Jeg hedder Michella Lescher, er 37 år og født og opvokset på Frederiksberg. Jeg har en kandidatgrad i socialvidenskab med speciale i velfærdsstudier, og arbejder til daglig som kunderådgiver i Bygningsstyrelsen, hvor jeg rådgiver universiteter om nybyggeri, modernisering og vedligehold.
Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg ganske enkelt ikke kan lade være. Jeg er mere rød end grøn, og jeg tror på et Frederiksberg, hvor fællesskaberne står stærkt, og hvor ingen bliver efterladt på perronen.
Jeg tror på et Frederiksberg, hvor de stærkeste griber de svageste. Hvor de ældre lærer fra sig og lader sig inspirere af de unge. Hvor vi mødes og respekterer hinanden på tværs af alder, baggrund og livssituation, men hvor der også er plads til at trække sig tilbage i mindre, nære fællesskaber.
Jeg er drevet af min egen opvækst med en forælder, der havde et alkoholmisbrug, men det er mine seks år som ansat i Frederiksberg Kommune, der får min politiske ild til at brænde. Her oplevede jeg, hvordan dygtige og engagerede medarbejdere hver dag kæmper for at få velfærden til at hænge sammen. De erfaringer får min ild til at brænde for seniorerne, for de ældre og deres pårørende, og for alle de børn og unge, der vokser op i hjem, hvor alkohol eller stoffer fylder for meget.
Jeg vil arbejde for et Frederiksberg, hvor vi tager hånd om hinanden. Hvor velfærden ikke bliver målt i Excelark, men i livskvalitet, nærvær og menneskelighed.
- Flere bofællesskaber til vores seniorer
- Bedre hjælp til borgere med demens og deres pårørende
- Bedre tilgængelighed og biasfri byrum
- Bevar vores biblioteker!

