I dag sidder jeg og forbereder mig på, at vi skal til forhandlinger om en ny regering i morgen.
Efter en valgkamp kan det godt føles, som om man står ved målstregen, når stemmerne er talt op. Men sandheden er næsten det modsatte. Det er faktisk her, arbejdet begynder.
Forhandlingerne bliver nok både lange og seje. Sådan er det, når et valg efterlader et Folketing, hvor mange vil noget forskelligt.
Vi går ind i forhandlingerne med et stærkt mandat og vælgernes tillid i ryggen. Det gør mig både stolt og taknemmelig – og den tillid forpligter.
For SF handler politik om det, vi har kæmpet for i mange år: At gøre noget for børnene. At løfte folkeskolen, før den knækker. At give vores ældre en mere værdig tilværelse.
Og så skal vi passe bedre på vores drikkevand. Derfor står vi fast på et nationalt sprøjteforbud.
Vi skal også turde tage fat på problemer, der længe er blevet skubbet foran os: En svineproduktion, hvor dyrene alt for ofte ikke behandles ordentligt. En natur, der er blevet presset mere og mere.
Det er store valg om, hvilken retning Danmark skal bevæge sig i.
Der er også områder, hvor afstanden mellem partierne er stor – det er ikke nogen hemmelighed. Sådan er demokratiet.
Jeg går ind til forhandlingerne med opsmøgede ærmer. Der er ting, jeg står fast på. Og der er samarbejder, der kan vise sig svære.
Men også med et håb om, at vi kan finde løsninger, der rykker Danmark i en bedre retning.
For i sidste ende handler det om det samfund, vi giver videre. Om vi passer på vores natur og drikkevand. Om vi styrker vores velfærd. Og om Danmark også er retfærdigt for dem, der ikke står stærkest.
Jeg er ærligt talt rystet over det, vi har været vidne til de seneste dage.
For et par måneder siden kom der en “rejs hjem”-kommentar rettet mod De Radikales næstformand, Samira Nawa. Og nu udtalelser fra et andet folketingsmedlem om, at danskhed handler om gener – og at Samira derfor aldrig kan blive dansk. Vi snakker altså om en politiker, der hver dag bruger sin tid og sin stemme på at gøre Danmark et bedre sted.
De her kommentarer er ikke bare eksempler på en hård tone i en politisk debat – for selvfølgelig skal politikere kunne holde til kritik. Nej, det her er noget mere grundlæggende.
For hvad er det egentlig, man siger, når man siger den slags?
Man siger, at et menneske – uanset hvad hun gør, og hvordan hun lever sit liv – aldrig kan høre til. Det er ikke bare kritik, det er ren racisme.
Og det har simpelthen ikke nogen gang på jord i 2026. Punktum.
Desværre er det her ikke bare en enkeltstående hændelse. Det er et symptom på en fremvoksende diskurs, der ikke bare er forkert. Den er farlig. For når vi begynder at gøre oprindelse og biologi til et kriterium for, hvem der kan være en del af fællesskabet, så bevæger vi os væk fra det fundament, vores demokrati bygger på.
For et demokrati bygger på deltagelse. På engagement. På, at mennesker tager ansvar og bidrager til det samfund, vi deler. Ikke på hudfarve, ikke på religion og ikke på, hvor ens forældre er født.
Derfor er det også vigtigt, at så mange – på tværs af partier – har sagt klart fra. Det betyder noget, at vi trækker en streg i sandet. At vi står op for vores værdier.
For mig er Samira først og fremmest en dygtig og seriøs politiker. Én, der tager sit arbejde alvorligt og bidrager til fællesskabet i Folketinget hver eneste dag. Jeg er glad for at have hende som kollega. Og hun hører selvfølgelig til.
Små forårsblomster pibler frem alle steder.
I dag sidder jeg og forbereder mig på, at vi skal til forhandlinger om en ny regering i morgen.
