Jeg vil sætte børnene først
Jeg er vokset op i Sorø, og det er også her, jeg blev valgt til Folketinget tilbage i 2019. Jeg har været politisk aktiv siden jeg var 16 år gammel, og brugte det meste af min ungdom på at kæmpe imod ulighed, uretfærdighed og for en grønnere klode. Men i bund og grund har min drivkraft altid været den samme: Jeg har altid ment, at et stærkt samfund bør måles på, hvordan vi behandler vores børn og den verden de skal leve i. Børnene er det vigtigste, vi har. Alligevel er det alt for ofte dem, der betaler prisen, når ressourcerne er for små, og prioriteringerne er forkerte. For mig handler politik grundlæggende om at skabe trygge rammer for alle børn, uanset hvilken familie de er født ind i, og hvor i landet de vokser op. Derfor kæmper jeg for, at alle børn får en tryg start på livet, tid med deres forældre og en opvækst uden fattigdom.
Men for mange børn bliver svigtet…
I dag er hverdagen i mange daginstitutioner presset. Der er for få voksne til for mange børn, og det går ud over nærvær, omsorg og trivsel. Nogle forældre presses tilbage på arbejde, før de føler sig klar, og alt for mange oplever, at de ikke kan blive hjemme med deres syge barn uden bekymring for økonomien eller jobbet. Samtidig vokser børn op i familier, hvor pengene ikke rækker til fritidsaktiviteter, vintertøj eller en fødselsdagsgave til klassekammeraten. Det er ikke værdigt for et rigt land som Danmark.
Jeg kæmper for:
Vi kan gøre det bedre. Vi kan vælge at investere i børnene og i familierne. Derfor kæmper jeg i den næste valgperiode for:
- At børn skal trives i vores daginstitutioner. Vi skal indføre reelle minimumsnormeringer i børnehøjde, så der faktisk er tid til det enkelte barn – tid til trøst, leg og udvikling.
- Tid til det vigtigste. Barslen skal forlænges, så familier får en roligere og tryggere start. Vi skal indføre ret til at være hjemme med sygt barn, indtil barnet er rask igen. Og vi skal sikre bedre ret til at gå ned i tid eller være hjemme, hvis livet ramler.
- At ingen børn skal vokse op i fattigdom. Vi skal hæve børnepengene for de fattigste børnefamilier, så alle børn får lige mulighed for en værdig barndom med fællesskab og muligheder.
Børnene kan ikke vente. Det handler om deres hverdag, deres trivsel og deres fremtid – og om hvilket samfund vi ønsker at have.

