Jeg er vred på verden, men jeg har håb for fremtiden. Som ung venstreorienteret ser jeg mange ting gå den forkerte vej, men jeg tror på, at vi kan vende udviklingen. Derfor stiller jeg op som kandidat til regionsrådet i Region Østdanmark ved kommunal- og regionalvalget d. 18 november 2025.

Mit navn er Emilie, jeg er 26 år gammel og læser Historie på Københavns Universitet. Jeg tror virkelig på, at tingene kan blive bedre, hvis vi kæmper for det. Derfor bruger jeg også tiden uden for studiet på at arbejde i en NGO og som frivilligt bestyrelsesmedlem i en humanitær organisation.

Når jeg ikke prøver at redde hele verden, er jeg også bare en almindelig ung københavner, som bager med glutenfri surdej og drikker alt for dyre fadøl.

Som 15-årig blev jeg en del af SF Ungdom, og siden da har jeg mest af alt arbejdet i kulissen som den, der planlagde kampagner, demonstrationer og events, men sjældent den, der tog ordet og stillede mig forrest. Dette er første gang, jeg stiller op til et valg.

Det gør jeg, fordi jeg mener, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Her kan du læse mere om mine mærkesager:

KVINDERS SUNDHED

Kvindekroppen er et alt for underbelyst emne. Lige fra medicin, der kun bliver testet på mænd, til læger, der ikke tror på kvinders beretning om smerter og bivirkninger. Jeg har selv oplevet at få at vide, at det var “helt normalt” at have så mange menstruationssmerter, at jeg ikke kunne stå på benene, og der er utallige kvinder som mig derude. Mange viser sig senere at have sygdomme eller udvikle komplikationer, som nemt kunne være behandlet, hvis der var sat ind tidligere. Det er et politisk ansvar at sikre, at ingen ingen piger og kvinder går uden behandling, fordi sundhedspersonalet ikke tager dem alvorligt, når de fortæller, at sygdom og smerter forhindrer dem i at gå i skole, på studie eller arbejde.

LIGE ADGANG TIL SUNDHED

I Danmark er vi stolte af vores gode, gratis sundhedssystem, og det har vi god grund til at være. Men alt for mange steder gives der alligevel forlommer til dem, som kan betale mere. Det er ikke i orden, at penge kan veje tungere end behov. Vi skal vælte betalingsmuren og sikre gratis hjælp til alle – ligegyldigt om det er læge, fysioterapeut eller psykolog, du har brug for.

ANSVARLIGE INVESTERINGER

Vidste du, at regionerne investerer i firmaer, som bl.a. profiterer på våben, udvinding og afbrænding af fossile brændsler, og besættelsen af Palæstina? Med så stor en økonomi, som Region Østdanmark får, er vi nødt til at sikre, at vores investeringer har en bæredygtig profil, som er både grøn, etisk og socialt holdbar.