Jeg vokset ud af både aktivisme og et langt arbejdsliv med fokus på samfundsforhold. Jeg har været engageret i civilsamfundet i mange år, arbejdet med politiske processer både i Danmark og i Bruxelles. Udover at være medlem af Borgerrepræsentationen, arbejder jeg i fagbevægelsen, i HK, hvor jeg beskæftiger mig med, hvordan vi sikrer et fair og ordentligt arbejdsmarked, når nye teknologier som AI gør deres indtog.

Jeg bor på Amager og jeg elsker København, men jeg er også meget bevidst om de udfordringer, byen står overfor. Udviklingen går stærkt, og stærke økonomiske interesser præger i stigende grad boligmarkedet og byens liv. Det udfordrer både sammenhængskraften og den livskvalitet, som gør København til noget særligt. Jeg er optaget af, at København også i fremtiden skal være en by, hvor almindelige lønmodtagere kan bo og leve – også dem, der arbejder i velfærden og i de servicefag, der får hverdagen til at hænge sammen. En by, hvor der er balance mellem vækst, fællesskab og livskvalitet, og hvor der er plads til mangfoldighed.

Jeg brænder samtidig for et levende og mangfoldigt byliv. Kultur- og fritidslivet er en helt central del af København, og jeg er optaget af, at byens lokale kulturhuse, biblioteker, caféer, spillesteder og natteliv har gode vilkår. Byens særlige karakter opstår i mødet mellem mennesker og i de mange små og store fællesskaber, der findes i hverdagen.

Mit engagement udspringer også af mit arbejde for LGBT+-miljøet i København. Jeg har i mange år været optaget af rettigheder, tryghed og synlighed for LGBT+-personer, og af hvordan vi som samfund kan modarbejde diskrimination og had. Det arbejde har givet mig et stærkt fokus på inklusion og lige muligheder for alle.