Fortjener folkeskolen ikke at følge med, når vi bliver rigere?
Folkeskolen har en kæmpemæssig opgave. Den allervigtigste. Den skal sørge for, at børn bliver en del af fællesskabet.
Prøv at tænke tilbage. Måske til da du selv gik i skole. For nogle før e-mail og mobil. For andre før Facebook, iPhone eller Storebæltsbroen.
Meget har ændret sig siden. Vi er blevet rigere som samfund. Men er folkeskolen fulgt med?
Det føles ikke sådan.
Og nej – jeg taler ikke om alle de dygtige lærere, pædagoger og skolepsykologer. Dem, der hver dag gør alt, hvad de kan, for at skabe en skole med plads til alle.
Jeg taler om, at de skal have tid og ro til at lykkes. Og frihed er ikke meget værd, hvis der ikke er penge nok til at løfte opgaven.
Kan du huske Lukas, Andrea, Markus, Julius, Tristan, Olivia, Mathilde og Liva? Nogle af de børn, der har været væk fra skolen i årevis.
Eller den hjerteskærende historie fra Julie – mor til en tiårig pige – jeg tidligere har delt her.
Vi kan ikke nøjes med at lave politiske aftaler på Christiansborg. Der skal også være råd til at føre dem ud i livet. Råd til uddannede lærere. Til specialpædagoger. Til tryghed.
Nogle siger, at vi bruger flere og flere penge på folkeskolen. Men det mærkes ikke, når man som forælder afleverer et barn, der ikke trives.
Når man som lærer ved, at et barn ikke får den hjælp, det har brug for. Eller når man som elev sidder i et klasselokale uden ro nok til at lære.
Det er ikke børnenes skyld. Det er ikke forældrenes skyld. Og det bliver ikke bedre af, at vi som politikere peger fingre.
Folkeskolen er presset. Ja.
Slidte lokaler. Færre uddannede lærere. Mindre tid til det enkelte barn.
Men folkeskolen er også noget andet.
Den er de små sejre, som gør en verden til forskel. Den er venskaber, der varer livet ud. Den er lærere, man aldrig glemmer. Og vi ved det jo godt: Hvis vi hjælper børnene tidligere og bedre – så er det både klogere og billigere.
For folkeskolen handler ikke bare om karakterer og tests. Den handler om, hvem vi bliver som mennesker.
Den handler om, at vi lærer at være sammen – i et fællesskab.
Alt for længe har vi stillet krav og målt og vejet. Men har vi givet folkeskolen den tillid og opbakning, den fortjener?
Hvis vi svigter folkeskolen, så svigter vi ikke bare en institution. Vi svigter børnene.
Som barn kan jeg huske følelsen af at mangle. Af at priserne betød noget. Af at der var ting, man ønskede sig – også helt almindelige ting – som ikke bare kunne komme med hjem. Den uro og skuffelse sætter sig, og den glemmer man ikke.
Alt for mange lever med den samme følelse i dag.
Moren på kontanthjælp med to børn, der må sige nej til det ekstra. Familien på lav løn, der må droppe en tur i biografen, børnene havde glædet sig til. Den studerende på SU, der vender hver en krone. Pensionisten, der må vælge mellem mad og medicin.
Det er den virkelighed, debatten om fødevarechecken handler om.
Ja, der har været kritik. Nogle kalder det en “valgcheck”. Men for mig handler det ikke om ord – det handler om børn, familier og pensionister, der hver dag kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.
Samtidig ser vi, hvad blå blok prioriterer: skattelettelser til dem, der i forvejen har mest – de højeste indkomster og store formuer. Det er helt skævt.
Fødevarechecken løser ikke alt. Den fjerner ikke ulighed eller børnefattigdom én gang for alle. Men den giver lidt luft i økonomien. Den gør en forskel her og nu – og for nogle er det forskellen på at kunne trække vejret eller ej.
For mig handler det om social balance. Om retfærdighed. Om at tage ansvar for hinanden i hverdagen.
Det er sådan, vi bygger et samfund med hjertet på rette sted – og derfor har vi brug for en rød regering, der holder fast i de værdier ❤️🙏 ... Se mereSe mindre
Fortjener folkeskolen ikke at følge med, når vi bliver rigere?
