ET MENNESKELIGT SUNDHEDSVÆSEN

– større fokus på mental sundhed, fællesskab og værdighed

Jeg er snart 60 år og gift med Klaus, har to voksne børn – og fire børnebørn. Jeg har en kandidatgrad i Psykologi og Sundhedsfremme, er uddannet psykoterapeut og til daglig arbejder jeg som selvstændig terapeut. Jeg er sideløbende ekstern lektor på Roskilde Universitet. Jeg har mange års erfaring med arbejde i socialpsykiatrien, ligesom jeg også har deltaget i flere samarbejdsgrupper mellem kommuner og regioner, særligt i relation til voksenpsykiatrien og familieområdet.

Nu stiller jeg op til den nye Region Østdanmark, fordi jeg ønsker at være med til at skabe en forandring, der kan give borgerne bedre sammenhæng i den hjælp, de får i det offentlige system. Alt for ofte mødes vi med: ”Det er ikke min opgave. Det er en andens opgave, og du må vente på, at det bliver din tur” eller ”Det er ikke os, det er de andre” ved den næste dør.

Ikke fordi den enkelte medarbejder ikke vil os det bedste. Men fordi systemet er så snørklet og fragmenteret. Det er hverken rimeligt eller fremmende for den enkeltes situation at blive mødt sådan. Og det er heller ikke rart for medarbejderne. Jeg vil arbejde for, at man som borger ikke længere skal opleve den forvirring og magtesløshed. Vi må kunne gøre det bedre og klogere, så borgerne oplever et system, der er til for at hjælpe dem – ikke til at flytte dem rundt mellem forskellige kontorer. Og så medarbejderne i højere grad oplever at de bruger al den gode faglighed, de besidder.

Det vil jeg arbejde for
Jeg vil arbejde for, at den nye sundhedsreform kommer til at virke efter hensigten – nemlig at mindske uligheden i sundhed. I kraft af min baggrund har jeg naturligvis meget fokus på den mentale sundhed. Den har i mange år været placeret på bagsædet til fordel for somatiske sygdomme. Det er på tide, at vi får prioriteret den lige så højt.

Derudover vil jeg gerne bidrage og påvirke arbejdet med folkesundhedsloven, der er en del af sundhedsreformen. Vi har brug for en folkesundhedslov, der har fokus på at sundhedsfremme og forebygge på en ny måde, hvor fællesskabet får en central placering.

En stærk folkesundhed handler netop ikke om at behandle sygdomme, men om at skabe rammer, der gør det lettere tilgængeligt for alle at vælge det sunde liv. Her spiller fællesskaber – hvad enten det handler om at spille fodbold eller strikke en trøje – i mine øjne en fundamental rolle. Flere aktører skal forpligtes til at tilbyde adgang til sådanne fællesskaber. Og bedre støtte til at blive en del af dem.

Samtidig handler folkesundhed også om et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Det er vigtigt med et øget fokus på arbejdsmiljøet for alle ansatte inden for velfærdsområdet, så faglighed og derigennem arbejdsglæde kommer i centrum.

Derudover vil jeg arbejde for en bedre palliation – når tiden kommer, hvor man skal herfra, skal det være med værdighed. Vi skal være bedre til at sikre god støtte til de pårørende og den døende – både i kommunen og i regionen.

For mig er det helt afgørende, at alle borgere kan være medbestemmende, føle sig hørt og ikke sættes uden for beslutningerne. Den tilgang vil præge mit arbejde, hvis jeg opnår valg.