Alle mærker inflationen. Især børnefamilier, pensionister og studerende er pressede. Jeg tror på, at vi skal igennem krisen på en socialt ansvarlig måde. At dem, der har mest, skal sikre trygheden for de fleste.
Jeg har en vision om et samfund, hvor flere børn stortrives. Mistrivslen blandt børn og unge er en kæmpe opgave, som vi skal løse hurtigst muligt.
Jeg har en vision om et samfund, der sætter klimaet og naturen først. Med nye ambitiøse målsætninger og med konkret handling – her og nu.
Jeg har en vision om et samfund, hvor velfærden er værdig. Hvor det er trygt at blive gammel. Og hvor vores børn får en god start på livet og ingen børn lever i fattigdom.
🫶 Inflationshjælp til dem, der har mindst
💔 Stop mistrivsel hos børn og unge
❤️ Værdigheden tilbage i ældreplejen
Kandidat i København
Jeg stiller op i København. Som københavner har jeg både røde og grønne ambitioner på byens vegne.
København skal gå foran og være en af verdens grønneste byer. Vi har en fantastisk by, hvor man kan bade i havnen – det er helt unikt. Men desværre har vi været for langsomme om at sikre en ren luft og grønne åndehuller alle steder byen, og vi skal også sikre flere CO2-reduktioner i byen.
København skal også være en by, man har råd til at bo i. Lige nu er det svært at blive boende i byen for studerende, for pensionister, men også for pædagoger, sygeplejersker, politibetjente, SOSU-medarbejdere og alle mulige andre, som er så vigtige for vores velfærd.
Og så skal mistrivslen blandt børn og unge – også de københavnske – bekæmpes, og alle københavnske børn skal få en tryg start på livet med gode forhold i daginstitutionerne.
Hvem er jeg?
Jeg er gift, har en teenagedatter og to bonusdøtre, og bor i Sydhavnen i København. Jeg nyder livet med familien, vores hund Obi, mit strikketøj og lange ture og havearbejde i sommerhuset.
Jeg blev tidligt i min ungdom interesseret i miljø- og udenrigspolitik og meldte mig ind i SFU som 14-årig. Verdens udvikling og grøn omstilling er stadig to politiske områder, der står mit hjerte meget nært.
Jeg har været medlem af Folketinget siden 2007 og har tidligere været handels- og transportminister.
Jeg har været SF-formand siden 2014. Jeg er stolt af at stå i spidsen for vores parti, som er propfyldt med kloge politiske hoveder og engagerede græsrødder. Som formand prioriterer jeg højt at komme rundt i hele Danmark ofte. Det brede perspektiv på vores land kan man ikke få ved at sidde på Christiansborg.