Stiller op til byrådet i Nyborg

Jeg er 40 år, bor i Ørbæk og er mor til 2 fantastiske drenge på 7 og 11 år. Jeg er ansat som bogholder i en virksomhed på Sydfyn, og jeg er uddannet pædagogisk assistent, og kontorassistent med speciale i administration. Jeg valgte derudover at tage erhvervsjura som valgfag, afsluttet med en eksamen.

Jeg har siddet med i diverse bestyrelser i adskillige år. Senest som næstformand i forældrebestyrelsen i min yngste søns daginstitution, som repræsentant for den specialgruppe han gik i. Nu sidder jeg i bestyrelsen på den specialskole han startede i her efter sommerferien. Derudover sidder jeg i bestyrelsen i den fodboldklub som min ældste søn spiller i. Det er vigtigt for mig at tage del i, og ansvar for, at mine børn og unge, og andres for den sags skyld trives i deres dagligdag.

MÆRKESAGER

Sikre trivsel for børn/unge og deres familier
Jeg mener at børn og unge fortjener at vokse op i trygge rammer, hvor de bliver set, hørt og får den støtte som de har behov for. Det gælder uanset om det er hjemme, i skolen eller i fritiden. Trivsel er fundamentet for børn/unges udvikling, læring og GLÆDE. Når de trives, trives vi alle. Jeg ønsker at vi inddrager og lytter mere til forælderen/forældrene, det er som udgangspunkt den/dem der kender deres barn bedst.

Et godt og værdigt senior liv
Et værdigt seniorliv handler for mig om mere end bare pasning og pleje. Det handler også om respekt. Vores ældre har bidraget til det samfund, som vi alle nyder godt af i dag. Så de fortjener tryghed, nærvær, livskvalitet og at være en del af et fællesskab. Jeg mener at de har ret til et meningsfyldt senior liv, uanset helbred og alder.

Fokus på klimaet
Klimaet er en stor udfordring, vi står over for i dag. Vi hører og læser ofte om de stigende temperaturer, det smeltende is og de ekstreme vejrfænomener. Det er naturens måde at fortælle os alle, at der skal handles nu. Vi må alle have et øget fokus på klimaet og tage ansvar for, både borgere, politikere og virksomheder, at reducere vores CO2 udledning og beskytte naturens ressourcer. Jeg tror på at vi kan gøre det gennem bæredygtige valg, mere grøn teknologi og øge samarbejdet på tværs af lande. Vi må stå sammen for at skabe en mere klimavenlig fremtid.

Vi arver ikke jorden fra vores forældre, vi låner den af vores efterkommere! (Indiansk ordsprog).

Jeg mener at vi i Nyborg kommune skal finde tilbage til kerneopgaven, og det er for mig at borgeren er i centrum. Så ønsker du som borger mere inddragelse og gennemsigtighed i de politiske beslutninger, så stem personligt den 18. november.