EU er en politisk kampplads. Derfor er det vigtigt, hvor du sætter dit kryds den 9. juni.

Du kan med din stemme være med til at styrke et grønnere og mere solidarisk Europa. Vi kender de kæmpe problemer, vi har skabet i forhold til klima og miljø, og vi skal erkende, at EU er nødvendig for, at vi kan afhjælpe de kæmpe udfordringer, vi står overfor. Grænseoverskridende problemer kræver løsninger, hvor vi forpligter hinanden på tværs af landegrænser.

Hvis de socialistiske kræfter i EU får mere magt, så skal vi bruge landbrugspolitikken og de mange støtteordninger aktivt for at minimere forurening fra landbruget, regulere transportsektoren og sikre ambitiøse minimumskrav til medlemslandenes CO2-beskatning.

Et solidarisk Europa handler også om at afbøde de sociale problemer, en fri verdensøkonomi skaber. Vi skal tage ansvar for hinanden i fællesskab på tværs af landegrænser. Vi skal i EU sikre, at menneskers sundhed og arbejdsvilkår ikke undermineres af utøjlet kapitalisme, som vi desværre ser alt for mange negative konsekvenser af.

I Danmark er arbejdsmarkedets parter en afgørende aktør i arbejdet for at sikre ordentlige leve- og arbejdsvilkår. Den model skal vi arbejde for at brede ud i EU, sådan at arbejdsmarkedets parter på europæisk plan inddrages i det lovforberedende arbejde.

EU handler også om sikkerhed i en usikker verden. Rusland fører ekspansionskrig lige uden for vores grænser, og USA stiller spørgsmålstegn ved deres engagement i verden. Danmark har brug for et EU, der også evner at agere med en sikkerhedspolitisk dagsorden.

Så ja; din stemme betyder noget, og får jeg den vil jeg kæmpe for et EU, der står for en grønnere, mere solidarisk og en styrket sikkerhedspolitisk dagsorden!

Jeg vil kæmpe for en fremtid, der giver noget at håbe på. Vi har bragt vores klode og vores samfund ud et sted, hvor fortiden virker mere forjættende end fremtiden. Jeg føler mig forpligtet til at gøre mit for, at kommende generationer kan leve i en verden med frihed, stærke fællesskab, fred og et klima, som de ikke skal frygte fjerner deres eksistensvilkår.

EU er en del af den løsning, hvis der er nok, der bakker om et socialistisk Europa.

Andreas kort fortalt

Jeg bor på Bornholm midt i Østersøen. Jeg er vild med denne fantastiske perle lidt væk fra Danmarks centrum, og så meget desto mere vil jeg kæmpe for en stærk miljøregulering i EU og et nyt perspektiv for landbruget – ikke mindst for at havet omkring os ikke dør.