Jeg er barn af Danmark med en nordjysk far og en mor fra Hornsherred, der mødte hinanden i Ribe for at få tre børn på Lolland. Opvokset på Sjælland, og efter et årti i København bosat på Bornholm de seneste 18 år. Her er jeg hjemme, men med en højvristet fod solidt plantet ved Vesterhavet kyst og et anden i fuldfed muld i Nordsjælland.
Opvokset i et engageret lærerhjem på en bund af EF-modstand og holdninger til venstre for midten. Noget af det har jeg stedet gevaldigt mod, meget har jeg båret med mig gennem livet til tider i kritisk dialog. Politisk opvakt blev jeg i starten af min gymnasietid, hvor jeg meldte mig ind i SFU for her at erfare, at ville man lave socialistisk ungdomspolitik på Vestsjælland på den tid, måtte man gøre det selv.
SFU Sorø blev vakt til live, og blev planter på forsiden af EkstraBladet efter nejet til Maastricht-traktaten, hvor vores fane med en hammer placeret kækt på sned på toppen blev foreviget fra fejringen på Christiansborgs Slotsplads. Der var jeg dog allerede blevet amtsformand – udpeget i spisefrikvarteret på Slagelse Gymnasium af et par 3Gere, der havde erfaret, at jeg nys havde meldt mig ind – og sad i landsledelsen; politisk umoden men høj på det politiske fællesskab.
Langsomt modnedes jeg politisk sammen med den gruppe af mennesker, der udgjorde det fællesskab, som omkransede det hele liv. En omgangskreds, som man efter en hel weekends ledelsesmøde, en togtur fra Jylland og en tur over Storebælt med MS Romsø, hvorunder diskussionen om den forestående faste forbindelses miljømæssige konsekvenser holdt én vågen og vakt, alligevel endte med at dele et par flasker rødvin, pizzaer og sin søndag aften med.
Elevrådsarbejde blev overtaget af studenterpolitisk arbejde, og tiden fløj og jeg med. Studierne blev ikke det, der fyldte mest, men en dag stod jeg så alligevel voksen og med to små børn i et lille hus på landet midt på Bornholm. Så blev det til krævende jobs, videreuddannelse og det politiske arbejde med hjemmeproducerede holdninger, skærpet over middagsbordet med en socialdemokratisk borgmester på den anden side.
På intet tidspunkt har mit engagement og vilje til at lave flere ting i samfundet om forladt mig, og formodentligt er det mit uregulerede behov for at ytre dette, der fik min nuværende kæreste, mor til min yngste datter, til at foreslå, om det nu var på tide, at jeg selv tog handsken op.
Mærkesager
- Børn og unge
- Psykisk syge og sårbare
- Et land i balance med en stærk regionalpolitik, der binder Danmark sammen.