Mit navn er Susanne Blegvad Posselt, jeg er 61 år og bor i Broager. I 24 år har jeg undervist på Broager Skole, hvor jeg stadig hver dag møder ind som klasselærer, læsevejleder og ordblindelærer med hjertet fuld af kærlighed til børnene og skolen.

Jeg stiller op som spidskandidat for SF, fordi jeg mærker et stærkt kald til at gøre en forskel. Vi har brug for mere fællesskab, mere omsorg og mere mod i politik. Jeg ser alt for ofte, hvordan beslutninger uden blik for virkeligheden rammer dem, der har allermest brug for opbakning. Børnene, de unge, de ældre, de syge, de handicappede, dem der står uden for fællesskabet. Jeg stiller op, fordi jeg ikke længere vil se til, mens beslutninger træffes hen over hovedet på dem, det handler om. Jeg vil være en tydelig stemme for dem, der ikke selv bliver hørt.

Jeg er vokset op på en gård i marsken og har fundet mit voksenliv i Sønderborg Kommune, hvor både natur og fællesskab har givet mig rødder. Jeg har to voksne børn, er næstformand i Kunstværket i Augustenborg og elsker at gå på opdagelse i loppefund og gamle historier.

Jeg tror på, at vi kan skabe et Sønderborg, hvor alle føler sig set og hørt, og hvor vi ikke bare taler om forandring, men handler på den.

MÆRKESAG: EN FOLKESKOLE, DER KAN HOLDE TIL DET

Vi skal sikre, at lærere og pædagoger har tid og ressourcer til det, de er bedst til: at se og løfte hvert enkelt barn. Jeg vil arbejde for mindre bureaukrati, flere voksne i hverdagen, flere to-lærerordninger og reel støtte til de børn, der har særlige behov. Inklusion skal give mening i praksis, ikke kun på papiret.

Der skal være tryghed og sikkerhed i skolernes økonomi, så de får ro til at fokusere på det vigtigste: at skabe en bedre skole for alle børn.

MÆRKESAG: EN GRØNNERE OG MERE ANSVARSBEVIDST KOMMUNE

Vi står midt i en klimakrise, og det kræver handling, ikke kun ord. Vi lever i en kommune, hvor vi har fjorde, der dør for øjnene af os. Det skal vi have rettet op på, og det kan kun gå for langsomt. Jeg vil arbejde for, at Sønderborg Kommune tager ansvar ved at investere i grøn energi, beskytte vores drikkevand og sikre biodiversitet i naturen. Det betyder færre sprøjtegifte på markerne, flere grønne områder og støtte til lokale initiativer, der gør en forskel.

Vi skal skabe en bæredygtig kommune, der tænker på fremtiden både for os og for kommende generationer.

MÆRKESAG: VELFÆRD, DER VIRKER FOR ALLE

Velfærd er ikke en luksus, men det, der holder vores hverdag sammen og gør samfundet trygt. Jeg vil kæmpe for flere ansatte i ældreplejen, fordi dem, der passer på vores ældre, skal have ordentlige arbejdsforhold og den respekt, de fortjener. Det gælder også daginstitutionerne, hvor der skal være nok voksne til at give hvert barn den omsorg og opmærksomhed, det har brug for. Minimumsnormeringerne skal ikke bare være tal på et papir. De betyder tryghed for børnene og bedre arbejdsforhold for personalet. Privatisering og udlicitering må ikke gå ud over kvaliteten og fællesskabet i vores velfærd.

Kommunens beslutninger skal tage udgangspunkt i virkeligheden og i de mennesker, der lever den. Velfærd handler om mennesker, ikke bare om tal og penge.