Det er svært at fatte, at Rusland nu har haft gang i sin angrebskrig mod Ukraine i så lang tid. Fire år med luftsirener og missiler, ødelagte hjem, børn på flugt – og en kynisme fra Kreml, der er ubegribelig.
Jeg tænker tit på det, præsident Zelenskyj sagde for nylig: Når Europas blik glider væk, kan Ukraine mærke det med det samme. Og jeg forstår ham. For Ukraine har ikke luksusproblemer. De har overlevelse.
Jeg er stolt af, at Danmark har været i front med støtte – militært, økonomisk og menneskeligt. Men stoltheden kan ikke stå alene. Europa skal op i gear. Ikke “når der bliver tid”. Nu.
I aften står jeg foran den russiske ambassade i København og holder tale ved markeringen af, at krigen nu går ind i sit 5. år. Ikke fordi ord kan stoppe missiler. Men fordi tavshed altid hjælper den forkerte. Og fordi det betyder noget, at vi bliver ved med at stå der. Sammen.
De dårlige nyheder fra ude i verden står i kø i disse år. Også fra Ukraine. Man kan godt få lyst til at skubbe det lidt væk. Det er koldt. Det er tungt. Det har varet længe. Vi har alle sammen bekymringer og sorger, som er tættere på. Men Ukraine kæmper også for vores frihed. Og midt i mørket er der heldigvis også noget andet: Et Ukraine, der stadig står. Et folk, der nægter at give op. Et Europa, der – langsomt, ja – men trods alt bevæger sig. Lærer. Tager mere ansvar. Det giver mig håb.
Vi insisterer på, at Ukraine ikke står alene. Europa er måske ved at blive voksent, og parat til at tage ansvar for vores eget forsvar og vores egen sikkerhed.
I Rusland kalder man 2. Verdenskrig for “Den Store Fædrelandskrig”. En fortælling om heltemod og offer. Men hvad kommer de til at kalde den krig, de selv har startet?
En krig, der har kostet hundredtusindvis livet. Isoleret Rusland. Og som en dag vil stå tilbage som et monument over meningsløs og brutal magt og ubegribeligt mange forspildte liv.
Jeg tror – og jeg håber – at historiebøgerne en dag kalder den, hvad den er:
Fire år.
Det er svært at fatte, at Rusland nu har haft gang i sin angrebskrig mod Ukraine i så lang tid. Fire år med luftsirener og missiler, ødelagte hjem, børn på flugt – og en kynisme fra Kreml, der er ubegribelig.
Jeg tænker tit på det, præsident Zelenskyj sagde for nylig: Når Europas blik glider væk, kan Ukraine mærke det med det samme. Og jeg forstår ham. For Ukraine har ikke luksusproblemer. De har overlevelse.
Jeg er stolt af, at Danmark har været i front med støtte – militært, økonomisk og menneskeligt. Men stoltheden kan ikke stå alene. Europa skal op i gear. Ikke “når der bliver tid”. Nu.
I aften står jeg foran den russiske ambassade i København og holder tale ved markeringen af, at krigen nu går ind i sit 5. år. Ikke fordi ord kan stoppe missiler. Men fordi tavshed altid hjælper den forkerte. Og fordi det betyder noget, at vi bliver ved med at stå der. Sammen.
De dårlige nyheder fra ude i verden står i kø i disse år. Også fra Ukraine. Man kan godt få lyst til at skubbe det lidt væk. Det er koldt. Det er tungt. Det har varet længe. Vi har alle sammen bekymringer og sorger, som er tættere på.
Men Ukraine kæmper også for vores frihed.
Og midt i mørket er der heldigvis også noget andet: Et Ukraine, der stadig står. Et folk, der nægter at give op. Et Europa, der – langsomt, ja – men trods alt bevæger sig. Lærer. Tager mere ansvar. Det giver mig håb.
Vi insisterer på, at Ukraine ikke står alene. Europa er måske ved at blive voksent, og parat til at tage ansvar for vores eget forsvar og vores egen sikkerhed.
I Rusland kalder man 2. Verdenskrig for “Den Store Fædrelandskrig”. En fortælling om heltemod og offer.
Men hvad kommer de til at kalde den krig, de selv har startet?
En krig, der har kostet hundredtusindvis livet. Isoleret Rusland. Og som en dag vil stå tilbage som et monument over meningsløs og brutal magt og ubegribeligt mange forspildte liv.
Jeg tror – og jeg håber – at historiebøgerne en dag kalder den, hvad den er:
Den store russiske nederlagskrig.
💛💙 ... Se mereSe mindre
14 CommentsKommentér på Facebook
Der går rygter om valg.
En kollega kiggede på min Pia-dukke og sagde: "En dukke med dit navn på? Der skal jo bare et par nåle til ..."
Så nu ligger hun i skuffen. Ikke fordi jeg tror på det ... men man ved jo aldrig 🙂 ... Se mereSe mindre
24 CommentsKommentér på Facebook