Mit hjerte banker for Norddjurs, for vores børn og unge, for mennesker med handicap og for hverdagens trivsel og tryghed. Jeg brænder for mennesker, for fællesskaber og for en grønnere fremtid. Vi skylder vores børn at passe godt på naturen og den jord, de skal overtage efter os.

Med rødder i Grenaa og bopæl i Fjellerup har jeg blik for både by og landdistrikter, hvor potentialer og udfordringer er forskellige. Livskvalitet kan se ud på mange måder, men styrkes ofte af fællesskaber i og omkring vores bopæl.

Vores børn former fremtiden, men vi voksne former fundamentet for hele deres liv. Stærke daginstitutioner og skoler med fokus på kvalitet og trivsel, kan give dem den start på livet og det trygge børneliv, de fortjener. Trygheden i barndommen er en beskyttende og styrkende faktor gennem ungdomslivet, gennem voksenlivet og gennem alderdommen. Gode hverdage for vores børn er derfor den bedste investering, vi kan lave i en fælles fremtid.

Med fokus på bæredygtige løsninger, vil jeg kæmpe for naturen og for en grønnere kommune. Vi skal være ambitiøse og drive kommunens mange forskellige aktiviteter og tilbud på den mest bæredygtige måde, så aftrykket ikke blive dybere, end jorden under os kan bære.

Norddjurs kommune skal være den bedste arbejdsplads i Østjylland. Vi skal passe på dem, der passer på os. Gode arbejdsmiljøer og glade medarbejdere er vores stærkeste aktiv i hverdagen, uanset om det er dagplejeren eller pædagogen, der tager professionelt kærligt mod et barn om morgenen, SoSu-medarbejderen eller sygeplejersken der med omsorg, ro og smittende smil tager hånd om vores bedste- eller oldeforældre. I skolerne er glade og fagligt stærke voksne med til at skabe den barndom, vi alle ønsker for vores børn. Uanset om det er på kontoret, i ladvognen, i mødelokalet eller i klasselokalet, skal vores medarbejdere kunne være stolte af den kommune og den hverdag, de er med til at skabe. Det kalder på seriøse investeringer i psykisk og fysisk arbejdsmiljø, på efteruddannelse og kompetenceudvikling og på tydelige politiske retninger, krydret og kvalificeret af fagfolkene selv.

JEG TROR PÅ, at de bedste penge vi kan bruge, er dem, vi bruger på hinanden. Investeringer i en god barndom og en tryg alderdom er afgørende for den enkelte, for familien og for fællesskabet.

JEG TROR PÅ, at de stærkeste løsninger leveres af personale i trivsel og stærke faglige miljøer.

 

JEG TROR PÅ, at beskyttelse af vores fælles natur, en seriøs klimaindsats og en bæredygtig kommune er vejen frem.

Derfor vil jeg kæmpe for investeringer i mennesker og for en grønnere fremtid.

Som børnenes borgmester-kandidat vil jeg fortsætte udviklingen af det fundament, vi hver især bygger familielivet og hverdagen på.

Solide arbejdsmiljøer med plads til udvikling, stærke børnemiljøer som vækker nysgerrighed og ungemiljøer med sunde fællesskaber giver RO PÅ.