Jeg er født nogle år efter, at Martin Luther King blev myrdet. Men i min barndoms TV, dengang der kun var én kanal, viste Danmarks Radio stadig ofte klip fra hans taler.
Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
Den dag i dag giver lyden af hans ord og lyden af hans stemme mig gåsehud:
”I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.”
Og videre:
[…] one day right there in Alabama, little black boys and black girls will be able to join hands with little white boys and white girls as sisters and brothers”
For mig har den tale og de ord sat sig dybt og været retningsgivende for en stor del af mit politiske virke.
Og så en dag vågner man op til en debat – ikke i USA, men i Danmark – om genetik og danskhed…
Hør her: Jeg er ikke nogen halal-hippie. SF gør sig på min vagt ingen illusioner om de negative konsekvenser af kultursammenstød. Jeg har ikke andet end foragt tilovers for islamisme.
Jeg er dyb og inderlig modstander af sharialove og parallelkultur, negativ social kontrol og genopdragelsesrejser, forskelsgørelse på kønnene og den gradvise inficering af det offentlige rum og sekulære institutioner med alt fra kønsopdelt svømning til bederum på universiteterne.
Listen er lang, og vi har masser af vanskelige udfordringer og kampe foran os for at stå vagt om det sekulære, liberale demokrati med ytringsfrihed, ligestilling osv.
Men debatten om genetik som hindring for, om man er dansk, er lige så tåbelig, som den er farlig.
Tåbelig, fordi den hver eneste dag modbevises i praksis, hvor mennesker med et væld af forskellige baggrunde og ”genetik” agerer i og til gavn for Danmark.
Og farlig, fordi vi i en tid, der i forvejen slås med fake news, konspirationer, påvirkningskampagner osv., både får mistænkeliggjort nogle mennesker og eksponeret nogle svagere sjæle for letbenede måder at anskue verden på.
Prisen betales af mennesker, der har lidt mere pigment i huden end jeg selv.
Og så er vi tilbage ved mit barndoms formative møde med Martin Luther Kings taler.
Når jeg en sjælden gang har mulighed for at sidde en dag med dynen over benene og streame amerikanske serier, så slår det mig, hvor meget racetænkningen stadig fylder.
USA er inficeret med racetænkning. Det er Danmark ikke. Det har Danmark aldrig været. Og det skal Danmark aldrig blive. Det er simpelthen dødssygt.
Vi skal til gengæld tage de kulturkampe, der åbenlyst findes, når man kommer med en meget anden baggrund, og med dem, som ikke kan finde ud af at tilpasse sig det danske samfund.
Vi skal ikke dømme nogen på deres hudfarve, men på deres karakter og på deres handlinger. ... Se mereSe mindre
Obi har fået forårsklip – og jeg gad ærlig talt godt, at regeringsforhandlinger også kunne klares med et enkelt snuptag.
Men sådan er det jo ikke.
Her til morgen stod han i solen og blinkede lidt med øjnene, som hunde gør, når de har det helt perfekt. Pelsen er kort – og han ser oprigtigt ud, som om verden giver mening.
Jeg prøver at tage lidt af den ro med ind.
For forhandlingerne er faktisk i god gænge. Det rykker. Ikke i store overskrifter endnu, men i de der skridt, hvor man godt kan mærke: Vi er på vej et sted hen.
Men vi er ikke i mål. Ikke endnu.
For det kræver, at alle er med. Og lige nu er vi stadig dér, hvor ikke alle sidder samlet om bordet.
Til gengæld er noget andet blevet ret klart de seneste dage. Den der forestilling om en kæmpe midterregering, hvor alt og alle skal presses ind i det samme rum… den er gledet ud mellem fingrene på os.
Og måske er det i virkeligheden en lettelse. For så står valget også tydeligere.
For mig er det ikke abstrakt. Det er alt det, I har sagt til mig. Ude på gaderne, i beskeder, i små samtaler, der sætter sig fast.
Om ulighed, der vokser. Om velfærd, der skal hænge sammen i hverdagen. Om et grønnere Danmark, hvor vi passer bedre på det, vi giver videre.
Det er ikke noget, man lige klipper til. Men det er retningen. Og den ligger fast.
Imens går Obi rundt og snuser, som om han har al tid i verden. Ingen hast. Bare tillid til, at dagen nok skal folde sig ud.
Den følelse prøver jeg at holde fast i. At vi godt kan nå frem til noget ordentligt.
