Jeg har altid brændt for at mindske uligheden i vores samfund. Som teenager meldte jeg mig ind i SF Ungdom, fordi jeg blev provokeret over, at vi ikke var bedre til at hjælpe de hjemløse.
Siden har jeg kæmpet for at skabe et bedre liv for de, der ikke har så meget, og for at vi skal bruge flere ressourcer på velfærdssamfundet, så alle kan få hjælp, når de får brug for det. I dag er jeg rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, hvor jeg har siddet i byrådet siden 2010.
Som rådmand for Børn og Unge er det afgørende for mig, at vi skaber det bedst mulige børneliv, hvor der er fokus på kvaliteten af de tilbud, vi giver børn og unge, frem for på tests og kvantitative resultater. Børn skal have lov at være børn.
Desuden skal skoler og daginstitutioner sættes fri – hvilket vi blandt andet har gjort ved at gøre læringsplatformen frivillig – fordi det er dem, der arbejder med børnene, der bedst ved, hvad der skal til for at skabe de bedste rammer. Jeg er selv uddannet folkeskolelærer og tror på, at vores børn lærer bedst, når lærerne får mest mulig frihed.
Jeg bor i Hjortshøj nord for Aarhus med min kone og vores to børn. Når jeg har fri, bliver tiden brugt med familien, venner, en tur på Aarhus Stadion, en koncert eller en løbetur.
Mærkesager
Stærkere velfærd
Vi skal have prioriteret et løft af vores velfærd, fremfor flere nedskæringer. Derfor kæmper jeg for et lille løft af skatten i Aarhus, så vi kan få råd til mange flere velfærdsmedarbejdere.
Flere pædagoger til vores børn
Børn skal have flere uddannede voksne omkring sig, der har tid til omsorg og udvikling for det enkelte barn. Derfor skal vi have indført minimumsnormering hurtigst muligt, og max 24 elever pr. klasse i folkeskolen.
Miljø og klima
Der skal være plads til flere grønne åndehuller i Aarhus. Både for klimaets og borgernes skyld. Det skal ske gennem mere vild natur og færre biler i bymidten.