Mit navn er Christina Lykke, og jeg stiller op som folketingskandidat for SF, fordi jeg vil være Nordjyllands stemme på Christiansborg.
Jeg brænder for at kæmpe for en landsdel, der alt for ofte bliver koblet af, når de store beslutninger træffes i København.
Jeg bor i Frederikshavn med min familie og har rødder solidt plantet i den nordjyske muld. Ja måske for godt, for jeg har aldrig haft trang til at flytte væk fra vores skønne landsdel. Her henter jeg både inspiration, glæde og energi i hverdagen, i mødet med mennesker, naturen og de stærke lokale fællesskaber. Det er her, jeg mærker, hvad der betyder noget i menneskers liv, og hvorfor vi skal tage ansvar for hinanden og for vores fælles fremtid.
Jeg drømmer om et Danmark, hvor ingen vokser op i fattigdom eller uden for fællesskabet. Hvor vores ældre mødes med værdighed, og hvor natur og klima prioriteres højt. Et samfund hvor alle har mulighed for at leve et godt og trygt liv, uanset baggrund, alder, indkomst eller handicap.
Men jeg drømmer også om et Danmark i bedre balance. Alt for ofte oplever vi i Nordjylland, at beslutninger træffes langt væk fra vores hverdag og at vores landsdel bliver glemt, når investeringer i infrastruktur, uddannelse og arbejdspladser fordeles. Det vil jeg være med til at ændre. Nordjylland skal ikke være udkant, det skal være en stærk del af Danmark med gode muligheder for at leve, arbejde og drive virksomhed.
Vi skal sikre nok lærere og pædagoger omkring vores børn, mere tid til kerneopgaverne i ældreplejen og en grøn omstilling med lokale løsninger. Vi skal tage hånd om de borgere, der har det sværest, og sikre at alle får den hjælp og støtte, de har brug for. For mig handler politik i sidste ende om at gøre en reel forskel i menneskers hverdag.
Jeg tror på fællesskabet. På at vi løfter stærkest, når vi løfter i flok. Det gælder også erhvervslivet, vi skal sikre gode rammer for virksomheder og arbejdspladser i hele landet, også i Nordjylland. Hvis vi investerer i vores lokalsamfund, kan vi skabe en stærkere udvikling og et endnu bedre sted at leve for alle.
Hvem er jeg
Jeg er 44 år, mor til to børn og gift med Rasmus. Jeg har altid været optaget af retfærdighed, fællesskab og grøn ansvarlighed.
Politisk har jeg i mange år arbejdet med børne- og ungeområdet samt social- og sundhedsområdet. Siden 2010 har jeg siddet i byrådet for SF i Frederikshavn Kommune, hvor jeg blandt andet har kæmpet for bedre velfærd og mere borgernær politik.
Derudover arbejder jeg som familiebehandler, hvor jeg hjælper udsatte børn og familier, både familier der får støtte i hjemmet, og børn der er anbragt uden for hjemmet. Det arbejde giver mig hver dag et indblik i, hvordan politiske beslutninger påvirker menneskers liv.
Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg vil tage ansvar og være en tydelig nordjysk stemme på Christiansborg. Jeg tror på, at vi kan skabe et Danmark med stærkere fællesskaber, mere social retfærdighed og bedre balance mellem landsdelene.

