SF vil have akut hjælpepakke til ældre
20-04-2020
Indtil flere kommuner har skåret ned på rengøring og bade i ældreplejen. Katastrofalt, lyder det fra SF’s ældreordfører Kirsten Normann Andersen.
”Man kan ikke låse ældre mennesker inde i et år og så regne med, at vi kan lukke dem ud igen på den anden side af krisen og håbe på, at de har overlevet. Det er livsnødvendig hjælp, og rengøring er vigtigt i forhold til at undgå smitte. Det samme gør sig gældende for almindeligt velbefindende som at kunne komme i bad regelmæssigt,” siger Kirsten Normann Andersen til Politiken.
Når samfundet genåbnes en smule, skal der også være en hjælpepakke klar til ældre. Den skal sikre en tryg omstilling til den nye virkelighed. SF vil have afsat 300 millioner kroner, så afgørende pleje og omsorg ikke slækkes på under krisen.
”Vi har understøttet erhvervslivet med milliarder, så det bør selvfølgelig også være muligt at holde hånden under velfærden,” siger Kirsten Normann Andersen.
En del af ældrepakken skal også være penge til at sikre en organisering i faste teams. Ældre frygter smitte, og ansatte er nervøse for at sprede og starte et udbrud.
”Det er hul i hovedet at drosle ned på personalet i denne tid. Skal vi passe på vores ældre, bør vi i stedet have mere fast personale. Flere medarbejdere bør passe et færre antal ældre og de samme. Sådan kan vi hurtigt inddæmme og bryde smittekæden,” siger Kirsten Normann Andersen.
SF er optaget af ældres mentale sundhed. Vi kæmper for at gøre besøg af familie og pårørende mulige.
I udvidelsen af den kontrollerede åbning står der: ’Der findes nye metoder til at understøtte besøg fra familie og pårørende på en sundhedsmæssig forsvarlig måde’.
”Det er rigtig godt, at vi igen kan lade ældre se deres kære og nære. Vi vil gerne sørge for, at hverdagen også på plejehjem og i hjemmeplejen bliver mere normal. Det kommer til at koste noget ekstra, men selvfølgelig skal vi have råd til en værdig alderdom,” siger Kirsten Normann Andersen.
Det handler for SF om at sikre balancen mellem det sociale liv og en sikker hverdag for ældre under sundhedskrisen.