Drivkraften for mig er og har været ønsket om et mere lige, grønt og solidarisk samfund. Hos os på Omegnen er det tydeligt, at der stadig er et opgør at tage med uligheden. Al politik handler for mig om at skabe bedre vilkår for de, der har mindst. Der er områder i vores kommuner på Omegnen, hvor børn ikke får samme muligheder som deres jævnaldrende, og hvor arbejdsløse eller syge falder igennem det sociale sikkerhedsnet. Det kan vi ikke være bekendt.
Derfor vil jeg blandt andet kæmpe for:
Alle børn skal have en god start
Det skal være trygt at starte familie i Danmark, og det skal være trygt at overlade børnene i gode vuggestuer og børnehaver, hvor de voksne har tid til at være sammen med dem.
Gode vuggestuer, børnehaver og skoler spiller en helt afgørende rolle i forhold til børns tidlige læring og udvikling. Derfor skal vi sikre, at der er tid til at hjælpe alle børn godt på vej i de første vigtige år, og for alt i verden standse den stigende mistrivsel hos vores børn og unge. I Gladsaxe har jeg sikret, at vi fremrykker minimumsnormeringerne, men det skal vi sikre for hele landet. Samtidig skal klassestørrelsen sættes på højst 24 elever i folkeskolen, og vi skal have forkortet skoledagen, som er blevet alt for lang.
Klimasikring og mere natur
Den vigtigste indsats for vores børn er dog en aktiv klimapolitik, der har til formål at sikre en fremtid for dem og deres efterkommere. Det er en bunden opgave for min generation at sørge for, at kloden også er værd at bo på for de næste generationer. Hvis vi blot lader stå til, vil det vildere og mere voldsomme vejr vi – også i de københavnske omegnskommuner – har oplevet de seneste år, blot være begyndelsen. Og tænk engang på, hvor hårdt det vil ramme de mennesker i verden, der i forvejen har allermindst. Klimakampen er nemlig også en klassekamp. En kamp, der handler om at beskytte menneskets fremtid. En fremtid med fantastiske muligheder for at skabe jobs, mere vild og fri natur og en renere luft at indånde. Også i byerne. Vi bør se kampen for fremtiden som en mulighed for at skabe en bedre og mere retfærdig fremtid.
Mindre trafikstøj og mere renere luft
Hos os på Omegnen findes flere af landets mest trafikerede motorveje. Flere hundrede danskere dør hvert år for tidligt på grund af vejstøj og luftforurening, og mange flere bliver syge og stressede. Det er ikke rimeligt, at os, der bor tæt på, skal lide under trafikstøj fra dem, der kører forbi og betale med vores liv og helbred. Det ER muligt at gøre noget ved det ved f.eks. at bygge flere støjskærme, sænke hastigheden og udbygge den kollektive trafik med bl.a. letbaner og metro til f.eks. Hvidovre Hospital. Som en del af Vestegnens Trafikforum (Vestegnens trafikmafia) har jeg længe kæmpet for at løse de trafikale udfordringer hos os, så vi også i fremtiden kan bo her uden altid at skulle lukke vinduerne eller tage åndedrætsværn og høreværn på, når vi går udenfor. Og den kamp vil jeg også føre inde fra Christiansborg.
En værdig ældrepleje og retten til gode senior år
Vores ældrepleje har alt for længe været præget af minuttyranni og alt for lidt tid til omsorg. Jeg vil kæmpe for at få skabt mere faste teams i vores pleje, hvor hjemmehjælperne får tid til at drikke en kop kaffe og få en snak med de ældre medborgere, der har brug for det. En værdig ældrepolitik er også at sikre, at alle seniorer får gode år på den anden side af arbejdsmarkedet. Alt for mange døjer med konsekvenserne af et hårdt arbejdsliv og har derfor ikke energi til at nyde pensionisttilværelsen. Jeg vil derfor arbejde for, at der investeres yderligere i arbejdsmiljø, efteruddannelse og generelt bedre muligheder for retfærdig tilbagetrækning. Og lad os nu for pokker stoppe den automatiske stigning af pensionsalderen.
Jeg håber på din støtte til at kunne fortsætte kampen for et styrket rødt og grønt SF og Danmark.