Jeg er 43 år, bor i Egebjerg med min mand og vores tre børn, der går i den lokale folkeskole. Jeg stiller op til kommunalvalget for første gang, fordi jeg ønsker at bidrage til at skabe en endnu bedre kommune og bedre velfærd for vores børn, ældre, syge og udsatte.
En stemme på mig er en stemme på fællesskaber og velfærd. Jeg ønsker en kommune, hvor man som borger oplever at blive lyttet til, taget alvorligt og få den hjælp og støtte, der er nødvendig i hverdagen.
Mærkesager:
Gode børneliv
Vi skal investere i vores børns trivsel. Der skal være flere voksne til børnene både i dagtilbud og BFO. Overgangen til skole skal styrkes, derfor vil SF Ballerup ændre førskoleordningen, så der bygges bro mellem skole/BFO og dagtilbud i trygge rammer frem til skolestarten. Samtidig skal der en stærkere indsats til, når børn ikke trives.
Et værdigt ældreliv
Der skal være meget mere fokus på at inddrage ældre og pårørende i den pleje, behandling og omsorg, de modtager i hverdagen. Pårørende skal lyttes mere til og skal støttes mere i hverdagen, fx ved at der er langt bedre rammer for aflastning af pårørende i hverdagen og ved at indsatsen i hjemmet tilrettelægges ud fra den enkelte families behov. Støttetilbud til familier med demens skal styrkes.
Sundhedsfremme og trivsel – hele livet
Ulighed i sundhed skal mindskes. Derfor vil vi skabe bedre betingelser for et aktivt liv i fællesskab for børn, bl.a. ved at flere børn får adgang til et fritidspas, så de kan være en del af et foreningstilbud. Der er også brug for at sætte ind over for den stigende mistrivsel blandt børn og unge – derfor vil jeg arbejde for, familier får hurtigere hjælp og bliver taget i hånden. I dag oplever alt for mange at skulle kæmpe for at få den nødvendige hjælp, og at man selv skal skabe overblik over rettigheder og muligheder.