Folkeskolen har en kæmpemæssig opgave. Den allervigtigste. Den skal sørge for, at børn bliver en del af fællesskabet.
Prøv at tænke tilbage. Måske til da du selv gik i skole. For nogle før e-mail og mobil. For andre før Facebook, iPhone eller Storebæltsbroen.
Meget har ændret sig siden. Vi er blevet rigere som samfund. Men er folkeskolen fulgt med?
Det føles ikke sådan.
Og nej – jeg taler ikke om alle de dygtige lærere, pædagoger og skolepsykologer. Dem, der hver dag gør alt, hvad de kan, for at skabe en skole med plads til alle.
Jeg taler om, at de skal have tid og ro til at lykkes. Og frihed er ikke meget værd, hvis der ikke er penge nok til at løfte opgaven.
Kan du huske Lukas, Andrea, Markus, Julius, Tristan, Olivia, Mathilde og Liva? Nogle af de børn, der har været væk fra skolen i årevis.
Eller den hjerteskærende historie fra Julie – mor til en tiårig pige – jeg tidligere har delt her.
Vi kan ikke nøjes med at lave politiske aftaler på Christiansborg. Der skal også være råd til at føre dem ud i livet. Råd til uddannede lærere. Til specialpædagoger. Til tryghed.
Nogle siger, at vi bruger flere og flere penge på folkeskolen. Men det mærkes ikke, når man som forælder afleverer et barn, der ikke trives.
Når man som lærer ved, at et barn ikke får den hjælp, det har brug for. Eller når man som elev sidder i et klasselokale uden ro nok til at lære.
Det er ikke børnenes skyld. Det er ikke forældrenes skyld. Og det bliver ikke bedre af, at vi som politikere peger fingre.
Folkeskolen er presset. Ja.
Slidte lokaler. Færre uddannede lærere. Mindre tid til det enkelte barn.
Men folkeskolen er også noget andet.
Den er de små sejre, som gør en verden til forskel. Den er venskaber, der varer livet ud. Den er lærere, man aldrig glemmer. Og vi ved det jo godt: Hvis vi hjælper børnene tidligere og bedre – så er det både klogere og billigere.
For folkeskolen handler ikke bare om karakterer og tests. Den handler om, hvem vi bliver som mennesker.
Den handler om, at vi lærer at være sammen – i et fællesskab.
Alt for længe har vi stillet krav og målt og vejet. Men har vi givet folkeskolen den tillid og opbakning, den fortjener?
Hvis vi svigter folkeskolen, så svigter vi ikke bare en institution. Vi svigter børnene.
Og det har vi ganske enkelt ikke råd til. ... Se mereSe mindre
11 CommentsKommentér på Facebook
Som barn kan jeg huske følelsen af at mangle. Af at priserne betød noget. Af at der var ting, man ønskede sig – også helt almindelige ting – som ikke bare kunne komme med hjem. Den uro og skuffelse sætter sig, og den glemmer man ikke.
Alt for mange lever med den samme følelse i dag.
Moren på kontanthjælp med to børn, der må sige nej til det ekstra.
Familien på lav løn, der må droppe en tur i biografen, børnene havde glædet sig til.
Den studerende på SU, der vender hver en krone.
Pensionisten, der må vælge mellem mad og medicin.
Det er den virkelighed, debatten om fødevarechecken handler om.
Ja, der har været kritik. Nogle kalder det en “valgcheck”. Men for mig handler det ikke om ord – det handler om børn, familier og pensionister, der hver dag kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.
Samtidig ser vi, hvad blå blok prioriterer: skattelettelser til dem, der i forvejen har mest – de højeste indkomster og store formuer. Det er helt skævt.
Fødevarechecken løser ikke alt. Den fjerner ikke ulighed eller børnefattigdom én gang for alle. Men den giver lidt luft i økonomien. Den gør en forskel her og nu – og for nogle er det forskellen på at kunne trække vejret eller ej.
For mig handler det om social balance.
Om retfærdighed.
Om at tage ansvar for hinanden i hverdagen.
Det er sådan, vi bygger et samfund med hjertet på rette sted – og derfor har vi brug for en rød regering, der holder fast i de værdier ❤️🙏 ... Se mereSe mindre
355 CommentsKommentér på Facebook