Pia Olsen Dyhr

2 dage siden

Jeg bliver så glad, når jeg ser billederne fra Budapest.

Efter 16 år ved magten, hvor Viktor Orbán langsomt har forvandlet et frit demokrati til et temmelig korrupt oligarki, har ungarerne med et regulært jordskred sat ham fra bestilling.

For første gang i en generation hedder premierministeren ikke længere Orbán. Det er ikke nogen lille ting. Nu skal vi vænne os til at sige Magyar.

Og: Vi ved ærligt talt ikke endnu, hvad det kommer til at betyde. Vi gør også klogt i ikke at lade forventningerne løbe løbsk. Men vi har et ret klart billede af, hvad der er blevet sagt nej til:

Nej til at offentlige midler ender i lommerne på magtens inderkreds. Nej til at domstole, medier og institutioner bemandes efter loyalitet frem for kompetence. Nej til et Ungarn, der igen og igen har blokeret for fælles europæiske løsninger. Jeg noterede mig en Magyar, der i aftes klart forankrede Ungarn i EU og i NATO.

Og vigtigst af alt: Et klart nej til det, Orbán selv kaldte et “illiberalt demokrati”. Et system, hvor magten samles hos få, hvor politik bliver til blind loyalitet, og hvor demokratiet bøjes uden formelt at blive afskaffet.

Derfor er det også et nederlag for den bølge af højrenationalisme, vi har set brede sig i både Europa og USA. Valget var en kontant vælgerlussing til dem, der har set Orbáns Ungarn som et forbillede. Til Trump, Putin, Le Pen og højrepolitikere - også herhjemme.
Ungarerne har valgt dét system fra. Med demokrati. Med deres stemme. Og ja – der skal lyde en vis respekt for, at Orbán trods alt anerkender nederlaget. Det vil formentlig ikke være sket alle steder.

I en tid præget af splittelse og mistillid er det her et klart tegn på, at vælgerne stadig kan ændre kurs. At demokratiet ikke kun er noget, der slides ned, men også noget, der kan genoprettes.

Det betyder ikke, at alt er løst. Langt fra. Magyar kommer selv ud af det system, han nu skal gøre op med, og 16 års magtstrukturer forsvinder ikke fra den ene dag til den anden.

Men det ændrer ikke ved det afgørende: Retningen er skiftet. Ungarerne har valgt Europa og demokratiet til. Og Orbán fra.

Det er faktisk ret fantastisk. Ikke mindst i en tid, hvor geopolitikken ellers dagligt byder på dårlige nyheder. ... Se mereSe mindre

Pia Olsen Dyhr

2 dage siden

Regeringsforhandlingerne kører videre – og lad mig sige det helt klart:

SF går ikke i regering med Venstre og Konservative.

Jeg ved godt, at mange lige nu sidder og følger med lidt uro i maven. For hvad betyder det, når Venstre og Konservative bliver kaldt ind? Er der så ved at tegne sig en blå regering? En blå midterregering?

Det forstår jeg godt, du spørger om.

Jeg kan ikke lægge alle kort på bordet fra forhandlingerne. Sådan fungerer det ikke. Noget skal have lov at blive i rummet, mens der bliver talt sammen. Men jeg kan godt være helt ærlig om det vigtigste:

Jeg går ikke i regering for enhver pris.

I SF arbejder vi for en rød eller en centrum-venstre regering. En regering, der trækker Danmark i en grønnere og mere retfærdig retning.

Og hvis det ikke er muligt, så er vi i opposition. Vi bliver ikke støtteparti til noget, vi ikke tror på.

Og ja, jeg har hele tiden sagt, at det ville blive bøvlet at danne en ny regering. Det ser ikke ligefrem ud til at være blevet mindre bøvlet.

Der bliver prøvet forskellige veje af i de her dage. Også nogle, der peger i en mere blå retning. Det kan ske. Det er jeg nødt til at være ærlig om.

Men forskellene er også til at få øje på:

Venstre er ikke ambitiøse nok, når det gælder den grønne omstilling, og Troels Lund Poulsen har her til morgen meget klart givet udtryk for, at han vil have en borgerlig økonomisk politik.

De Konservative gik til valg på at skære i dagpengene og afskaffe Arne-pensionen.

Og med begge partier i regering er jeg bekymret for, at uligheden vokser, mens regningen for en skæv skattereform igen lander hos dem, der i forvejen har mindst.

Jeg tænker på den enlige mor, der vender hver en krone. På pensionisten, der holder vejret, når regningerne kommer.

På den studerende, der prøver at få hverdagen til at hænge sammen. På mennesker med handicap, som alt for ofte bliver mødt af systemer, der gør livet sværere i stedet for lettere.

Det er ikke småting. Det er selve retningen for Danmark.

Måske tænker du også: Kommer der så overhovedet en regering? Og kommer SF med?

Det ærlige svar er, at det ved ingen endnu. Forhandlinger tager tid. Sådan er det.

Men det her er jo ikke et spil om stole og titler. Det handler om, hvordan dit liv og vores fælles samfund ser ud bagefter.

Om der er tid til at tage imod dit barn om morgenen, om din mor møder de samme ansigter i hjemmeplejen - og om du trygt kan drikke vandet fra hanen.

Så der er noget, du godt kan regne med: Vi glemmer ikke, hvad du stemte på. Vi sælger ikke vores politik billigt. Og vi holder fast i retningen.

Din stemme var en stemme på en rødere og mere retfærdig vej for Danmark.

Den tillid har jeg med ind i forhandlingerne. Og jeg holder fast. ... Se mereSe mindre