SF vil forbedre barselsrettigheder for forældre til for tidligt fødte
20-11-2024
Forældre til for tidligt fødte børn bør ikke miste deres barsel på grund af langvarig indlæggelse eller hjemmebehandling. SF’s politiske ordfører, Signe Munk, støtter det borgerforslag, der har sat fokus på emnet. Men partiet ser det som en høj prioritet allerede at afsætte midler på finansloven.
I 2023 blev 615 børn født enten ekstremt for tidligt eller meget for tidligt. Det er børn født før uge 32. Ifølge de nuværende regler har forældre kun ret til op til tre måneders forlængelse af barslen ved indlæggelse. SF ønsker at fjerne den øvre grænse helt og sikre, at de forældre, som skulle risikere at være indlagt længere, selvfølgelig fortsat får forlænget barslen.
”Det er helt hjerteskærende historier, der har været fremme. Som Olivia, der har født 16 uger for tidligt og hvis datter kun vejede 573 gram ved fødslen. Forældrene bør kunne bruge alle deres kræfter på at fokusere på deres barns behov. De skal ikke mødes af unødvendige regler og benspænd. Vi skal sikre dem en god, rolig og tryg start på livet,” siger Signe Munk.
Læs historierne fra Pernille & Olivia, der har stillet borgerforslaget, og Christina fra Viborg. De har alle har stillet sig frem for at sætte fokus på barselsrettighederne for forældre til for tidligt fødte og barnet.
Et andet element er, at hjemmebehandling skal give ret til forlængelse. Som det er i dag påbegynder barslen, når du udskrives fysisk fra hospitalet. Selvom du fortsat har lægebesøg og behandlinger.
Med sin erfaring fra afdelingen for syge og tidligt fødte børn i Viborg ved Signe Munk, hvor stor en forskel trygge rammer gør for familier i en udfordrende situation. Og hjemmebehandling vil samtidig frigive pladser til andre forældre i sundhedsvæsnet, når nogle vælger hjemmebehandling. Derfor skal de forældre heller ikke straffes.
”Jeg forstår virkelig godt, at man vil hjem i vante omgivelser. Men derfor kan fortsat være i alarmberedskab, tæt kontakt med sygehuset og til behandlinger. Det virker både uretfærdigt og ulogisk, at forældre straffes for at vælge hjemmebehandling, der faktisk aflaster sundhedsvæsnet,” siger Signe Munk.
Baggrund
Bedre barselsrettigheder til for tidligt fødte er en del af SF-projektet Tænk stort for de små.
SF har tidligere sikret rettigheder til forældre til tvillinger. Forældre til tvillinger født fra den 1. maj 2024 får dermed ret til 26 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge.