SF vil gøre op med velhaverrabat og sikre indkomstafhængige bøder
06-05-2025
Det danske retssystem er socialt skævt og favoriserer de velstillede. Det mener SF, der forud for regeringens kommende strafreformsforhandlinger kræver et socialt eftersyn af retssystemet og et opgør med den ofte benyttede privilegie-forlomme, der ses ved domstolene. Samtidig vil partiet sikre indkomstafhængige bøder.
”Det er på tide, at vi rydder op i et pilskævt straffesystem, der ser mildere på dem, der er født med en guldske i munden. Det skal være slut med ’privillegie-rabat’ ved domstolene,” siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen.
Undersøgelser viser, at både indkomst og uddannelse spiller en rolle i strafudmålingen. Velstillede slipper ofte billigere end mennesker i udsatte positioner – selv når der er tale om identiske lovovertrædelser.
Et opsigtsvækkende eksempel fra Københavns Byret viser tydeligt problemet: En ung, talentfuld fodboldspiller blev dømt for både besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materiale, men slap for straf som følge af hans ’gode personlige forhold’. Eksemplet er langt fra det eneste.
”Når velstillede slipper billigere på grund af ‘gode personlige forhold’, underminerer vi hele idéen om lighed for loven – et helt centralt princip i vores samfund. Det hænger jo slet ikke sammen, og det skal ændres,” siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen.
Bøder skal ramme lige hårdt – uanset indkomst
SF foreslår desuden, at flere bøder fremover skal reguleres efter indkomst, som det allerede sker i lande som Finland og Sverige. I Danmark anvendes indkomstregulerede bøder i dag kun i begrænset omfang, eksempelvis ved spirituskørsel. Det vil SF nu ændre på.
“Vi kan ikke have, at nogle samfundsgrupper bare trækker på skulderen, fordi det er et greb i lommen, mens andre bliver virkelig hårdt ramt af en bøde. Uanset om man er kontanthjælpsmodtager eller direktør, skal man kunne mærke en bøde,” siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen.
Med bøder, der fastsættes med udgangspunkt i den enkelte borgers økonomiske formåen, vil man sikre, at bøden har en reel præventiv effekt – uanset social status.
[1] Undersøgelse fra Rockwoolfonden.
https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/over-hver-anden-doemte-slipper-for-faengslet-fodlaenke-og-samfundstjeneste-tager-over/#:~:text=Over%20hver%20anden%20d%C3%B8mte%20slipper%20for%20f%C3%A6ngslet%20%E2%80%93%20fodl%C3%A6nke%20og%20samfundstjeneste%20tager%20over&text=En%20r%C3%A6kke%20reformer%20af%20straffesystemet,brugen%20af%20traditionel%20f%C3%A6ngselsstraf%20falder