Jeg er opstillet som nummer to på SF Hillerøds liste til kommunevalget. Jeg er første- suppleant til byrådet og har tidligere siddet i byrådet og repræsenteret SF i Sundhedsudvalget og Folkeoplysningsudvalget.

Jeg er gift med Kristoffer og har tre børn. Vi har boet i Hillerød Øst siden 1998.

Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel. For mig er det vigtigt, at vi sætter mennesker og klima først.

Mærkesager 

Grønt forbillede 

Jeg vil kæmpe for, at Hillerød skal være et grønt forbillede for andre kommuner. Vi skal have god og effektiv kollektiv transport til arbejde og skole og cykelstier på farlige veje. Ingen forældre skal være bekymrede for at sende deres børn alene afsted til skole og fritidsaktiviteter!

Fremtidens boliger 

I Hillerød skal vi bygge fremtidens boliger med plads til fællesskab. Boliger som er bæredygtige, egnede og spændende at bo i og kigge på. De skal være til at betale og bygget for hele livet. Jeg vil være med til at fremme bofællesskaber med blandet beboersammensætning. Jeg siger nej til flere højhuse uden sjæl.

Alle har ret til et trygt og aktivt liv hele livet. Vores børn og ældre skal mødes af uddannet og engageret personale. Jeg mener, at vi skal forebygge sygdomme – lighed i livsmuligheder begynder med lighed i sundhed!

En sammenhængende kommune

Som leder i et pensionsselskab ved jeg, at det er vigtigt, at økonomien hænger sammen og at kunderne får den service, som de har brug for. Borgerne i Hillerød Kommune skal have støtte til det, som er svært, vejledning, så de kan klare sig selv og vi skal udvikle og forbedre servicen, hvor der er brug for det.

Jeg tror på, at vi får mest velfærd, når vi deles om udgifterne. Jeg tror på stærke sociale fællesskaber, som ramme for et godt liv.