Der er masser af penge i Danmark, men de skal fordeles fair og retfærdigt. Der skal være meget mere plads til naturen, rent drikkevand og levende fjorde. Og vi skal skabe et samfund, hvor børn og unge trives; med tro på egne evner og det, de kan bidrage med.

Jeg er født i Esbjerg og formet af min opvækst på et familielandbrug i Ølgod, af foreningslivet, af Folkekirken, af sportsånd og fællesskaber og af naturen. Land og by er ikke modsætninger, men forudsætninger for et land i balance. 

Mit ønske er at bidrage til en både kritisk og smilende venstrefløj, der magter en saglig og skarp kritik og allermest evner at præsentere konkrete løsningsforslag.

Der skal være håb for alle og brug for alle. 

Mærkesager

Stærke lokale folkeskoler

Alle børn fortjener at gå i en lokal skole, hvor de bliver set og mødt af voksne, der har tid til dem. Der er brug for færre test og et fagligt miljø, hvor lærere og pædagoger kan gøre det, de er bedst til.

Der skal investeres i faglighed, nærvær og fællesskabet. Konkret betyder det bl.a. stærke lærer- og pædagoguddannelser, lejrskoler og skolemad.

I en stærk lokal folkeskole skal der være et tæt samarbejde mellem forældre og skole.

Investering i folkeskolen er også en investering i de lokalsamfund, der bærer Danmark.

 

STOP skattelettelser til de rigeste

Vi kan ikke blive ved med at give skattelettelser til dem, der allerede har mest. Det er ikke fair. Pengene mangler i vores skoler, vores sundhedsvæsen og til de fattigste. Der er næsten 50.000 fattige børn i Danmark. Men vi er for rigt et samfund til at have fattigdom.

Det er ikke rimeligt, at vigtige faggrupper som sygeplejersker, pædagoger og ufaglærte slider hver dag, mens gevinsten ender hos dem med de største indkomster.

Jeg vil et Danmark, hvor vi investerer i mennesker og fællesskabet. Det er fair og fornuftigt.

 

Rent vand til næste generation

Vores børn skal kunne åbne for hanen, bade i havet og lege ved bækken uden at de behøver at tænke på gift i vandet.

Der er brug for store grundvandsparker, som er gift- og gødningsfrie. Den rene natur er bedst til at beskytte vores fælles vand.

Landbruget skal fylde mindre og forurene mindre. Døde fjorde og de fisk, der ikke er der, kalder på langt mindre udledninger af kvælstof.

Rent vand er ikke bare en ressource. Det er en arv, vi skal give intakt videre til næste generation.

Forside til 10 bud på et stærkere sydvestjylland PDF af Jørgen Kvist Læs også mine 10 bud på et stærkere Sydvestjylland

Kort om mig

Jeg har været gift med Marianne i mere end tre årtier og er stolt far til Adrian og Theresa.

Geografisk foregår mit liv mellem København, hvor jeg bor og arbejder, og Vestjylland, hvor vi sammen med venner har et lille naturhus ved Sig. 

I årtier har jeg været medlem af Varde Sportsfiskerforening – for at fiske i åen, men også for at støtte den fremragende naturpleje, der gøres af frivillige. Jeg var selv med til at stifte Projekt Frit Løb, der gennem mange år har været med til at formulere og finde op mod 100 mio. kr. til naturgenopretning af Varde og Holme Ådale. 

Jeg er uddannet cand.theol., tidligere højskoleforstander, konsulent og præst. Siden 2013 har jeg været generalsekretær for børne- og ungdomsbevægelsen KFUM og KFUK i Danmark.

Udvalgte debatindlæg og artikler

https://jv.dk/debat/penge-til-boern-og-unge-er-altid-en-fremragemde-investering 

https://jv.dk/debat/fjord-doeden-er-politisk-besluttet 

https://vafo.dk/debat/regeringen-burde-bruge-penge-paa-fattige-boern-i-stedet-for-skattelettelser 

https://vafo.dk/erhverv/samtaler-i-stedet-for-toer-teori-naturforkaemper-generalsekretaer-folketingskandidat-og-nu-ogsaa-forfatter 

https://jv.dk/debat/hvem-vil-vaere-med-oplevelsescenter-i-hjedding-til-100-millioner-kroner