Jeg er fra Havnen – født og opvokset på Amager og bor nu på Bryggen, hvor også min farmor voksede op. Her elsker jeg at bo i det gamle arbejderkvarter og deler glæden med min mand og to døtre på 7 og 15 år.

Jeg har mange år som nordisk produktchef hos Nordisk Film, efterfulgt af nogle frihedssøgende år, hvor jeg rejste verden rundt. Udover en HD fra CBS har jeg senere uddannet mig til cand.it fra IT-Universitetet og blev efterfølgende ansat i ETHOS Lab. I dag arbejder jeg med beskyttelse af børn online gennem regulering af sociale medier i Digitaliseringsstyrelsen og sidder i SF’s interne IT- og Digitaliseringsudvalg.

Som mor har jeg haft daginstitutioner, fritidshjem, klubber og skoler tæt inde på livet. Den store aldersforskel på mine børn har gjort mig vidne til en udvikling i den forkerte retning – med store konsekvenser for både børn og familier.

Jeg er ny i politik, men ikke i kampen for børnene. I 2019 startede jeg forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, som gav børn en stemme og mobiliserede et historisk forældreoprør for bedre normeringer. Bevægelsen satte både minimumsnormeringer og børns mistrivsel på den politiske dagsorden.

At børn ikke er blevet prioriteret i mange år, har store konsekvenser. Der skal skabes de rigtige rammer for, at vores børn kan trives.

Politisk har jeg disse ambitioner

  • De mindste børn skal sikres stabilitet, omsorg og nærvær, mens de større skal have fritidstilbud, der inspirerer og skaber fællesskab – som et reelt alternativ til skærmene.
  • Forældre skal have gennemsigtighed i normeringer og pædagogandel, så familier trygt kan vælge de tilbud, der passer dem bedst.
  • Alle børn skal opleve nærvær, mangfoldighed og fordybelse på deres egne præmisser. Skoler, fritidshjem og klubber skal styrkes: flere klasser med to lærere, socialt understøttede frikvarterer, bedre kvalificeret personale – og rene toiletter!
  • Fritiden skal understøtte sammenhold, sunde fællesskaber og udvide børns horisonter.
  • Familier skal have ro og fleksibilitet til at yde omsorg for deres børn, når de er syge.
  • Digitaliseringen i København skal skabe en enklere hverdag og styrke borgernes indsigt og indflydelse. Den skal forbedre økonomien – ikke drive budgetterne i vejret – og vi skal undgå afhængighed af store tech-leverandører.

Jeg tror på græsrødderne – og på at forandringer vokser nedefra. Derfor har jeg været med til at starte og støtte bevægelser og fællesskaber, der samler på tværs. Det er her, jeg finder håb, styrke og vedholdenhed.