Jeg kom til Kolding midt i 70-erne for at tage en læreruddannelse med linjefagene idræt og samfundsfag. Med i bagagen havde jeg et idrætshøjskoleophold fra Sønderborg og et højskoleophold på Tvind med Den Rejsende Højskole. På seminariet fandt jeg ud af, ikke mindst på grund af Villy Søvndal som jeg er udannet sammen med, at man i SF kunne være socialist uden at være hverken DKP-er eller Tvinder. Jeg har været medlem af SF lige siden.
I start 80-erne beskrev jeg sammen med 3 andre unge et idegrundlag til en breddeidrætsefterskole knyttet det lokale idræts-og foreningsliv. Vi valgte Kolding, fordi byen var kendt som en idrætsby. Det er den stadig, og vi skal i SF være med til at videreudvikle Koldinng som idrætsby.
- Vi skal arbejde på motions-og naturoplevelses muligheder – eksempelvis en natursti til Drejens og Hovens Odde langs fjorden.
- Vi skal understøtte idræts- og foreningslivet så det bliver et reelt tilbud til alle børn og unge.
- Vi skal udvide svømmeundervisningen i de små klasser i skolen, så børnene lærer at svømme
- Vi skal understøtte initiativer, hvor idræt er et middel til integration af borgere med anden etnisk baggrund
- Vi skal understøtte idræts-og samværsaktiviteter for en stadig stigende ældregruppe
- Vi skal støtte det projekterede ”Marina City” for at give gode muligheder for sejladsoplevelser på Kolding Fjord.
Idræt handler om velvære, sundhed, samvær og trivsel. Vi lever i en tid, hvor der er en øget bevidsthed om vigtigheden af at bevæge sig. Idræt har således grene til børne-og ungdomsområdet, ældreområdet, naturområdet, sundhedsområdet og kultur – og foreningslivet.
En stemme på mig til byrådsvalget er således en stemme på Kolding som idrætsby.