Efter en valgkamp kan det godt føles, som om man står ved målstregen, når stemmerne er talt op. Men sandheden er næsten det modsatte. Det er faktisk her, arbejdet begynder.
Forhandlingerne bliver nok både lange og seje. Sådan er det, når et valg efterlader et Folketing, hvor mange vil noget forskelligt.
Vi går ind i forhandlingerne med et stærkt mandat og vælgernes tillid i ryggen. Det gør mig både stolt og taknemmelig – og den tillid forpligter.
For SF handler politik om det, vi har kæmpet for i mange år:
At gøre noget for børnene.
At løfte folkeskolen, før den knækker.
At give vores ældre en mere værdig tilværelse.
Og så skal vi passe bedre på vores drikkevand. Derfor står vi fast på et nationalt sprøjteforbud.
Vi skal også turde tage fat på problemer, der længe er blevet skubbet foran os:
En svineproduktion, hvor dyrene alt for ofte ikke behandles ordentligt.
En natur, der er blevet presset mere og mere.
Det er store valg om, hvilken retning Danmark skal bevæge sig i.
Der er også områder, hvor afstanden mellem partierne er stor – det er ikke nogen hemmelighed. Sådan er demokratiet.
Jeg går ind til forhandlingerne med opsmøgede ærmer.
Der er ting, jeg står fast på.
Og der er samarbejder, der kan vise sig svære.
Men også med et håb om, at vi kan finde løsninger, der rykker Danmark i en bedre retning.
For i sidste ende handler det om det samfund, vi giver videre.
Om vi passer på vores natur og drikkevand.
Om vi styrker vores velfærd.
Og om Danmark også er retfærdigt for dem, der ikke står stærkest.
Den retning ændrer SF ikke på. ... Se mereSe mindre
89 CommentsKommentér på Facebook
Jeg er ærligt talt rystet over det, vi har været vidne til de seneste dage.
For et par måneder siden kom der en “rejs hjem”-kommentar rettet mod De Radikales næstformand, Samira Nawa. Og nu udtalelser fra et andet folketingsmedlem om, at danskhed handler om gener – og at Samira derfor aldrig kan blive dansk. Vi snakker altså om en politiker, der hver dag bruger sin tid og sin stemme på at gøre Danmark et bedre sted.
De her kommentarer er ikke bare eksempler på en hård tone i en politisk debat – for selvfølgelig skal politikere kunne holde til kritik. Nej, det her er noget mere grundlæggende.
For hvad er det egentlig, man siger, når man siger den slags?
Man siger, at et menneske – uanset hvad hun gør, og hvordan hun lever sit liv – aldrig kan høre til. Det er ikke bare kritik, det er ren racisme.
Og det har simpelthen ikke nogen gang på jord i 2026. Punktum.
Desværre er det her ikke bare en enkeltstående hændelse. Det er et symptom på en fremvoksende diskurs, der ikke bare er forkert. Den er farlig. For når vi begynder at gøre oprindelse og biologi til et kriterium for, hvem der kan være en del af fællesskabet, så bevæger vi os væk fra det fundament, vores demokrati bygger på.
For et demokrati bygger på deltagelse. På engagement. På, at mennesker tager ansvar og bidrager til det samfund, vi deler. Ikke på hudfarve, ikke på religion og ikke på, hvor ens forældre er født.
Derfor er det også vigtigt, at så mange – på tværs af partier – har sagt klart fra. Det betyder noget, at vi trækker en streg i sandet. At vi står op for vores værdier.
For mig er Samira først og fremmest en dygtig og seriøs politiker. Én, der tager sit arbejde alvorligt og bidrager til fællesskabet i Folketinget hver eneste dag. Jeg er glad for at have hende som kollega. Og hun hører selvfølgelig til.
Det burde aldrig være til diskussion. ... Se mereSe mindre
839 CommentsKommentér på Facebook