JEG KÆMPER FOR ET GRØNT OG TRYGT EUROPA TIL MINE BØRNEBØRN

”The ice is melting at the pøules”, sagde jeg som udenrigsminister. Og der blev grinet af min udtale. Det kan jeg leve med. Men jeg kan ikke acceptere, at min generation af politikere ikke handler på klimakrisen! Jeg vil sætte klimaet før alt andet i EU!
Men klimakrisen står ikke alene. Vi må rykke tættere sammen i Europa. Det er nødvendigt efter Putins barbariske invasion af Ukraine. Samtidig oplever vi, at trygheden i Europa bliver udfordret. At lønninger og rettigheder på arbejdsmarkedet bliver rullet tilbage. Ja, rettighederne smuldrer, mens uligheden vokser! De rigeste bliver bare rigere og rigere. Jeg vil en anden vej.

ET SOLIDARISK EUROPA
Velfærdssamfundet er den bedste samfundsmodel, som har sikret europæerne tryghed og frihed gennem årtier. Den skal vi værne om! Vi skal udvikle den. Ikke acceptere afvikling!
Jeg har været i politik længe. Men jeg er langt fra færdig. Mine børnebørn skal vokse op i et trygt, et grønt og et sikkert Europa.

VILLY KORT FORTALT
Hele mit liv har jeg kæmpet for lighed, fællesskab og klimaet; som udenrigsminister, formand for SF og som medlem af Folketinget.
Jeg elsker at gribe guitaren og spille op til fællessang og passe min have.