Pia Olsen Dyhr

11 timer siden

Der er noget helt særligt ved at kunne gå hen til hanen, dreje på den – og bare stole på, at vandet er rent.

Det har vi gjort i Danmark i generationer. Som en selvfølge.

Men lige nu er den selvfølge ved at smuldre.

Der er fundet sprøjtegifte i over halvdelen af de danske drikkevandsboringer. Over halvdelen.

Og alligevel har regeringen mest af alt… skændtes internt.

For mig handler det her om tillid.

Drikkevandet er noget af det dyrebareste, vi har. Det er ikke “en sag”. Det er dit glas vand. Din kaffekop. Din babys flaske. Det vand, vi giver vores børn uden at tænke os om – fordi vi skal kunne tænke os om noget andet.

Så her er et helt centralt krav fra SF og de andre grønne partier i Folketinget til en kommende rød-grøn regering:

Vi skal have et totalt sprøjteforbud på de sårbare, grundvandsdannende områder.

Der hvor vores drikkevand bliver til.

Det handler om ca. 160.000 hektar. Knap 4% af Danmark. Det er jo ikke hele landet, vi taler om. Det er de mest sårbare områder – dem, vi ikke kan “fikse bagefter”, når først skaden er sket.

Og ved du hvad der provokerer mig?

At regningen er ved at blive sendt videre til almindelige mennesker – til dig og mig – mens dem, der forurener, får lov at fortsætte.

Vi kan vælge at forebygge. Eller vi kan vælge at stå med problemet i hånden og sige “øv” og sende milliardregningen videre.

Synes du ikke, vi skylder hinanden at vælge det første?

Rent drikkevand burde være det mest ukontroversielle i hele verden.

Og alligevel er vi her.

Jeg vil ikke acceptere, at vi langsomt vænner os til, at noget så grundlæggende bliver usikkert.

Det her er en af de ting, hvor vi skal være stædige. Sammen. 💚💧 ... Se mereSe mindre

Pia Olsen Dyhr

1 dag siden

Jeg hørte engang en sige: “Ingen på sit dødsleje har sagt, at de ville ønske, de havde brugt mere tid på jobbet.”

Og ja… den ramte mig.

For når livet skal gøres op, så er det ikke flere timer på arbejdet, vi længes efter. Det er hinanden.

Og det er nok derfor, jeg bliver ved med at tænke på de der helt almindelige hverdage, hvor det pludselig ikke er helt almindeligt længere.

Når du står med en lille én, der klamrer sig fast i dit ben i garderoben… og du kan mærke, at indkøringen ikke er færdig. Men din kalender er. Og mødet starter om 20 minutter.

Når din teenager lukker døren lidt for hårdt. Igen. Og du ved godt, det ikke handler om opvasken. Men du ikke har tiden til at sætte dig ind på sengekanten og blive dér, fordi arbejdet kalder.

Når din mor ringer for tredje gang på en uge, fordi hun “bare lige ville høre din stemme”… og du svarer lidt for hurtigt. Ikke fordi du ikke vil. Men fordi alt andet også står og banker på.

Når livet ramler. Rigtigt ramler. Og du står med sorg i maven og praktiske ting i hænderne og tænker: Hvordan kan man både være menneske og medarbejder på samme tid?

Det er ikke, fordi vi er dovne.

Det er, fordi vi er mennesker. Og mennesker kan ikke leve et helt liv på overarbejde og dårlig samvittighed.

Jeg er vokset op i Vallensbæk i en familie, hvor man arbejdede hårdt. Det har jeg altid haft respekt for.

Men jeg har også set, hvad der sker, når tempoet bare fortsætter… og man til sidst mister de små øjeblikke, der egentlig var hele pointen.

Jeg tror faktisk, vi kan gøre det klogere.

Når mennesker får lov at være hele mennesker – med tid til børnene, til forældrene og til at komme sig, når livet slår en kolbøtte – så holder vi længere. Så knækker færre.

Det gør os ikke mindre ambitiøse.
Det gør os mere holdbare.
Og vi har ikke råd til at lade være.

Ikke hvis alternativet er flere stresssygemeldinger. Flere, der mister fodfæstet, fordi tempoet blev for højt i for lang tid.

Jeg ved godt, hvad jeg selv ville vælge til sidst.

Mere tid til det vigtigste. Synes du ikke? 💚 ... Se mereSe mindre