Jeg er født i en arbejderfamilie, blev akademiker og har både arbejdet i Sundhedsstyrelsen, i fagbevægelsen og er i dag del af Julemærkehjemmene. Jeg er en del af en sammenbragt familie med børn og kat og en god hverdag. Jeg kender værdien af tryghed og velfærd indefra.

Velfærden er blevet forringet gennem mange år. Børnene har færre voksne i børnehaven og SFO’en end da jeg var barn. Unge tvinges ud i karakterræs og fokus på præstationer og det perfekte. Det skal stoppe nu, og i stedet skal vi give børn og unge mere ro på. I flere år har jeg været aktiv i skolebestyrelser og ved, at skolerne trænger til mere frihed med tid og rum til faglighed.

Folketinget har indført regler og kontroller overalt i vores samfund – fra vuggestuer til ældreplejen. Resultatet er, at vi har alt for meget system og alt for lidt velfærd i vores samfund, så flere og flere mistrives. Mange oplever at snuble og falde i systemet, eller at de ikke passer ind. Det gælder både i skolen, arbejdsmarkedet og det sociale sikkerhedsnet, som burde være rummeligt og gribe os.

Mennesker er forskellige, og for mig er det afgørende, at du får den omsorg, pleje og behandling, du har brug for – uanset hvor du bor, og hvor kort eller lang en uddannelse du har.

I dag er forskellen på at bo i Egedal eller Ishøj 7 leveår. Tænk at et postnummer betyder så meget. Samtidig er vores muligheder og livskvalitet alt for afhængig af hvilken uddannelse, vi har. Det betyder, at vi ikke har lige muligheder for at leve et sundt, godt og langt liv. Det skal laves om med bedre livsbetingelser, billig sund mad, forebyggelse og individuel behandling og vi må og skal dæmme op for epidemierne af stress og ensomhed

Vores velfærd skal kendes på at give tryghed og nærvær – også overfor de ansatte, som skal mødes med tillid og ikke med rigide regler og meningsløse dokumentationskrav.

Jeg er grundlæggende positivt indstillet og tror på, at forandringer og forbedringer er mulige. Jeg vil faktisk sige, at jeg ved, at forbedringer er mulige, for jeg har oplevet det. Da jeg gik i 2. klasse, ville man lukke vores fritidsklub. Kampen for klubben blev min første politiske kamp – og sejr. Som voksen har jeg som aktivist været med til at stoppe byggeriet af etageboliger i Vestskoven sammen med andre ildsjæle. Og i kommunalbestyrelsen fik jeg gennemført, at kommuner ikke skulle tjene penge på ansattes strejker, når de ikke skulle udbetale løn til strejkende lærere. Jeg har også sikret bedre normeringer i børnehaverne, og at naturen er sikret plads i byudviklingen. Det er min erfaring, at man opnår mest ved at have klare mål, byde aktivt ind og samarbejde.

Jeg har ikke altid været aktiv i politik, men altid engageret. I naturbevarelse, studenterpolitik og som besøgsven for asylansøger og aktiv i mit lokalsamfund. Undervejs i livet har jeg fået nogle afgørende erfaringer med mig fra jobbet som ufaglært tjener i Schweiz, frivillig i Zimbabwe og studerende i Holland. Siden har jeg arbejdet i Belgien og boet med min familie i Luxembourg, og det har givet mig udsyn og stålsat overbevisning om, at det danske velfærdssamfund er værd at knokle for, bevare og udvikle.

Mine jobs som konsulent i 3F og HK har givet mig en god indsigt i de mange forskellige (arbejds-)liv, vi hver især har – og hvor hårdt det er at stå uden job for både pengepung og selvopfattelse.
Vi skal kæmpe for det, hvis Danmark skal være et sundt velfærdssamfund for alle – og hvis vi igen skal kendes som det progressive foregangsland, vi en gang var. Derfor arbejder jeg for flere og bedre muligheder til flere, uden at vi glemmer og klemmer de få, og for at klimaet genoprettes og naturen bevares.