Ingeniør, gift, far og bedstefar til 5 dejlige børnebørn.

Efter 37 år som ingeniør i det private erhvervsliv har jeg nu besluttet at bruge al min faglige og organisatoriske energi på den grønne omstilling.

Vi skal have stoppet overforbruget af klodens klima, natur og ressourcer. Et godt folketingsvalg til SF er den bedste garant for en solidarisk, grøn omstilling. Det vil jeg som folketingskandidat i Københavns Omegns storkreds gøre mit til.

Efter 2 år som projektleder på SF’s grønne program ved jeg hvor meget SF har at byde på. Programmet viser den grønne retning på alt fra energi over byggeri, transport, landbrug og bæredygtigt forbrug. Og det viser hvordan vi genopretter miljøet og sikrer sammenhængende områder til lands og til vands hvor naturen har fortrinsret.

Jeg bliver provokeret, når økonomer og politikere henviser til at vi skal spare på det offentlige og spænde livremmen ind. Der er ikke engang råd til at holde hånden under dem der bliver hårdest ramt af inflationen – uden at spare et andet sted.

Mærkesager 

Et ressourcestærkt samfund

Som ressourcestærkt samfund har vi forudsætningerne for at sætte fuld fart på omstillingen. Den private opsparing bugner, betalingsbalancen har aldrig været bedre, og statens overskud bare vokser og vokser.

Realiteten er at vi har råd både en solidarisk, grøn omstilling og bedre og genopretning af ydelserne og velfærden, og til ligeløn – specielt i de underbetalte jobs, ikke mindst i den offentlige sektor.

Med den rigtige økonomiske politik er der råd til begge dele. Jeg vil arbejde for at prioriterer den grønne omstilling, velfærd og lighed over gigantiske private formuer og stigende ulighed.