Jeg er født nogle år efter, at Martin Luther King blev myrdet. Men i min barndoms TV, dengang der kun var én kanal, viste Danmarks Radio stadig ofte klip fra hans taler.
Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
Den dag i dag giver lyden af hans ord og lyden af hans stemme mig gåsehud:
”I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.”
Og videre:
[…] one day right there in Alabama, little black boys and black girls will be able to join hands with little white boys and white girls as sisters and brothers”
For mig har den tale og de ord sat sig dybt og været retningsgivende for en stor del af mit politiske virke.
Og så en dag vågner man op til en debat – ikke i USA, men i Danmark – om genetik og danskhed…
Hør her: Jeg er ikke nogen halal-hippie. SF gør sig på min vagt ingen illusioner om de negative konsekvenser af kultursammenstød. Jeg har ikke andet end foragt tilovers for islamisme.
Jeg er dyb og inderlig modstander af sharialove og parallelkultur, negativ social kontrol og genopdragelsesrejser, forskelsgørelse på kønnene og den gradvise inficering af det offentlige rum og sekulære institutioner med alt fra kønsopdelt svømning til bederum på universiteterne.
Listen er lang, og vi har masser af vanskelige udfordringer og kampe foran os for at stå vagt om det sekulære, liberale demokrati med ytringsfrihed, ligestilling osv.
Men debatten om genetik som hindring for, om man er dansk, er lige så tåbelig, som den er farlig.
Tåbelig, fordi den hver eneste dag modbevises i praksis, hvor mennesker med et væld af forskellige baggrunde og ”genetik” agerer i og til gavn for Danmark.
Og farlig, fordi vi i en tid, der i forvejen slås med fake news, konspirationer, påvirkningskampagner osv., både får mistænkeliggjort nogle mennesker og eksponeret nogle svagere sjæle for letbenede måder at anskue verden på.
Prisen betales af mennesker, der har lidt mere pigment i huden end jeg selv.
Og så er vi tilbage ved mit barndoms formative møde med Martin Luther Kings taler.
Når jeg en sjælden gang har mulighed for at sidde en dag med dynen over benene og streame amerikanske serier, så slår det mig, hvor meget racetænkningen stadig fylder.
USA er inficeret med racetænkning. Det er Danmark ikke. Det har Danmark aldrig været. Og det skal Danmark aldrig blive. Det er simpelthen dødssygt.
Vi skal til gengæld tage de kulturkampe, der åbenlyst findes, når man kommer med en meget anden baggrund, og med dem, som ikke kan finde ud af at tilpasse sig det danske samfund.
Vi skal ikke dømme nogen på deres hudfarve, men på deres karakter og på deres handlinger. ... Se mereSe mindre
145 CommentsKommentér på Facebook
Obi har fået forårsklip – og jeg gad ærlig talt godt, at regeringsforhandlinger også kunne klares med et enkelt snuptag.
Men sådan er det jo ikke.
Her til morgen stod han i solen og blinkede lidt med øjnene, som hunde gør, når de har det helt perfekt. Pelsen er kort – og han ser oprigtigt ud, som om verden giver mening.
Jeg prøver at tage lidt af den ro med ind.
For forhandlingerne er faktisk i god gænge. Det rykker. Ikke i store overskrifter endnu, men i de der skridt, hvor man godt kan mærke: Vi er på vej et sted hen.
Men vi er ikke i mål. Ikke endnu.
For det kræver, at alle er med. Og lige nu er vi stadig dér, hvor ikke alle sidder samlet om bordet.
Til gengæld er noget andet blevet ret klart de seneste dage. Den der forestilling om en kæmpe midterregering, hvor alt og alle skal presses ind i det samme rum… den er gledet ud mellem fingrene på os.
Og måske er det i virkeligheden en lettelse. For så står valget også tydeligere.
For mig er det ikke abstrakt. Det er alt det, I har sagt til mig. Ude på gaderne, i beskeder, i små samtaler, der sætter sig fast.
Om ulighed, der vokser. Om velfærd, der skal hænge sammen i hverdagen. Om et grønnere Danmark, hvor vi passer bedre på det, vi giver videre.
Det er ikke noget, man lige klipper til. Men det er retningen. Og den ligger fast.
Imens går Obi rundt og snuser, som om han har al tid i verden. Ingen hast. Bare tillid til, at dagen nok skal folde sig ud.
Den følelse prøver jeg at holde fast i. At vi godt kan nå frem til noget ordentligt.
Men kun hvis vi gør os umage hele vejen. ... Se mereSe mindre
48 CommentsKommentér på Facebook