“Jeg har selv oplevet, hvordan den rette viden og tilgang kan ændre et barns livsmuligheder. Derfor kæmper jeg for børns trivsel og stærke fællesskaber, hvor anerkendelse ses som en menneskeret.”

Da jeg, i 1979, blev adopteret til Danmark var jeg i de første 10 år af mit liv, ét af blot en håndfuld brune børn i den lille sønderjyske by jeg boede i. Jeg lærte derfor tidligt, hvad det vil sige at blive stemplet som anderledes og hvordan mistrivsel kombineret med, på det tidspunkt ikke-diagnosticerede neurodivergente udfordringer, kan påvirke skolelivet på afgørende punkter.

Jeg oplevede dog også gennem mit senere børne og ungdomsliv, hvordan den rette viden og rette tilgang hos fagprofessionelle, kan få afgørende betydning for det enkelte barn eller unges livsmuligheder.

Det er derfor, jeg kæmper for børns trivsel. Fordi jeg ved, hvordan det føles, når fællesskabet svigter – og jeg ved, hvor stor en betydning det kan have, når fællesskabet løfter. Og fordi jeg mener at det er en menneskeret at blive anerkendt som det unikke væsen hvert enkelt barn, ung eller voksen er.

Hvem er jeg?

Jeg hedder Lars og bor i Albertslund. Jeg er 46 år og gift med Susanne og sammen har vi 3 børn.

Jeg er uddannet Cand.mag. i Kultur & Sprog og Socialvidenskab, og har derudover en uddannelse som socialrådgiver. Som Socialrådgiver har jeg blandt andet har arbejdet med voksne som, grundet psykiske eller sociale udfordringer, stod langt fra arbejdsmarkedet.

Jeg har dog i mit senere arbejdsliv primært arbejdet med digitalisering, herunder digital inklusion og tilgængelighed og hvordan digitalisering kan bruges ansvarligt som redskab i den offentlige forvaltning.

Min fritid går med at opstarte projekter i haven og i huset, at være politisk aktiv og bruge tid med min familie.

Som kandidat har jeg nogle mærkesager som grunder både min faglige og personlige baggrund

Sårbare børn og unge

Alle børn fortjener anerkendelse – også de børn, der møder skolen med diagnoser, skjulte handicaps, sociale eller faglige udfordringer. Men anerkendelse alene er ikke nok. Det kræver, at vi som voksne møder barnet på den rigtige måde og med de rette kompetencer og ressourcer

Et barn med angst, neurodivergens eller psykiske sårbarheder har brug for en anden tilgang end et barn med høj intelligens, faglige udfordringer eller ordblindhed. Derfor skal skolen have de rette kompetencer og redskaber – ikke én standardløsning.

Mit udgangspunkt er enkelt: børn skal møde mindre støj – både i klassen og i tankerne. Når vi skaber ro og rammer, der passer til det enkelte barn, giver vi plads til trivsel, læring og udvikling.

Derfor kæmper jeg for lavere klasseloft og flere timer med to voksne i klassen. Det er helt afgørende for at skabe de relationer og den nærhed, som gør forskellen i hverdagen.

Folkeskolen skal kunne rumme alle børn og sikre dem lige muligheder for at lykkes – uanset forudsætninger.