Bornholms stemme

– ikke bare et ekko

Jeg er bosiddende i Rønne på Bornholm med min hustru Trine og vores to drenge Eskil og Aksel, mens deres storesøster Alberte er studerende i Ålborg. Vi nyder øens natur, foreningsliv, fællesskaber samt skiftene i tempo og ro, der udspiller sig gennem året.

Jeg stiller op til regionsrådsvalget, fordi jeg vil arbejde for, at Bornholm ikke bliver hverken glemt eller klemt i den nye Region Østdanmark. Vores geografi giver nogle udfordringer, som de fleste andre landsdele ikke har. Det ændrer ikke på, at bornholmerne har de samme rettigheder som alle andre borgere. Det kræver gode og smarte løsninger. Dem vil jeg gerne være med til at udvikle.

Sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Hovedstaden bliver en stor opgave. Men den kan også være grobund for forandringer, hvor vi sammen – på tværs af den nye region – kan styrke og kvalificere servicen til glæde for borgerne uden for de store byer.

Større samarbejde med kommunerne

  • Regionen skal arbejde tættere sammen med kommunerne i Østdanmark – stærke fælles løsninger kræver dialog og samarbejde.
  • Jeg vil arbejde for at sikre, at de mindre kommuner får de ressourcer, de har brug for til at løfte deres opgaver på forsvarlig vis.

Et mere kvalificeret sundhedsvæsen

I SF skal vi skabe rammer, der kan styrke den faglige stolthed og arbejdsglæde for alle ansatte. Vi skal:

  • Skabe sunde arbejdspladser med tid til både borgeren og til at de ansatte kan bruge deres faglighed.
  • Fastholde og udvikle samarbejdet mellem Bornholms Hospital samt Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, som i dag opleves som en gevinst for Bornholm. Det er en samarbejdsmodel, man med fordel kan udbrede til andre dele af den nye region.

Mere fokus på miljø og forurening

Bornholm skal – som den eneste landsdel – ikke leve op til nye, strengere krav om kvælstofudledning. Selvom landbruget på Bornholm kun står for en lille del af udledningen til Østersøen, så skal vi gøre mere for at få livet under vandet tilbage hele vejen rundt om øen. I regionen skal vi handle der, hvor vi kan:

  • Vi skal tage ansvar for miljøforurening – forurenet jord skal renses hurtigere og mere effektivt.
  • Vi skal i højere grad sikre bæredygtige løsninger i hele regionen – vi skal tænke grønt i alle beslutninger.

En stærkere velfærd for alle

Vi skal bekæmpe ulighed i sundhed ved at styrke sundhedstilbuddene der, hvor der er mest brug for det. Vi skal sikre bedre vilkår nu og i fremtiden.

  • Børn og unge fortjener bedre forhold – vi skal investere i deres fremtid.
  • Ældresektoren skal styrkes – værdig pleje og omsorg for vores ældre.
  • Sundhedstilbud på Bornholm skal forbedres – ingen skal efterlades uden hjælp.

For på Bornholm skal ingen stå efterladt på perronen – heller ikke uden for sæsonen.