedre havmiljø. For selv som helt unge vidste vi, at der var noget helt galt med måden, vi behandlede vores fjorde og kyster på.
 
I 1986 viste Danmarks Radio nemlig døde hummere på åben skærm som en konsekvens af iltsvind. Vi lærte allerede dengang, at det primært skyldtes for store mængder kvælstof fra landbruget.
 
Det er efterhånden rigtig mange år siden.
 
I mellemtiden nåede både Karen og jeg at komme i Folketinget. Og vi fik endda den ære at sidde der sammen med Steen.
 
Sammen skulle vi alle opleve frustrationen over, at tilstanden i havmiljøet bare blev værre og værre, mens skiftende regeringer på Christiansborg tillod, at der blev gødet mere og mere.
 
Det ligger ikke til mig at give op. Men jeg har da været i tvivl om, hvorvidt vi nogensinde kunne samle et flertal bag rent faktisk at gøre noget ved problemet.
 
Den tvivl er helt væk i dag.
 
For nu gør vi noget ved det. Vi begrænser endelig kvælstofudledningen. Og vi giver fiskene, ålegræsset og livet i vores fjorde en chance for at komme tilbage. Vi giver vores børn og børnebørn en chance for også at opleve levende danske farvande.
 
Så i dag vil jeg sende en tanke til teenage-Pia. For selvom kampen kan være både lang og bøvlet, skal man ikke stoppe med at kæmpe for det, man tror på.
 
Og så vil jeg glæde mig over, at vi endelig starter genopretningen af vores havmiljø.
 
Kampen er langt fra færdig. Men retningen er endelig rigtig.💚 ... Se mereSe mindre

Pia Olsen Dyhr

21 timer siden

“Det er ikke sikkert, du når at blive 18 år.”

Sådan sagde plejepersonalet til Silas, da han som helt ung var indlagt i psykiatrien. Sikkert ikke med dårlige intentioner, men ud af bekymring.

I dag er han 24.
Han læser psykologi. Har en kæreste. Er ved at tage kørekort.

Og så sad han forleden over for mig i Aalborg og fortalte sin historie.

Av, mit hjerte.

Da Silas var 15 år, sad han til et møde om sit eget liv. Sammen med sine forældre og syv fagpersoner. Men ingen talte rigtigt med ham.

Han beskrev det selv som at være en flue på væggen. Til et møde om ham.

Hans mor prøvede også at råbe op. Hun kendte sin søn. Hun er selv sygeplejerske. Og hun havde faktisk en mistanke om den diagnose, som Silas langt senere endte med at få.

Men der blev ikke lyttet.

I stedet fulgte seks forskellige diagnoser. En masse medicin. Indlæggelser. Bosteder.
Noget af medicinen gjorde ham så syg, at han både fik leverskade og psykose.

“Tænk nu, hvis nogen havde lyttet noget tidligere?”, spurgte han mig.
Ja, tænk hvis …

I dag er Silas med i Psykiatriens Unge Peerboard i Region Nordjylland. Han bruger alt det, han selv har været igennem, til at gøre psykiatrien bedre for andre unge. Kæmpe respekt🙏

Og nogle af de løsninger, han har været med til skabe, er næsten slående enkle:

En snor på værelset, så man kan kalde på hjælp, hvis man er for dårlig til selv at gå ud. Samtaler med familien. At nogen rent faktisk spørger den unge: Hvad har du brug for?

Vi kan investere i bygninger, behandlinger og flere hænder. Og det skal vi.

Men en bedre psykiatri begynder også et helt enkelt sted:

Vi skal lytte til mennesker.
Også når de er 15 år❤️ ... Se mereSe mindre